(Med dette afsluttede forfatteren sin tale om det første vidnesbyrd og forklaringen af det. Dernæst indledte han med at tale om det andet vidnesbyrd og sagde) betydningen af (det andet vidnesbyrd, som er) Jeg bevidner, at Muhammad er Allahs sendebud (må Allah hæve hans rang) er: jeg ved, tror (og godtager samt underkaster mig i mit hjerte) og erklærer (med min tunge) at Muhammad, søn af ^Abdullah, søn af ^Abdil-Muttalib, søn af Hashim, søn af ^Abdi-Manaf (søn af Qusay, søn af Kilab, søn af Murrah, søn af Ka^b, søn af Lu´ay, søn af Ghalib, søn af Fihr, søn af Malik, søn af An-Nadr, søn af Kinanah, søn af Khuzaymah, søn af Mudrikah, søn af Ilyas, søn af Mudar, søn af Nizar, søn af Ma^ad, søn af ^Adnan) Qurayshianeren (dvs. den som stammer fra den mest ærværdige stamme Quraysh) er Allahs skabning og sendebud til alle skabningerne (blandt mennesker og djin). Det (altså troen på vor mester Muhammads budskab, må Allah hæve hans rang) indbefatter også troen på, at han blev født i Mekka (og at hans mor er Aminah, datter af Wahb, fra Zuhrah-slægten, der oprinder fra Quraysh-stammen) og (at han) fik sin åbenbaring om profetien deri (dvs. han var bosiddende i Mekka og modtog åbenbaringen om profetien, imens han befandt sig i grotten Hira´) at han emigrerede (dvs. forlod Mekka og rejste på Allahs befaling) til Medina (den belyste by, hvor han døde) og blev begravet deri (i Fru ^A´ishahs værelse, må Allah beære hende). Ligeledes indebærer det, at han var sandfærdig i alt, hvad han fortalte og overbragte fra Allah. (Han tog aldrig fejl herom, det være sig fortællingerne om de forgangne nationer, universets tilblivelse, legale og illegale sager, eller det han fortalte om ville hænde i fremtiden. Derimod er det muligt for ham at fejle i hvad angår de verdslige anliggender, som han fortalte om, og hvorom han ikke fik åbenbaring. Det er pålagt enhver at tro fast på hvad profeten, må Allah ophøje hans rang, har informeret om) heriblandt gravens pinsler (i sjæl og på krop fx at den vantro ser helvedet to gange dagligt, en gang i begyndelsen af dagen og en gang i slutningen. Han pines dels ved at se sit opholdssted i det hinsides og dels ved at generes af gravens mørke og ensomheden deri), lyksaligheder (dvs. gravens lyksaligheder, såsom udvidelse af graven 70 dhira^[1] gange 70 dhira^ og belysning af graven med et lys, der ligner fuldmånens lys), udspørgningen af de to engle, Munkar og Nakir (således udspørges både den troende og den vantro fra denne nation om sin tro, som denne besad ved døden. Enhver svarer i overensstemmelse med sin tilstand. Der undtages fra denne udspørgning profeterne, børnene, der døde inden puberteten, og krigsmartyrerne), opstandelsen (som er de dødes opståen fra graven efter deres genoplivelse), samlingen (som er skabningernes samling og førelse til samlingsstedet efter deres opstandelse. Samt troen på) dommedagen (der indledes med menneskernes opståen af deres grav og afsluttes med paradisfolkets indtrædelse i paradiset og helvedesfolkets indtrædelse i helvedet), regnskabet (hvilket er at skabningerne forevises deres handlinger), belønningen (som er det den troende gengældes med på Dommedag og som glæder denne), straffen (som er det, der gør skabningen fortræd den dag, herunder indtrædelse i helvedet og hvad der hører derunder af straf for synderne), vægten (som er det, hvorpå skabningernes gerninger vejes, på Dommedag), helvedet (hvilket er stedet, som Allah har beredt for at pine de vantro og nogle af de syndige muslimer. Det eksisterer allerede og forgår ikke), broen (som er en bro, der vil være over helvedet, og som menneskerne skal passere, hvorved deres handlinger er det, der fører dem over. Dens ene ende er beliggende på den udskiftede jord og dens anden ende ved paradiset efter helvedet), søen (hvilket er et sted, hvori Allah har beredt en drik til paradisets folk, hvorfra de drikker efter deres passage af broen og før deres indtrædelse i paradiset. Herefter tørster de aldrig), forbønnen (der er forbeholdt muslimerne. Således vil de, der har lov til at gå i forbøn på Dommedag, bede Allah om at lade straffen for nogle af de syndige muslimer bortfalde), paradiset (hvilket er stedet, Allah har beredt for at behage de troende. Det eksisterer allerede og forgår ikke), synet af Allah, være ophøjet, med øjet i det hinsides (dvs. at det er sandt, dette er forbeholdt de troende. De ser Ham, mens de er i paradiset) uden at Allah har en form, skikkelse eller er i et sted eller retning (og uden forlignelighed, som det er tilkendegivet af Imam Abu Hanifah, må Allah beære ham) dvs. ikke som måden en skabning ses på (idet skabningen vil befinde sig i en retning i forhold til seeren, derimod vil de troende være på deres plads i paradiset og se Allah, uden at Allah er i et sted), det evige ophold i dem (dvs. i paradis og helvede, således er det pålagt at tro på at de troende foreviges i paradiset og de vantro i helvedet, samt at der ikke forekommer nogen død derefter), troen på Allahs engle (dvs. på deres eksistens og på at de er nogle ærede skabninger, der ikke trodser Allah, i hvad Han befaler dem samt gør hvad de bliver befalet. De er hverken han- eller hunkøn. De hverken spiser, drikker, sover eller formerer sig), Hans sendebude (dvs. alle Hans profeter, både de af dem, der er sendebude sendt med en ny lovgivning, og de af dem, der ikke er det. Det første af Allahs sendebude er vor mester Adam, må Allah hæve hans rang, og det sidste af dem er vor mester Muhammad, må Allah ophøje deres rang), bøger (hvor de mest kendte af dem er følgende fire: Koranen, Toraen, Evangeliet og Davids Skrifter),
