Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Iblandt tungens synder er bagtalelse, hvilket er at omtale sin fraværende muslimske bror med noget, han ikke bryder sig om, men som er sandt ved ham.
Forklaring: Iblandt tungens synder er bagtalelse, hvilket er at omtale sin levende eller døde muslimske bror med noget, der ville forulempe ham, hvis han fandt ud af det, hvad enten bagtalelsen angår hans krop, slægt, tøj, hjem eller moral.
Eksempler herpå er at sige: Han er lav eller skeløjet; hans far er garver eller skomager; han har dårlig moral eller er uforskammet; han krænker alles rettigheder, eller han ærer ingen; han sover meget eller spiser meget; hans tøj er beskidt eller hans hjem er slidt; hans søn er dårligt opdraget, eller han er under tøflen eller lignende udtryk, der ville forulempe ham, hvis han fandt ud af det.
Allah, være ophøjet, siger:
وَلَا يَغْتَب بَّعْضُكُم بَعْضًا ۚ أَيُحِبُّ أَحَدُكُمْ أَن يَأْكُلَ لَحْمَ أَخِيهِ مَيْتًا فَكَرِهْتُمُوهُ
Hvilket betyder: ”Og bagtal ikke hinanden - ville nogen af jer bryde sig om at spise sin døde brors kød. Dette er noget, I finder afskyeligt.”
Og Muslim berettede via Abu Hurayrah, må Allah være tilfreds med ham, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, spurgte: ”Ved I, hvad bagtalelse er.” De svarede, Allah og Hans sendebud ved bedst. Han svarede: ”At du omtaler din bror med noget, han ikke bryder sig om.” En mand spurgte, hvad nu hvis det, jeg siger, er sandt ved min bror? Han svarede: ”Hvis det er sandt ved ham, så har du bagtalt ham med noget sandt, og hvis ikke, så har du bagtalt ham med noget usandt.”
Endvidere er de lærde uenige om, hvorvidt bagtalelse er en stor eller lille synd. Det rette er at differentiere, eftersom der ikke er nogen tvivl om, at det er en stor synd at bagtale godheden og fromhedens folk, mens det at bagtale andre end dem ikke betegnes en stor synd, medmindre man bagtaler den storsyndige til en ekstrem grad, som hvis man overdriver med at omtale hans dårlige sider, når det ikke er for at advare – i dette tilfælde er det en stor synd. Og med afsæt heri skal man forstå profetens udtalelse: ”Krænkelse af sin muslimske brors ære ligner den groveste rente.” Berettet af Abu Dawud.
Denne krænkelse er en stor synd, endda en af de værste, idet Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sammenlignede den med den groveste rente, dvs. at dens enorme syndighedsgrad ligner syndighedsgraden for den groveste rente. Og ligesom at bagtalelse er forbudt, er det også forbudt at lade den stå til, når man magter at forbyde den. Tilsvarende er det forbudt ikke at forlade bagtaleren, når han ikke afstår fra sin bagtalelse, og man magter at forlade ham. Somme tider kan bagtalelse være tilladt, endda pligtig. Dette angår den lovmæssige advarsel imod den, der bedriver en storsyndig handling eller bærer på en innoveret tro, selv hvis denne innoveret tro skulle være på et niveau lavere end vantro.
Et eksempel herpå er at advare imod en forretningsmand, der svindler i handel; eller at advare en arbejdsgiver imod hans ansat, som forråder ham. Tilsvarende gælder at advare imod dem, der optræder som fatwa-udsteder, underviser eller lærer, for hvem man læser ved tilegnelse af kundskaber, når disse er inkompetente – denne advarsel hører til den pligtige bagtalelse. Og iblandt religionsuvidenhed er, når nogle mennesker fordømmer advarsel imod en ansat, der forråder sin arbejdsgiver. Og deres såkaldte belæg herfor er, at dette medfører fratagelse af hans underhold. De drager omsorg for skabningen i stedet for at have omsorg for Allahs lovgivning.
Endvidere har en retslærd udfærdiget to vers, der opridser de legitime grunde for bagtalelse: anklage, advare, støtte- og fatwa-anmodning omtale åbenlys storsynder og karakterisering Og iblandt den modbydelige uvidenhed er, hvad nogle mennesker siger, når man forbyder deres bagtalelse: ”Jeg tør sige det i ansigtet på ham.” Det er som om, de tror, at der ikke er noget forkert i at bagtale andre, hvis det er noget sandt ved dem. Disse mennesker kender ikke Allahs sendebuds definition af bagtalelse: ”At du omtaler din bror med noget, han ikke bryder sig om.” En mand spurgte, hvad nu hvis det, jeg siger, er sandt ved min bror? Han svarede: ”Hvis det er sandt ved ham, så har du bagtalt ham med noget sandt…” Denne udtalelse blev fremført tidligere, og den er berettet af Muslim og Abu Dawud.
Endvidere kan bagtalelse være entydig, tvetydig eller hentydende.
Et eksempel på den hentydende bagtalelse er at sige, når man bliver spurgt om en muslim: ”Må Allah ikke udsætte os for plageri” altså at denne muslim er plaget med noget dårligt. Eller at sige: ”Må Allah forbedre vores tilstand” idet man hentyder til, at denne muslims tilstand ikke er god.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Splidsåning, hvilket er at overføre tale for at så splid.
Forklaring: Splidsåning hører til tungens store synder, idet det er en tale, hvormed man søger at grave grøfter mellem to – man tilstræber at fordærve og ødelægge forholdet imellem dem eller at udløse fjendskab. En anden forklaring af splidsåning er at overføre folks ord imellem dem i forsøg på at fordærve deres forhold.
Allah, være hævet og ophøjet, siger:
هَمَّازٍۢ مَّشَّآءٍ بِنَمِيم
Hvilket betyder: ”Enhver bagtaler, der sår splid.”
Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Ingen, som sår splid, kommer i paradis med de første.” Berettet af AlBukhariy.
Splidsåning, bagtalelse og forsømmelse af renselse efter urinering hører til de største årsager til gravens straf.
OBS: Vid, at Allah siger:
وَالْفِتْنَةُ أَشَدُّ مِنَ الْقَتْلِ
Hvilket betyder: ”Vantro (fitnah) er værre end drab.” Dette vers betyder altså ikke, at blot det at grave grøfter mellem to (fitnah) er værre end at dræbe en muslim uretmæssigt. Og hvis man tror, at det er, så har man begået vantro, må Allah beskytte os imod det. Både den uvidende og den vidende blandt muslimerne ved, at i Allahs lovgivning er uretmæssigt drab værre end blot det at grave grøfter mellem to. Dette er ikke noget fremmed for en muslim, uanset hvor uvidende denne er.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Ordløs opildning, selv hvis det er mellem dyr.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er opildning ved at man tilskynder til en forbudt handling, så der opstår en konflikt mellem to personer. Ligeledes at gøre det mellem dyr, såsom to vædder eller haner, også hvis man gør det uden ord, altså med hånden eller lignende.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Løgn, hvilket er at sige noget, der er i uoverensstemmelse med sandheden.
Forklaring: Iblandt tungens synder er løgn, der ifølge sandhedens folk er, at man bevidst siger noget, der er i uoverensstemmelse med sandheden, dvs. man ved, at det man siger ikke er i overensstemmelse med sandheden. Men hvis man ikke ved det, da hører det ikke til den syndige løgn. Løgn er ifølge konsensussen forbudt, hvad enten det er i alvor eller for sjov, også selvom det ikke påfører nogen skade. Der foreligger en beretning om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, og tilsvarende en sahih-beretning om en ledsager, og denne beretning lyder: ”Løgn er ikke tilladt i alvor og spøg.”
Endvidere har Muslim berettet i sin Sahih: ”Vogt dig for løgn, da løgn fører til syndefuldhed, og syndefuldhed fører til helvede, og når en tjener vedbliver med at lyve og at efterstræbe løgn, da vil han ende med at blive nedskrevet af englene som løgner.” Og ibn Madjah berettede i samme tråd begge udtalelserne via Ibn Mas^ud. Betydningen af profetens udtalelse: ”Løgn fører til syndefuldhed er, at det er årsag til det, altså at det er en sti, der fører dertil. Hvor mange mennesker har ikke påført sig selv fatale konsekvenser som følge af deres løgn i spøg eller for sjov. Iblandt de værste løgne er at afskrække en muslim med noget, han tror er sandt; eller at tillade noget forbudt eller forbyde noget tilladt.
Et eksempel herpå er, hvad en mand, der var sammen med sine venner, sagde, da han så en blind mand: ”Allah, være ophøjet, siger: Hvis du ser den blinde, så kast ham bort – du er ikke mere gavmild end hans Herre.” Manden sagde det for at få de tilstedeværende til at grine – disse nederdrægtige, religionsuvidende typer mener, at sådanne udtryk er vittigheder. Denne mand og sine venner ved de ikke, at dette indbefatter løgn om Allah, være ophøjet, eftersom denne refererede sine nederdrægtige ord til koranen; og at det indbefatter at tillade det forbudte, hvis forbud i religionen er evident – fordi ingen muslim, uanset omfanget af sin uvidenhed, er uvidende om at disse ord er forbudte.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Den falske svoren.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er den falske svoren, idet den indbefatter vanhelligelse af ophøjelse af Allah, være ophøjet. Den falske svoren er at svære falsk ved Allah, være hævet og ophøjet, ved at nævne Hans navn eller egenskab, såsom at sige: Ved Allahs liv, ved koranen, ved Hans Mægtighed, ved Hans Uovervindelighed eller lignende.
OBS: Det er ikke tilladt at sige: ”Ved koranens liv” eftersom koranen hverken beskrives med liv eller død.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Utugtsanklage. Mange udtryk indeholder en sådan anklage. Sammenfattende set er ethvert udtryk, der anklager en person eller dennes slægtning for utugt, altså en utugtsanklage imod den der anklages. Et sådant udtryk kan enten være entydigt eller flertydigt med en hensigt.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at rette utugtsanklage, altså beskylde en person med hor eller lignende.
Eksempler på entydige utugtsanklager er at sige om en mand:
”Han er en horehest” eller om en kvinde ”Hun er en hore.”
Tilsvarende at sige om en mand:
”Han har haft aktiv analsex med den person” eller ”Den person har haft aktiv analsex med ham” eller ”Han har analsex med andre.”
Hvad enten man har til hensigt at anklage ham for utugt eller ej, så forpligter dette en straf for utugtsanklageren. Hvad angår den flertydige utugtsanklage, så er det et ikke-entydigt udtryk, der rummer både utugtsanklagen og andet.
Eksempler herpå er at sige til en person:
”Du fordærvede” eller ”Du syndefulde” eller ”Din storsyndige”
Med hensigt om at anklage vedkommende for utugt. Dette forpligter også straf. I forbindelse med hentydninger, så er dette også forbudt, men forpligter ikke straf.
Et eksempel herpå er at sige:
”Vi er ægte børn”
tilsigtende at vedkommende er en horeunge.
Muslim berettede om Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde: ”Afstå fra de syv nedbrydende synder.” Der blev spurgt, og hvad er disse, o Allahs sendebud? Han svarede: ”Forgudelse af andre end Allah; trolddom; drab på nogen, Allah har forbudt, medmindre det er med ret; konsumering af den faderløses ejendele; konsumering af rente; desertering fra krig; og utugtsanklage mod de kyske, uskyldige, troende kvinder.” De kyske er de kvinder, som hor ikke har berørt, og som ikke kendes for at være blevet berørt af hor.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At bande ad ledsagerne.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at bande ad Allahs sendebuds ledsagere.
Allah, være ophøjet, siger:
وَالسَّابِقُونَ الأَوَّلُونَ مِنَ الْمُهَاجِرِينَ وَالأَنصَارِ وَالَّذِينَ اتَّبَعُوهُم بِإِحْسَانٍ رَّضِيَ اللهُ عَنْهُمْ وَرَضُواْ عَنْهُ
Hvilket betyder: ”De første og tidligste iblandt emigranterne og støtterne-i-Medina samt dem som fulgte dem godt, er Allah tilfreds med, og de er tilfredse med Ham.”
Disse er awliya´ene iblandt ledsagerne, og at bande ad en af dem er en større synd og en værre forsyndelse end at bande ad andre.
Endvidere hører det ikke til at bande ad ledsagerne at sige, at nogle af de, der bekæmpede Aliy, var uretfærdige, idet en af profetens udtalelser leverer et entydigt bevis på, at nogle af dem var uretfærdige, nemlig dem i Siffin-slaget.
Profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Arme ^Ammar, han vil blive dræbt af den uretfærdige gruppe.” Berettet af Al-Bukhariy og andre.
Denne udtalelse er særlig autentisk (mutawatir), som det er tilkendegivet af imam Ash-Shafi^iy, må Allah være tilfreds med ham.
Al-Bayhaqiy berettede i As-sunan al-Kubra, og ligeså gjorde Abi Shaybah i sin Musannaf, at ^Ammar ibn Yasir sagde: ”Sig ikke, at Mellemøstens folk er vantro, men sig, at de er syndefulde og uretfærdige.” Med udtrykket Mellemøstens folk henviste han til dem, der bekrigede de troendes emir, ^Aliy, i Siffin-slaget. Og det er velkendt hvem ^Ammar var. Han var en af de tre, som Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, omtalte i sin udtalelse: ”Paradiset længes efter tre…” Han sagde også om ham: ”^Ammar er blevet fyldt med tro helt til hans led.” Konklusionen af det førnævnte er, at hvis man bander ad alle ledsagerne, så har man begået vantro. Mens det, at bande ad én af dem, er en synd. Og det, at kritisere en af dem af en lovmæssig grund, er ikke en synd.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Det falske vidneudsagn.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at vidne falsk, og falsk betyder at lyve. Det falske vidneudsagn tilhører de største af de store synder. Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Det falske vidneudsagn ligner afguderi.” dvs. at det er sammenlignet med det, og ikke at man forlader islam som følge deraf. Udtalelsen er berettet af Al-Bayhaqiy.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Misligholdelse af gæld når man er betalingsdygtig, dvs. at undlade at betale sin gæld, når man magter det.
Forklaring: Den betalingsdygtiges misligholdelse tilhører tungens store synder, eftersom det indbefatter brud på løftet om indfrielse. Abu Dawud berettede i sin Sunan: ”Den betalingsdygtige, der misligholder, bevirker sin æreskrænkelse og straf.” Denne profetudtalelse betyder, at den betalingsdygtige, der misligholder, altså ikke overholder sin betaling, bevirker sin æreskrænkelse og straf, dvs. at han gør sig genstand for folks advarende omtalen af ham med, at han er en misligholder og dårlig kontraktpartner. I tillæg hertil bevirker han sin straf i form af fængsling, tæv og lignende.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At bande og at forbande.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at bande ad en muslim, altså bruge fornærmende ord. Al-Bukhariy berettede, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”At bande ad en muslim er en stor forsyndelse, og at bekrige ham ligner vantro.” Denne udtalelse betyder, at det er en stor synd at bande ad en muslim, og beviset herpå er, at Allahs sendebud benævnte det ”en stor forsyndelse”. Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, nævnte, at det, at bekrige ham, ligner vantro, dog betyder dette ikke, at man frafalder islam. Dette underbygges af, at de to grupper, der bekrigede hinanden, dem benævnte Allah mu´minin (troende) i sit vers:
وَإِن طَائِفَتَانِ مِنَ الْمُؤْمِنِينَ اقْتَتَلُوا
Hvilket betyder: ”Og hvis to grupper af de troende bekriger hinanden.”
Og hvad angår forbandelse, så betyder det at bortfjerne fra godhed. Følgelig er det en stor synd at forbande en muslim, idet Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”At forbande en muslim er som at dræbe ham.” Berettet af Muslim.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At gøre nar ad en muslim og at sige noget krænkende til ham.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at gøre nar ad en muslim, dvs. nedgøre ham, og at sige et hvilket som helst krænkende udtryk til ham, når det er uden ret. Og dommen for den krænkende tale er den selvsamme for den krænkende handling og tegngivning.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At lyve om Allah og Hans sendebud.
Forklaring: Iblandt tungens synder er løgn om Allah, være hævet og ophøjet. Det samme gælder for løgn om Hans sendebud, må Allah ophøje og frede ham. Der er ingen uenighed om, at dette hører til de store synder – sågar er visse løgn om Allah og Hans sendebud vantro, såsom at referere til Allah eller Hans sendebud et forbud imod en evident lovlighed; eller en tilladelse af et evident forbud.
Allah, være ophøjet, siger:
وَيَوْمَ الْقِيَامَةِ تَرَى الَّذِينَ كَذَبُواْ عَلَى اللهِ وُجُوهُهُم مُّسْوَدَّةٌ
Hvilket betyder: ”På dommedag vil du se dem, der løj om Gud, have et sortnet ansigt.” Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”At lyve om mig er ikke som at lyve om andre. Den, der bevidst lyver om mig, skal indtage sin plads i helvede.” Berettet af Muslim.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Falsk anklage.
Forklaring: Iblandt tungens synder er falsk anklage, såsom at anlægge sag mod nogen for at gøre krav på noget, der ikke tilkommer én, baseret på falsk vidneudsagn eller udnyttelse af ens sociale status.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Den forbudte skilsmisse, som er den, der foregår i en menstruationsperiode eller i en renhedsperiode, hvori man har haft samleje.
Forklaring: Iblandt tungens synder er den forbudte skilsmisse, hvilket er, at man skiller sin kone i en renhedsperiode, hvori man har haft samleje, eller i en menstruations- eller efterfødselsblødningsperiode. Dette er blevet behandlet tidligere. På trods af forbuddet imod det, så falder skilsmissen.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Dhihar, hvilket er at sige til sin kone: ”Du er for mig som min mor(s ryg).”
Forklaring: Iblandt tungens synder er dhihar, hvilket er at sige til sin kone, selv hvis hun kan tages tilbage til ægte: ”Du er for mig som min mor(s ryg)” eller som hendes hånd eller mave, eftersom dette forulemper konen. Dhihar er et udtryk, der tilkendegiver, at man ikke har samleje med sin kone, ligesom at man ikke har samleje med sin mor. Og dette hører til de store synder. På lige fod med moren er de nære slægtninge, så hvis man siger til sin kone: ”Du er for mig som min søster(s ryg)” eller som hendes hånd eller mave, da er det også en forbudt dhihar.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Dhihar forpligtiger en bod, hvis man ikke omgående lader sig skille. Boden er frigivelse af en rask, muslimsk slave. Hvis man ikke magter det, da skal man faste to sammenhængende måneder. Og hvis man heller ikke magter det, da skal man bespise 60 fattige med 60 to samlede, mellemstore håndfulde.
Forklaring: Konsekvenserne for dhihar, når ægtemanden ikke omgående skiller sin kone, er, at han skal betale en bod, og at han ikke må have samleje med hende inden da. Boden består i, at man skal indfri ét af følgende krav, og man skal overholde følgende rækkefølge:
- Det første er at frigive en muslimsk slave, dvs. en ejet person, hvad enten denne er en mande- eller kvindeslave. Og denne slave skal være rask, dvs. fri for åbenlys uarbejdsdygtighed og mangel på indtjeningsevne.
- Det andet er – når man ikke magter at frigive en slave på forfaldstidspunktet – at faste to sammenhængende måneder. Og en sammenhængende faste afbrydes ved, at man glipper én dag.
- Det tredje er at bespise 60 fattige eller ludfattige; hver gives to samlede, mellemstore håndfulde af hvad, der er gyldigt at give som zakatul-fitr. Følgelig er det ugyldigt at give det hele til kun én person bare fordelt over 60 dage. Imidlertid er det gyldigt at samle 60 fattige på én gang, lægge det hele foran dem og forære dem det.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fejlrecitere koranen, sådan at det påvirker betydningen eller ændrer bøjningsendelserne, også hvis det ikke skulle påvirke betydningen.
Forklaring: Iblandt tungens synder er bevidst at fejlrecitere koranen, selv hvis det ikke skulle påvirke betydningen, altså ikke ændre eller ophæve den. Og hvis nogen fejlreciterer, da skal man forbyde dem det. Endvidere er det en personlig pligt at korrigere ens Fatihah-recitation til en grad, at den ikke længere rummer ændring af bøjningsendelserne og bogstaverne eller opdeling af en sætning. I forbindelse med at korrigere ens recitation af de øvrige suraer, da er det en kollektiv pligt. Følgelig skal man tilbringe al ens fritid i at korrigere ens Fatihah-recitation. Og hvis man forsømmer det, sådan at ens Fatihah-recitation er ugyldig, da begår man en synd. Derudover er man pålagt at indhente de tabte bønner i perioden, hvor man kunne have tilegnet sig den korrekte recitation, men afstod.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At tigge for den bemidlede, når denne har penge eller en profession.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at tigge, når man har tilstrækkeligt penge ved at være i besiddelse af sine fornødenheder; eller når man har en profession, sådan at man er i stand til at tjene til ens fornødenheder på en legitim måde. Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Tiggeri er forbudt for den bemidlede og for den arbejdsdygtige med fuldendt legemsform.” Berettet af Abu Dawud og Al-Bayhaqiy.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At aflægge et løfte med hensigt om at berøve arvingerne.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at aflægge et løfte med hensigt om at berøve sin arving. Dette løfte er ugyldigt. Hvis man derimod ikke intenderer at berøve sin arving, da er det ikke forbudt.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Undlade at gøre testamente, der tilkendegiver ens gæld eller at man forvarer noget til en anden.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at undlade at oprette et testamente, der tilkendegiver ens gæld, at man forvarer noget til en anden eller lignende. Følgelig skal man, hvis man har en gæld eller en genstand til forvaring, og man frygter at den vil gå tabt ved ens dødsfald, oplyse andre herom, selv hvis oplysningen blot gives til én person. Dog skal denne oplyste person være (^adl) troværdig udenpå, ikke være arving, og dennes ord skal være et anerkendt vidnesbyrd. Man kan også vælge at indfri gælden eller returnere forvaringsgenstanden omgående, hvis man frygter ens arvings forrådelse. Endvidere er det ønskeligt at gøre testamente overfor flere end én. Det, vi har omtalt, omfatter også gæld til Allah, såsom zakah-almisse.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At sætte sig i relation til en anden end ens far eller andre end ens tidligere Herrer.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er, at man sætter sig i relation til en anden end ens far, eller at den frigjorte slave sætter sig i relation til en anden end sine Herrer, dvs. dem der frigav ham, da frigivelsesforholdet tilkommer dem, og fordi dette medfører tab af rettigheder. Abu Dawud, At-Tirmidhiy og Ibn Madjah berettede, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Den, der sætter sig i relation til en anden end ens far, er underlagt Allahs forbandelse.”
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fri til en kvinde, som ens bror er forlovet med.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at fri til en kvinde, som er forlovet med ens bror, altså ens muslimske bror. Dette er forbudt, når ens brors forlovelsesbegæring blev modtaget med accept af nogen, hvis accept anses som anerkendt, såsom en værge, der kan træffe bestemmelse; kvinden, der blev friet til; eller kvinden og hendes værge. Grunden til forbuddet er, at dette forulemper ens bror og ødelægger ens forhold til ham. Det er dog ikke forbudt, hvis den første frier har givet sit samtykke hertil eller har brudt forlovelsen. Al-Bukhariy og Muslim berettede via ^Umars søn, må Allah være tilfreds med dem begge, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Ingen af jer skal fri ovenpå sin bros frieri, medmindre han har brudt (forlovelsen) eller givet sit samtykke hertil.”
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At give en fatwa uden viden.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er at give en fatwa uden viden. Allah, være ophøjet, siger:
وَلاَ تَقْفُ مَا لَيْسَ لَكَ بِهِ عِلْمٌ إِنَّ السَّمْعَ وَالْبَصَرَ وَالْفُؤَادَ كُلُّ أُولئِكَ كَانَ عَنْهُ مَسْؤُولاً
Hvilket betyder: ”Udtal dig ikke om, hvad du er uvidende om. Hørelsen, synet og hjertet, alt dette bliver man draget til ansvar for.”
Dvs. sig ikke noget uden viden. Den berettigede fatwa-udstedelse er, når en mudjtahid udsteder en fatwa på baggrund af sin analogislutning. Hvis man derimod ikke er en mudjtahid, da må man ikke give en fatwa, medmindre den bunder i en fatwa udstedt af en mudjtahid eller i en slutning draget af en underordnet-mudjtahid på baggrund af en udtalelse fra sin retsskoles overordnet-mudjtahid. I forlængelse heraf skal man ikke være uopmærksom på ordene: Jeg ved det ikke. Det berettes, at Malik, må Allah være tilfreds med ham, blev stillet 48 spørgsmål, og at han svarede på 16 af dem, mens de resterende besvarede han med: ”Jeg ved det ikke.” Dette er berettet af hans ven Haytham bin Djamil. Og det berettes, at vor mester ^Aliy blev spurgt om noget, og hans svar var: ”Hvor er det køligt for leveren, at svare, jeg ved det ikke, når jeg bliver spurgt om noget, jeg ikke ved.” Berettet af hafidh Al-^Asqalaniy i sin kildeuddybning af værket Mukhtasar, som er forfattet af Ibn Al-Hadjib Al-Asliy.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At undervise i og at tillære sig en skadelig viden uden en lovmæssig grund.
Forklaring: Iblandt tungens synder er, at man underviser andre i eller tilegner sig en hvilken som helst viden, der er skadelig ifølge lovgivningen. Der findes nogle forbudte vidensområder, såsom trolddom, svindelnumre og numerologi, hvilket anvendes for at tyde fremtiden eller spore ting i fortiden. Disse vidensområder er betegnet forbudte af As-Suyutiy og andre.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At dømme efter en anden dom end Allahs.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at dømme efter en anden dom end Allahs, altså efter en anden lovgivning, end den Allah åbenbarede for sin profet, må Allah ophøje og frede ham.
Allah, være ophøjet, siger:
أَفَحُكْمَ الْجَاهِلِيَّةِ يَبْغُونَ
Hvilket betyder: ”Ønsker de sig domspraksis fra uvidenhedens tid!”
Følgelig er det en stor synd at dømme efter andet, end hvad Allah åbenbarede. Og hvad angår de tre vers i sura Al-Ma´idah:
وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أَنزَلَ اللهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْكَافِرُونَ
Hvilket betyder: ”Og de, der ikke dømmer efter, hvad Allah har åbenbaret, er da kafirun (storsyndige).” Og:
فَأُوْلَئِكَ هُمُ الظَّالِمُونَ
Hvilket betyder: ”De er da de uretfærdige.” Og:
فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْفَاسِقُونَ
Hvilket betyder: ”De er da de storsyndige.”, så har Muslim berettet om Al-Bara´ bin ^Azib, at disse vers omtaler jøderne, der forvanskede Allahs dom, der blev åbenbaret i Toraen. Dommen, Allah åbenbarede i Toranen, var stening, men disse forvanskede dommen og idømte den hore, der har haft samleje i et gyldigt ægteskab, pisk og kulindsmøring. Endvidere betyder versene, at den, der fornægter Allahs dom, begår vantro. Imidlertid fælder det første vers ikke vantrodom over en muslimsk regent, blot fordi han dømmer efter en anden dom end Lovgivningen, idet en muslim, der dømmer efter andet end Lovgivningen, uden at fornægte Lovgivningens dom i hjertet eller med tungen, ikke begår vantro. En regent, der dømmer efter disse forplantede love, som folk imellem er vant til, for at tilfredsstille folks lyster, og fordi disse love er implementeret på tværs af landene, uden at anse eller tro på at disse love reelt er gyldige, og endvidere tilkendegiver, at dette blot er håndhævelse af forfatningen, må ikke dømmes for vantro, dvs. må ikke anses for at have frafaldt islam. Og i forlængelse af verset:
وَمَن لَّمْ يَحْكُم بِمَا أَنزَلَ اللهُ فَأُوْلَئِكَ هُمُ الْكَافِرُونَ
Hvilket betyder: ”Og de, der ikke dømmer efter, hvad Allah har åbenbaret, er da kafirun (storsyndige)”
sagde Ibn ^Abbas, må Allah være tilfreds med ham, i sin fortolkning af verset: ”Det er ikke det, I forestiller jer af vantro, der medfører frafald fra islam, men derimod en kufr under vantro.”
Dvs. at det er en stor synd. Denne beretning om Ibn ^Abbas er både stadfæstet og autentisk – Al-Hakim berettede og autentificerede den, og heri gav Adh-Dhahabiy ham medhold. Denne fortolkning af verset ligner fortolkningen af profetudtalelsen, berettet af Al-Bukhariy, hvori Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde, at drab på en muslim er kufr. Og iblandt sunnitternes trosartikler, hvorom der er konsensus, er, at en muslim ikke dømmes som vantro som følge af en synd, når han ikke anser synden for tilladt. Mens den, som falder i vantro, er den, som anser synden for tilladt. Altså ligesom hvad videns folk har fastslået. Og denne regel fodrer en nærmere redegørelse: Den, der tillader en synd, hvis dom er evident i religionen, såsom indtagelse af svinekød og bestikkelse, er vantro, dvs. frafald fra islam. Og hvis dommen ikke er evident i religionen, da dømmes personen ikke som vantro, medmindre hans tilladelse var i form af fornægtelse af lovgivningen, altså at han vidste at lovgivningen forbyder det, men til trods herfor tillod han det. At afvise lovkilderne er vantro, som An-Nasafiy sagde i sin berømte troslære, og ligeså Qadi ^Iyad, An-Nawawiy og andre. Når dette er kendt, vil man på baggrund heraf vide, at det, der fremgår i Sayyid Qutubs værker af vantrodomfældelse over dem, der dømmer efter andet end Lovgivningen, altså en ubetinget vantrodomfældelse uden undtagelse, ikke samstemmer med én eneste af de islamiske retsskoler. Derimod tilhører dette en af khawaridjs holdninger, hvis grundlag er at fælde vantrodom over enhver der begår en synd. Imam Abu Mansur Al-Baghdadiy nævnte, at en gruppering af sekten Al-Bayhasiyyah af khawaridj fældede vantrodom over sultanen, hvis han dømte efter andet end Lovgivningen, og ligeså over hjorden, hvad enten de fulgte sultanen eller ej. Dette nævnte han i sin bog Tafsir Al-Asma´ Wassifat. Vær derfor vidende om, at Sayyid Qutub ikke har nogen fortilfælde andet end khawaridj.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At jamre højlydt (nadb) og at jammerskrige (niyahah).
Forklaring: Iblandt tungens store synder er jamren og jammerskrig. Jamren betyder, at man højlydt nævner den afdødes gode sider, såsom:
”O mit bjerg” dvs. min beskytter; eller: ”O min grotte” altså den, jeg søgte ly hos.
Endvidere betyder jammerskrig, at man frivilligt udstøder skrig som mangel på tålmodighed med et dødsfald, dvs. at man ikke gjorde det mod ens vilje. Al-Bazzar og andre berettede, at profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”To lyde er forbandede i dette liv og i det hinsides: en fløjtelyd ved en nådegave og et skrig ved en ulykke.”
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fremsige et udtryk, der tilskynder til noget forbudt eller som demotiverer nogen fra at udføre en pligt. Tilsvarende at ytre noget, der indbefatter hån af religionen, en profet, de lærde, koranen eller et islamisk ritual eller symbol.
Forklaring: Det er forbudt at tilskynde folk til noget forbudt eller at svække deres iver efter at udføre noget pligtigt, såsom at sige til en muslim:
”Sid sammen med os nu, og bed ikke, du indhenter bare bønnen senere.”
Endvidere er det vantro at håne religionen, dvs. at nedgøre den, eller at håne en profet, alle de lærde, koranen, eller noget af de islamiske ritualer og symboler fx bøn, faste, bønkald, wudu´ og lignende.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At spille på fløjte.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at spille på fløjte, hvilket er at blæse på den. Fløjter findes i forskellige varianter, heriblandt den, der består af et rør med et smalt mundstykke og en bred ende, hvilket anvendes i optog og krig for at fremkalde rus. En anden slags er et rør, der er magen til den førnævnte, men som tillægges et rundt kobberstykke for enden, og som anvendes i beduinbryllupper. Forbuddet herimod gælder også de øvrige rusfremkaldende musikinstrumenter. Og forbuddet gælder hver og en af disse musikinstrumenter i sig selv. De fleste lærde er enige herom, og derfor tages der ikke udgangspunkt i den afvigende holdning hos nogle fra shafi^iy- og hanafi-retsskolen. Den, der tillader at spille på dem, begår ikke vantro, medmindre denne person er af den overbevisning, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, forbød det, og han på trods deraf tillader det.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At være tavs med at påbyde det rette eller forbyde det urette, uden en grund.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at forholde sig tavs i forbindelse med at påbyde det rette eller forbyde det urette uden en lovmæssig grund, dvs. at man magter det, og at man er sikker på ens liv og eksempelvis ejendom.
Allah, være ophøjet, siger:
لُعِنَ الَّذِينَ كَفَرُواْ مِن بَنِي إِسْرَائِيلَ عَلَى لِسَانِ دَاوُودَ وَعِيسَى ابْنِ مَرْيَمَ ذَلِكَ بِمَا عَصَوا وَّكَانُواْ يَعْتَدُونَ {78} كَانُواْ لاَ يَتَنَاهَوْنَ عَن مُّنكَرٍ فَعَلُوهُ لَبِئْسَ مَا كَانُواْ يَفْعَلُونَ {79}
Hvilket betyder: ”De af Israels slægt, der begik vantro, blev forbandet af David og Jesus søn af Maria, som følge af deres forsyndelse og overtrædelse. De forbød ikke hinanden det urette, de bedrev. Sikken elendig praksis de bedrev.”
Endvidere har de lærde fastsat et kriterie for legitimteten af at forbyde nogen noget uret, altså en synd. Og dette kriterie er, at uretten skal være noget forbudt i henhold til konsensussen. Følgelig forbyder man ikke noget, hvis forbud de lærde er uenige om. Dog er der den undtagelse, når den, man forbyder, anser uretten for forbudt, og i forlængelse heraf at ens forbud ikke afstedkommer et værre forhold – for hvis det gør, så er det forbudt at forbyde. På den anden side må man gerne anvise en person, som tager udgangspunkt i en bevilling fra retsskole, der tillader, hvad der er forbudt i ens retsskole, til at holde sig på den sikre side – uden at forbyde ham.
Man kan eksempelvis sige:
”Det ville være bedre, hvis du gjorde dette i stedet.”
Et scenarie kunne være, at man ser en mand tildække sin kønsdel og tårmåbning alene, og at denne mand ikke anser, at det er forbudt at blotte lårene, idet han følger en imam-lærd, der tillader det. I så fald er det tilladt at sige til ham:
”Det ville være bedre, hvis du lod din tildækning omfatte kropsområdet fra navlen til knæene eller mere.”
Det at holde sig fra at forbyde noget, som de imam-lærde er uenige om, at det skulle være forbudt, er tilkendegivet af lærde fra shafi^iy- og maliki-retsskolen, såsom shafi´itten Ibn Hadjar og malikitten ^Izzu-ddin.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fortie en pligtig viden overfor en videnssøgende.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er at fortie en pligtig viden overfor en videnssøgende.
Allah, være ophøjet, siger:
إِنَّ الَّذِينَ يَكْتُمُونَ مَا أَنزَلْنَا مِنَ الْبَيِّنَاتِ وَالْهُدَى مِن بَعْدِ مَا بَيَّنَّاهُ لِلنَّاسِ فِي الْكِتَابِ أُولَئِكَ يَلعَنُهُمُ اللهُ وَيَلْعَنُهُمُ اللاعِنُونَ
Hvilket betyder: ”De, der fortier, hvad Vi har nedsendt af beviser og retledning, efter Vi belyste dem til folk i Bogen, forbandes af Allah og af de forbandende.”
Ibn Madjah, Al-Hakim og Ibn Hibban berettede om profeten, må Allah ophøje og frede ham, at han sagde: ”Den, der bliver spurgt om en viden, men fortier den, vil pålægges et bidsel af ild på dommedag.” Bidslet, som fremgår i udtalelsen, er magen til det, der lægges i hestens mund, men det adskiller sig ved, at det er af ild.
Undervisning er i bestemte situationer en kollektiv pligt og i andre en personlig pligt.
- Det første gælder, når der er flere tilstedeværende egnede undervisere, der hver især kan dække undervisningsbehovet.
- Det andet gælder, når der ikke er nogen andre end denne ene tilstedeværende egnede underviser. I givet fald er det forbudt for denne egnede underviser, mufti eller lærd at henvise denne videnssøgende til en anden.
De lærde tilkendegav, at hvis man har tilegnet sig den forpligtede viden, men har glemt noget af den, da er man pålagt at indhente det glemte. Ligeledes sagde de lærde, at det er pligtigt, at der indenfor enhver bønforkortende rejseafstand findes en lærd, der er kompetent til at give fatwa; og at der indenfor enhver halvdags rejseafstand findes en dommer. Og Al-Ghazaliy nævnte, at det er en pligt, at der i ethvert land findes en lærd, som gendriver dem, der forvansker religionen samt sår tvivl om troens fundament gennem forledelser, og at denne lærd har viden om de overleverede og intellektuelle beviser, der hører til kalam-læren (troslæren), som sunnitterne er kendt for. Og denne kalam-lære er altså ikke den, der findes hos innovatørerne, såsom mutazilitterne, eftersom de forfattede adskillige værker, hvori de anførte forledende tankegange og misbrugte lovteksterne til at snøre de svagt forstående folk, så disse bliver misledt.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At grine ad en person, der slap en vind eller af foragt at grine ad en muslim.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at grine ad en person, fordi han slap en vind, dvs. at man gør det med vilje. Tilsvarende er det forbudt, at man af foragt griner ad en person, eftersom det forulemper ham. Ligesom at det er forbudt mod en muslim, er det forbudt mod en dhimmiy.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At afstå fra vidneaflæggelse.
Forklaring: Iblandt tungens store synder er, at man ubegrundet afstår fra vidneaflæggelse. Al-Djalal Al-Bulqiniy sagde: ”Dette er forbeholdt den situation, hvor man er blevet opfordret til vidneaflæggelse.” Med dette tilsigtede han ikke den uopfordrede vidneaflæggelse, da den uopfordrede vidneaflæggelse ikke er begrænset til opfordring, som hvis to troværdige personer er bekendt med, at en mand agter at leve sammen med sin tidligere hustru på et lovløst grundlag, eftersom han har skilt hende, og de står i en situation, hvor de ikke kan leve sammen mere, idet manden har skilt hende tre gange, eller at hustruens tre renhedsperioder er passeret, inden han tog hende tilbage til sit ægte. I dette tilfælde er det pålagt de to troværdige personer at aflægge vidnesbyrd hos regenten, om end regenten ikke har opfordret dem dertil.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At undlade den pligtige salam-tilbagehilsen.
Forklaring: Iblandt tungens synder er at undlade den pligtige salam-tilbagehilsen, der enten kan være en personlig pligt, som hvis en ansvarlig muslim hilser på en specifik muslim eller en kollektiv pligt, som hvis en ansvarlig muslim hilser på en gruppe ansvarlige, vel at mærke at begge parter er af samme køn.
Allah, være ophøjet, siger:
وَإِذَا حُيِّيْتُم بِتَحِيَّةٍ فَحَيُّواْ بِأَحْسَنَ مِنْهَا أَوْ رُدُّوهَا
Hvilket betyder: ”Når nogen hilser på jer, så hils bedre tilbage eller på samme måde.”
Hvis parterne derimod er af forskellige køn, som hvis en ung kvinde hilser på en fremmed mand, da er det ikke pligtigt for manden at hilse tilbage, dog er det tilladt, hvis der ikke er frygt for forførelse. Og samme regel gælder, hvis en mand hilser på en kvinde. Hvad angår den uønskelige hilsen, som når en person hilser på en anden, der urinerer eller affører, og affaldsstoffet er på vej ud, eller på den, der har mad i munden eller lignende, så er det ikke pligtigt for den anden person at hilse tilbage. Ligeledes er det ikke pligtigt at hilse tilbage på en tros-innovatør, der bærer på en anderledes tro, og hvis innoverede tro ikke er af vantro-grad.
NB! Al-Halimiy sagde angående reglen om salam-hilsen på en fremmed kvinde: ”Profeten, må Allah ophøje og frede ham, var, som følge af sin immunitet, beskyttet imod forførelse. Så den, der føler sig sikker, kan hilse, og ellers er tavshed sikrere.” Hermed står det klart, at det er tilladt, at en fremmed kvinde hilser på en mand og det modsatte. Anderledes påstod nogle sene shafi´itter, der ikke tilhører klassen underordnet-mudjtahid (ashab al-wudjuh). Men disse tilhører højst klassen Fomidlere (naqalah), og en påstand fra en sådan klasse baserer man ikke retsskolen på. Retsskolen baseres derimod på Ash-shafi^iy’s entydige udtalelser, og ellers på hans flertydige udtalelser, hvorfra en underordnet-mudjtahid udleder en dom fra. En underordnet-mudjtahid er som Al-Halimiy.
Og hvad angår udtalelsen fra ^Amr bin Hurayth: ”Kvinder skal ikke hilse på mænd,” så indeholder det ikke et forbud, som nogle sene shafi´itter ellers påstod. Og der ligger ikke mere i det, end at det er uønskeligt.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Det er forbudt for en pilgrim, der udfører hadj eller ^umrah, at kysse med lyst. Og for en fastende, der udfører en pligtfaste, hvis denne frygter udløsning. Og det er forbudt at kysse den, som det ikke er én tilladt at kysse.
Forklaring: Iblandt tungens synder for en pilgrim er at kysse med lyst. Tilsvarende for en pligtfastende hvis denne frygter udløsning. En pligtfaste kan være en ramadan-dag, et løfte, bod eller lignende. Og det siges, at det skulle være uønskeligt for en pligtfastende. Anderledes er det for en ønskelig faste, da den er tilladt at afbryde. Og en pligtfaste afbrydes ikke af et kys, der ikke medfører udløsning.
Og iblandt tungens synder er at kysse den, man ikke må kysse, såsom en fremmed kvinde, der ifølge retslærde er den kvinde, der ikke tilhører ens nære slægtninge, hustruer.
