﴿ مَثَلُهُمْ كَمَثَلِ الَّذِي اسْتَوْقَدَ نَارًا فَلَمَّا أَضَاءَتْ مَا حَوْلَهُ ذَهَبَ اللَّهُ بِنُورِهِمْ وَتَرَكَهُمْ فِي ظُلُمَاتٍ لَا يُبْصِرُونَ ﴿17﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Eksemplet med dem er ligesom dén, der tænder et bål. Når det så har lyst op omkring denne, fjerner Allah deres lys og efterlader dem i mørke ude af stand til at se”.
مَثَلُهُمْ كَمَثَلِ الَّذِي اسْتَوْقَدَ نارًا
Eksemplet med dem er ligesom dén, der tænder et bål Al-mathal ’الـمَثَلُ (eksemplet)’ er et udtryk for et tilfælde, der ligner et andet tilfælde, hvorimellem der kan drages paralleller, for at det ene tilfælde må belyse det andet og illustrere det. Af denne grund anvendte Allah eksempler i Sin Bog. Det er én af Koranens syv genrer. Da Allah skildrede hyklernes virkelighed, lod Han skildringen blive efterfulgt af eksemplificering for en yderligere afdækning og tydeliggørelse deraf. Eksemplificeringen har nemlig en indvirkning på hjertet, som er langt mere effektiv end ved beskrivelse af nogets essens. Ikke desto mindre kan eksemplet drage paralleller mellem det skjulte og det åbenbare, hvorved essensen kan blive illustreret fuldt ud. Dette betegnes som den maksimale illustration. Dog er det betinget af at udsagnet, som der gives eksempler på, vækker undren ud fra visse aspekter.
مَثَلُهُمْ كَمَثَلِ الَّذِي اسْتَوْقَدَ نارًا
Eksemplet med dem er ligesom dén, der tænder et bål for at drage nytte deraf.
فَلَمَّا أَضاءَتْ
Når det så har lyst op Dvs. ilden.
ما حَوْلَهُ
omkring denne, Dvs. omkring personen, som tænder ilden.
ذَهَبَ اللَّهُ بِنُورِهِمْ
fjerner Allah deres lys Hvis følgende spørgsmålet bliver stillet: Hvordan kan det være, at Han l startede med entalsformen og gik derefter over til flertalsformen? Så vil svaret være: Iht. det arabiske sprog er det lovligt at anvende entalsformen ’الَّذِي (al-ladhii)’ i stedet for ’de/dem الَّذِينَ (al-ladhiina)’. Med andre ord er det lovligt at anvende ’الَّذِي (al-ladhii)’ både for entals- og flertalsformen, såsom i surat at-Tawbah vers 69:وَخُضْتُمْ كَالَّذِي خَاضُوا (Og I lod jer vade i bespottelse, ligesom de (كَالَّذِي) lod sig vade). Der er også blevet sagt: Han sammenlignede deres tilfælde med tilfældet med den, der tænder ild. Der er også blevet sagt: Tilfældet med den ene af dem er ligesom tilfældet med den, der tænder et bål.
وَتَرَكَهُمْ فِي ظُلُماتٍ لَا يُبْصِرُونَ
og efterlader dem i mørke ude af stand til at se.
Ibn ^Abbaas c sagde: ”Den blev åbenbaret med omtale af hyklerne”. Han siger: ”Tilfældet med deres hykleri er som en mand, der tænder et bål under en bælgmørk nat i ødemarken, der giver ham varme og gør ham i stand til at se sig omkring, hvorved han kan tage sig i agt for, hvad han ængstes for. Mens han er sådan, går hans ild ud. Derpå ender han desorienteret og intimideret i mørket. Sådan er tilfældet for hyklerne; De udviste troens vidnesbyrd, hvorved de sikrede deres rigdom samt børn og indgik ægteskab med muslimerne og delte krigsbyttet med dem; dette er deres lys. Og da de så døde, vendte de tilbage til mørket og frygtsomheden”.
Der er også blevet sagt: Meningen med at deres lys forsvinder er, at deres tro bliver afsløret til de troende gennem sendebuddets ord. Der er desuden blevet sagt: Meningen med at deres lys forsvinder er, at deres lys forsvinder i graven eller ved broen.
Hvis der blev spurgt: ”Hvad er meningen bag at sammenligne tro med lys og vantro med mørke? Da vil svaret være: Meningen bag at sammenligne troen med lyset beror på, at lyset tjener til at vise vej til målet og den sande sti, ikke desto mindre eliminerer det desorienteringen. Sådan forholder det sig også med troen; Den er den tydelige vej til Allahs tilfredshed og til Hans paradis. På den anden side blev vantro sammenlignet med mørke, idet hvem end der befinder sig i mørket farer vild fra den rette sti og vil ikke blive andet end desorienteret. Sådan er tilfældet med vantro; dens indehaver bliver ikke andet end yderligere forvirret i det hinsides.
Meningen bag at eksemplificere med hyklerne og med bålet huser tre visdom: Den første er, at den, som oplyser med ild, oplyser med en andens lys, og når dette lys går ud, ender han i buldrende mørke. Tilfældet med hyklernes bekendelse til troen dog uden tro i hjertet, er ligesom den, hvis tro er til låns. Den anden er, at ilden behøver brænde for at vare ved; ligesådan gælder for troen, den behøver overbevisning for at vedvare. Den tredje er, at mørket, som finder sted efter lyset, er besværligere for mennesket end det mørke, hvor mennesket ikke har erfaret lys forinden; derpå blev deres tilstand sammenlignet dermed.
Dernæst beskrev Allah dem ved at sige: صُمٌّ (De er døve,) Dvs. fra at lytte til sandheden, idet de ikke godtager den, og når de ikke godtager den, er det som om, de ikke har hørt.
