Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Iblandt hjertets pligter er at tro på Allah, og på hvad Han har åbenbaret, og at tro på Allahs sendebud, og på hvad han har viderebragt.
Forklaring: Iblandt de hjertehandlinger, der er pålagt de ansvarlige, er at tro på Allah, hvilket er grundlaget for alle pligterne. Følgelig skal man tro fast på, at Allah, være ophøjet, eksisterer på en måde, der passer for Ham, hvilket vil sige, at Han ikke har et udseende og mængde, og at Han ikke er i et sted. Om dette er der konsensus, og ingen uenighed. Enhver, der har hørt islams budskab, er pålagt at tro på det. Denne tro skal sammenføjes med troen på, hvad profeten, må Allah ophøje og frede ham, viderebragte fra Allah, være ophøjet, heriblandt at han er Allahs sendebud, og at det, han viderebragte fra Allah, er sandt.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Oprigtighed, som er udførelse af de gode gerninger i søgen efter belønning fra Allah alene.
Forklaring: Iblandt de pligtige hjertehandlinger er oprigtighed, som er frigørelse af ens hensigt for at søge folks ros, respekt, agtelse og æring.
قُلْ إِنَّمَا أَنَا بَشَرٌ مِّثْلُكُمْ يُوحَى إِلَيَّ أَنَّمَا إِلَهُكُمْ إِلَهٌ وَاحِدٌ فَمَن كَانَ يَرْجُو لِقَاء رَبِّهِ فَلْيَعْمَلْ عَمَلاً صَالِحًا وَلا يُشْرِكْ بِعِبَادَةِ رَبِّهِ أَحَدًا
Forklaring
﴿ قُل إِنَّما أَنا بَشَرٌ مِثلُكُم يوحىٰ إِلَىَّ أَنَّما إِلٰهُكُم إِلٰهٌ وٰحِدٌ فَمَن كانَ يَرجوا لِقاءَ رَبِّهِ فَليَعمَل عَمَلًا صٰلِحًا وَلا يُشرِك بِعِبادَةِ رَبِّهِ أَحَدًا ﴿110﴾ ﴾
19 - surah-al-kahf-vers-110
{قل إنما أنا بشر مثلكم يوحى إلي أنما إلهكم إله واحد فمن كان يرجو لقاء ربه} فمن كان يأمل حسن لقاء ربه وأن يلقاه لقاء رضا وقبول {فليعمل عملا صالحا} خالصا لا يريد به إلا وجه ربه ولا يخلط به غيره {ولا يشرك بعبادة ربه أحدا} هو نهي عن الشرك أو عن الرياء.
I verset foreligger et forbud mod uoprigtighed, da det er den lille shirk. Al-Hakim berettede i Al-Mustadrak, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Værn om jer selv mod uoprigtighed, thi den er den lille shirk”. Autentificeret af Al-Hakim, og heri gav Adh-Dhahabiy ham medhold.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fortryde synderne.
Forklaring: Iblandt hjertepligterne er at angre både de store synder som de små, og hovedsøjlen i anger er fortrydelse. Fortrydelsen skal bunde i, at man har syndet imod ens Herre - for hvis ens fortrydelse bunder i, at man er blevet skandaliseret af folk, da betragtes det ikke som anger.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At forlade sig på Allah.
Forklaring:
قُل لَّن يُصِيبَنَا إِلاَّ مَا كَتَبَ اللهُ لَنَا هُوَ مَوْلاَنَا وَعَلَى اللهِ فَلْيَتَوَكَّلِ الْمُؤْمِنُونَ
Forklaring
﴿ قُل لَن يُصيبَنا إِلّا ما كَتَبَ اللَّهُ لَنا هُوَ مَولىٰنا وَعَلَى اللَّهِ فَليَتَوَكَّلِ المُؤمِنونَ ﴿51﴾ ﴾
{قل لن يصيبنا إلا ما كتب الله لنا} أي قضى من خير أو شر {هو مولانا} الذي يتولانا ونتولاه([1]) {وعلى الله فليتوكل المؤمنون} وحق المؤمنين ألا يتوكلوا على غير الله.
At forlade sig på betyder at sætte lid til. Skabningen er hermed pålagt at sætte sin lid til Allah, idet Han er skaberen af al gavn og skade, samt alt det, der indtræder i eksistensen. Ingen formår reelt at bringe gavn eller fjerne skade undtagen Allah. Når man er overbevist om dette, og er fuldt ud indstillet derpå, da vil man have tillid til Allah i forhold vedrørende underhold og unddragelse af skade. Det at forlade sig på betyder kortfattet at overlade forholdet til Allah og at stole på Ham, samtidigt med at man udfører skæbnebestemte virkende årsager, altså giver sig i færd med handlinger der medfører virkninger.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At overvåge sig selv for Allah.
Forklaring: Iblandt hjertepligterne er at overvåge sig selv for Allah. Betydningen af at overvåge sig selv for Allah er at bevare frygten for Allah, være ophøjet, i hjertet ved at afstå fra synderne og fra uopmærksomheden på udførelse af Allahs påbud. Derfor skal den ansvarlige, så snart han bliver ansvarlig, have til hensigt samt agte at udføre alle pligterne, Allah har påbudt ham, hvilke er udførelse af pligterne og afståelse fra synderne.
إِنَّمَا ذَلِكُمُ الشَّيْطَانُ يُخَوِّفُ أَوْلِيَاءهُ فَلاَ تَخَافُوهُمْ وَخَافُونِ إِن كُنتُم مُّؤْمِنِينَ
Forklaring
{إنما ذلكم الشيطان} إنما ذلكم الـمثبط هو الشيطان وهو نعيم([8]) {يخوف أولياءه} المنافقين [من المشركين، فيوسوس إليهم ويعظم أمورهم عندهم لئلا يخرجوا عونا للمؤمنين، أو معناه يخوفكم أولياءه الذين هم أبو سفيان وأصحابه] {فلا تخافوهم وخافون} [في مخالفة أمري، فجاهدوا مع رسولي] {إن كنتم مؤمنين} لأن الإيمان يقتضي أن يؤثر العبد خوف الله على خوف غيره.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At underkaste sig Allah og at afholde sig fra at protestere mod Ham.
Forklaring: Det er pålagt den ansvarlige at underkaste sig Allah, dvs. ikke at protestere mod Ham over Hans Skabelse og Skæbnebestemmelse, hverken i tro eller tale, indeni eller udenpå. Den ansvarlige er pålagt at underkaste sig Allah på Hans Skæbnebestemmelse af godhed og ondskab, sødme og bitterhed, tilfredshed og bedrøvelse, velvære og smerte. Samtidigt skal man skelne forskel mellem forholdene i det skæbnebestemte og skabte, for dele af det skæbnebestemte og skabte er noget, Allah elsker, og dele af det er noget, Allah ikke elsker. Således skal skabningen elske det skabte, som Allah elsker, men afsky det skabte, som Allah ikke elsker såsom synder, vel at mærke uden at afsky Allahs Skæbnebestemmelse og Skabelse af det skæbnebestemte. Synder hører under det, Allah har skæbnebestemt og skabt, og derfor er skabningen pålagt at afsky dem, idet Allah ikke elsker dem, og har forbudt sine skabninger at bedrive dem. Der er ingen modsætning i at tro på Skabelsen og Skæbnebestemmelsen, og samtidigt at afsky dele af det skæbnebestemte og skabte, eftersom det, som man skal godtage er, Skæbnebestemmelsen og Skabelsen, der begge er Allahs egenskaber. Derimod er det, man skal afsky af det skæbnebestemte og skabte, hvad den islamiske lovgivning har dømt lovstridigt.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At ophøje religionens ritualer og symboler.
Forklaring: Det er en pligt at ophøje religionens ritualer og symboler. Følgelig er det forbudt at forsømme det eller vanhellige dem. Iblandt religionens symboler er moskeerne, og at røge dem hører til at ophøje dem. Abu Ya^la skrev i sin Musnad: ”^Ubaydullah fortalte, at ^Abdurrahman søn af Mahdiy fortalte, at ^Abdullah søn af ^Umar fortalte, at Nafi^ fortalte, at ^Umars søn fortalte, at ^Umar plejede at røge Allahs sendebuds moske hver fredag”.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At takke Allah for de gaver, Han har skænket én, altså ikke at anvende dem til at synde imod Ham.
Forklaring: Taknemlighed er to typer: Den forpligtede og den ønskelige. Den forpligtede taknemlighed består i, at man udviser den adfærd, der vidner om ophøjelse af Giveren, som har foræret både én og andre, og den indfries ved, at man ikke forbryder sig mod Allah, være ophøjet, heri. Dette er den forpligtede taknemlighed, der påhviler én. Så hvis man garderer sit hjerte, sine kropsdele og det, Allah har foræret én, imod at forsynde med dem, da vil man betegnes taknemlig (Shakir). Og hvis man herefter rodfæster sig i det, da betegnes man yderst taknemlig (Shakur).
يَعْمَلُونَ لَهُ مَا يَشَاء مِن مَّحَارِيبَ وَتَمَاثِيلَ وَجِفَانٍ كَالْجَوَابِ وَقُدُورٍ رَّاسِيَاتٍ اعْمَلُوا ءالَ دَاوُودَ شُكْرًا وَقَلِيلٌ مِّنْ عِبَادِيَ الشَّكُورُ
Forklaring
{يعملون له ما يشاء من محاريب} أي مساجد أو مساكن {وتماثيل} [جمع تمثال، وهو كل ما صور على مثل صورة من حيوان أو غير حيوان. قيل: كانت من زجاج ونحاس ورخام]، وكان التصوير مباحا حينئذ {وجفان} جمع جفنة([7]) {كالجواب} جمع جابية وهي الحياض الكبار، قيل: كان يقعد على الجفنة ألف رجل {وقدور راسيات} ثابتات على الأثافي([8]) لا تنزل عنها لعظمها، وقيل: إنها باقية باليمن، وقلنا لهم: {اعملوا آل داوود} ارحموا أهل البلاد واسألوا ربكم العافية، [قيل: المراد من ءال داود داود نفسه وقيل: داود وسليمان وأهل بيتهما] و{شكرا} أي شاكرين، وسئل الجنيد عن الشكر فقال: بذل المجهود بين يدي المعبود [أي في طاعة الله]. {وقليل من عبادي الشكور} المتوفر على أداء الشكر، الباذل وسعه فيه، قد شغل به قلبه ولسانه وجوارحه اعتقادا واعترافا وكدحا.
Hermed er der færre Shakur end Shakir, som er en lavere status.
Den ønskelige taknemlighed er den taksigelse til Allah, være ophøjet, der henviser til, at Han er Den, der ud af sin gavmildhed, har foræret skabningerne de utallige gaver, de besidder. Og religiøst set dækker begrebet taknemlighed også over det, at man gengælder en anden person for det gode, denne har ydet én.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At udvise tålmodighed ved udførelse af forpligtelserne; at udvise tålmodighed ved afståelse fra synderne; og at udvise tålmodighed ved prøvelserne fra Allah.
Forklaring: Tålmodighed er at betvinge og underkue egoet til at udholde noget ubehageligt eller afstå fra en nydelse. Den forpligtede tålmodighed, der er pålagt den ansvarlige, er at udvise tålmodighed med at udføre Allahs påbudte lydighedshandlinger; udvise tålmodighed med at afstå fra Allahs forbud; og udvise tålmodighed med at udholde Allahs prøvelse, som Han udsætter én for, og dette betyder, at når man bliver udsat for en prøvelse, så må man ikke protestere mod Allah eller overtræde Hans forbud. Mange skabninger falder i synder, på grund af at de undlader at udvise tålmodighed med prøvelserne, og dette forekommer i forskellige niveauer. Nogle begår frafald ved prøvelser, mens andre begår synder, der er mindre end det, såsom at skaffe penge på en forbudt måde. Et eksempel herpå er at skaffe penge via forbudte indtjeningsmetoder eller via løgn eller deslige, og dette er noget, mange mennesker gør, når de bliver udsat for fattigdom.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At afsky satan.
Forklaring: Det er pålagt de ansvarlige at afsky satan, dvs. at hade djævlene, idet Allah, være ophøjet, advarede os stærkt imod satan i Sin Bog.
إِنَّ الشَّيْطَانَ لَكُمْ عَدُوٌّ فَاتَّخِذُوهُ عَدُوًّا إِنَّمَا يَدْعُو حِزْبَهُ لِيَكُونُوا مِنْ أَصْحَابِ السَّعِيرِ
Forklaring
﴿ إِنَّ الشَّيطٰنَ لَكُم عَدُوٌّ فَاتَّخِذوهُ عَدُوًّا إِنَّما يَدعوا حِزبَهُ لِيَكونوا مِن أَصحٰبِ السَّعيرِ ﴿6﴾ ﴾
{إن الشيطان لكم عدو} ظاهر العداوة، فعل بأبيكم ما فعل، وأنتم تعاملونه معاملة من لا علم له بحاله {فاتخذوه عدوا} في عقائدكم وأفعالكم، ولا يوجدن منكم إلا ما يدل على معاداته في سركم وجهركم، ثم لخص سر أمره وخطأ من اتبعه بأن غرضه في دعوة شيعته هو أن يوردهم مورد الهلاك بقوله: {إنما يدعو حزبه ليكونوا من أصحاب السعير} ثم كشف الغطاء فبنى الأمر كله على الإيمان وتركه فقال:
Satan er den vantro iblandt djin. Og ordet Satan anvendes om Iblis, der er stamfaderen til djin.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At afsky synderne.
Forklaring: Det er en pligt at afsky synderne, idet Allah, være hævet og ophøjet, forbød de ansvarlige at begå dem. Man skal derfor afsky synderne samt hade dem i hjertet, uagtet om de er begået af én selv eller af andre.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At elske Allah, Hans tale, Hans sendebud, ledsagerne, profetens folk (al) samt de fromme muslimer.
Forklaring: Det er pålagt den ansvarlige at elske Allah, være ophøjet, ved at ophøje Ham på den måde, der passer for Ham. Og man skal elske Hans tale ved at tro på den. Derudover skal man elske Hans sendebud, Muhammad, må Allah ophøje og frede ham, ved at ophøje ham som det er obligatorisk, og man skal elske alle hans profetiske brødre. Dog er den fuldkomne kærlighed, at man efterlever Allahs lovgivning, ved at efterkomme Hans påbud og afstå fra Hans forbud.
قُلْ إِن كُنتُمْ تُحِبُّونَ اللهَ فَاتَّبِعُونِي يُحْبِبْكُمُ اللهُ وَيَغْفِرْ لَكُمْ ذُنُوبَكُمْ وَاللهُ غَفُورٌ رَّحِيمٌ
Forklaring
﴿ قُل إِن كُنتُم تُحِبّونَ اللَّهَ فَاتَّبِعونى يُحبِبكُمُ اللَّهُ وَيَغفِر لَكُم ذُنوبَكُم وَاللَّهُ غَفورٌ رَحيمٌ ﴿31﴾ ﴾
ونزل حين قال اليهود: نحن أبناء الله وأحباؤه:
{قل إن كنتم تحبون الله فاتبعوني يحببكم الله} محبة العبد لله إيثار طاعته على غير ذلك، ومحبة الله العبد أن يرضى عنه ويحمد([1]) فعله، وعن الحسن: زعم أقوام على عهد رسول الله ﷺ أنهم يحبون الله، فأراد أن يجعل لقولهم تصديقا من عمل، فمن ادعى محبته خالف سنة رسوله فهو كذاب، وكتاب الله يكذبه، {ويغفر لكم ذنوبكم والله غفور رحيم}.
Betydningen af at elske ledsagerne er at ophøje dem, eftersom de støttede Allahs religion, og det gælder særligt de første emigranter og støtter-i-Medina. Meningen hermed er at elske ledsagerne i almindelighed, men ikke at elske hver og en af dem. Udtrykket profetens folk refererer til alle profetens fromme følger, og dem skal man elske, idet de er Allahs elskede, hvilket skyldes deres fuldkomne lydighed til Ham. Og udtrykket profetens folk kan også referere til profetens hustruer samt troende slægtninge, og dem skal man elske på grund af deres særegen.
وَقَرْنَ فِي بُيُوتِكُنَّ وَلا تَبَرَّجْنَ تَبَرُّجَ الْجَاهِلِيَّةِ الأُولَى وَأَقِمْنَ الصَّلاةَ وَءاتِينَ الزَّكَاةَ وَأَطِعْنَ اللهَ وَرَسُولَهُ إِنَّمَا يُرِيدُ اللهُ لِيُذْهِبَ عَنكُمُ الرِّجْسَ أَهْلَ الْبَيْتِ وَيُطَهِّرَكُمْ تَطْهِيرًا
Forklaring
{وقرن في بيوتكن ولا تبرجن تبرج الجاهلية الأولى} أي القديمة [أمرهن الله تعالى بملازمة بيوتهن، ونهاهن عن التبرج]، والتبرج: التبختر في المشي، أو إظهار الزينة [للأجانب بقصد أن يستحلوهن]، والتقدير: ولا تبرجن تبرجا مثل تبرج النساء في الجاهلية الأولى، وهي الزمان الذي ولد فيه إبراهيم، أو ما بين ءادم ونوح، أو زمن داود وسليمان عليهم السلام، والجاهلية الأخرى ما بين عيسى ومحمد عليه الصلاة والسلام {وأقمن الصلاة وآتين الزكاة وأطعن الله ورسوله} خص الصلاة والزكاة بالأمر ثم عم بجميع الطاعات تفضيلا لهما، لأن من واظب عليهما جرتاه إلى ما وراءهما {إنما يريد الله ليذهب عنكم الرجس} [الإثم يا] {أهل البيت} فيه دليل على أن نساءه من أهل بيته. وقال: {عنكم}، لأنه أريد الرجال والنساء من ءاله بدلالة {ويطهركم تطهيرا} من نجاسة الآثام، ثم بين أنه إنما نهاهن وأمرهن ووعظهن لئلا يقارف أهل بيت رسول الله ﷺ المآثم، وليتصونوا عنها بالتقوى.
Desuden er det pligtigt, at man generelt set elsker de fromme af Allahs skabninger.