Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Iblandt hjertets synder er uoprigtighed i udførelse af lydighedshandlinger, altså de gode gerninger, og det består i, at man handler for folks skyld, dvs. for at de skal rose én. Uoprigtighed ophæver belønningen for lydighedshandlingen, og det tilhører de store synder.
Forklaring: Dette er en redegørelse for en af hjertets synder, nemlig uoprigtighed, der er en af de store synder. Uoprigtighed er, at man søger folks ros og ærelse, når man udfører lydighedshandlinger, såsom faste, bøn, koranrecitation, pilgrimsskab, almisse, donation og godgørenhed. Hvis man oveni søger folks tjenesteydelser, såsom at de skal give én gaver og foræringer, da er ens tilstand endnu værre, eftersom dette hører til uberettiget tilegnelse af andres ejendele.
Endvidere medfører uoprigtighed tab af belønningen for lydighedshandlingen, som den foregik under. Hvis man frafalder sin uoprigtighed og angrer under lydighedshandlingen, da vil resten af handlingen, som foregik efter angeren, være belønningsgivende. Enhver lydighedshandling, der ledsages af uoprigtighed, bliver ikke belønnet, hvad enten den var ledsaget af uoprigtighed alene, eller sammen med et ønske om belønning fra Allah, være ophøjet. For en lydighedshandling kan ikke være belønningsgivende, når den er ledsaget af uoprigtighed. Dette er bekræftet i profetudtalelsen berettet af Abu Dawud og An-Nasa´iy via Abi Umamah, der sagde: En mand henvendte sig og spurgte, o Allahs sendebud, hvis en mand drager i krig i søgen efter belønning samt omtale, hvad opnår han? Allahs sendebud svarede: ”Han opnår ingen belønning.” Manden spurgte tre gange, og hver gang svarede Allahs sendebud: ”Han opnår ingen belønning.” Dernæst sagde Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, til manden: ”Han belønner ingen lydighedshandling, medmindre den er udført alene for Ham, og at Hans belønning søges.” Hafidh Ibn Hadjar bestyrkede denne profetudtalelses beretningskæde i sit værk Al-Fath.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Selvhævdelse i udførelse af lydighedshandlinger, dvs. at man betragter ens tilbedelse som værende udført af én selv uden at drage til minde, at det er en gave fra Allah.
Forklaring: Iblandt hjertets synder, der tilhører de store synder, er, at man betragter ens tilbedelse eller gode handling som værende udført af én selv uden at drage til minde, at den er en gave fra Allah, dvs. at man er uopmærksom på at drage til minde, at den er en gave, Allah har givet én, altså at det er Allah, der ud af sin gavmildhed, forærede én den, og styrkede og inspirerede én til at udføre den, men i stedet betragter den, som noget særligt ved én selv.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At tvivle på Allahs eksistens.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at tvivle på Guds eksistens, Hans Magt, Enehed, Visdom, Retfærdighed, Viden eller en anden af de 13 egenskaber. Tvivlen herpå er skadelig, om end det blot er en kortvarig tvivl. Undtaget er den ufrivillig tanke, der strejfer hjertet.
Verset leverer bevis på, at den, der tvivler på Allahs eksistens, Hans Magt eller lignende, ikke er troende; at troens forudsætning er overbevisning; og at tvivl er troens modsætning.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At føle sig sikker mod Allahs straf, og at nære håbløshed til Allahs benådning.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at føle sig sikker mod Allahs straf, hvilket betyder, at man vedbliver med at synde med fortrøstning til at Gud nok skal benåde én. Dette hører til de store synder, men det fører ikke ud af islam. Og iblandt hjertets synder er at nære håbløshed til Allahs benådning, hvilket betyder, at man nærer mistillid til Allah, sådan at man tror, Allah aldrig vil tilgive én, og Han utvivlsomt vil straffe én fx som følge af ens mange synder. I den forstand er det en stor synd, men ikke vantro. Frelsens vej, som den troende skal følge, er at være frygtsom og forhåbningsfuld. Man skal frygte Allahs straf for synderne, og man skal håbe på Allahs nåde. Dog skal ens forhåbning vægte stærkere end ens frygt ved dødslejen.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At udvise arrogance over for Guds skabninger, hvilket er at afvise sandheden over for den, der fremlægger den, og at forklejne folk.
Forklaring: Iblandt hjertets store synder er at være arrogant over for Guds skabninger, og det er to typer: Det første er at afvise sandheden over for den, der fremlægger den, mens man er velvidende om, at taleren har ret. Dette skyldes, at taleren er mindreårig, og man finder det stort at indordne sig under det rette, eftersom han er mindreårig. Det andet er at forklejne folk, dvs. at foragte dem. Et eksempel herpå er at være arrogant over for den fattige og se ned på ham, vende sig bort fra ham eller at udvise hovmodighed i sin tale til ham, fordi han har færre penge. Allah, være ophøjet, forbød sine skabninger at være arrogante.
Dvs. vend dig ikke bort fra mennesker i arrogance. Og betydningen er, vend dit ansigt til dem i ydmyghed, og vend ikke siden og midten af ansigtet bort, som de arrogante gør. Og Allah, være ophøjet, siger:
وَلا تَمْشِ فِي الأَرْضِ مَرَحًا
Hvilket betyder: ”Og gå ikke hovmodigt omkring på jorden.”
Dvs. gå ikke med den arrogante og hovmodige gang.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Nag, hvilket er at nære fjendskab, samtidigt med at man handler ud fra det og ikke hader det.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er nag, som er at nære fjendskab til en muslim og handle ud fra det, hvad enten det forekommer i agt, tale eller handling. Men hvis man ikke handler ud fra det, da er det ikke en synd.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: Misundelse, dvs. at hade for muslimen hvad Allah har skænket ham af gave, ønske at han mister den, føle det tungt i hjertet og handle ud fra det.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er misundelse.
Dvs. jeg søger tilflugt hos Allah fra misunderens ondskab, når han omsætter misundelsen. Men hvis han ikke omsætter sin misundelse, da skades ingen på nær misunderen selv som følge af hans nedtrykthed over andres gave. Misundelse er, at man hader for muslimen den gave, Allah har skænket ham, hvad enten det er en religiøs eller verdslig gave, og man ønsker, at han mister den, og man føler det tungt i hjertet. Det er først en synd, når man handler ud fra det, hvad enten det forekommer i agt, tale eller handling. Men hvis man ønsker, at han begår en synd eller forsømmer en pligt, da begår man en synd som følge af ens ønske, selvom man ikke handler ud fra det. En muslim bør elske for sin bror, hvad han elsker for sig selv.
Profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Den, der ønsker at blive fjernet fra helvede og at indtræde paradis, skal dø med troen på Allah og den yderste dag og behandle folk, som han selv elsker at blive behandlet.” Berettet af Muslim, Al-Bayhaqiy og andre.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At påminde om sine ydelser ved at sige til ydelsesmodtageren, har jeg ikke givet dig dit og dat på den og den dag. Dette ophæver belønningen for ydelsen.
Forklaring: Iblandt hjertets store synder er at påminde om sine ydelser, hvilket er at nævne sin ydelse over for modtageren, såsom at sige, gjorde jeg ikke dit og dat for dig, i forsøg på at knuse modtagerens hjerte eller for at meddele andre, som modtageren ikke ønsker bliver informeret herom. Dette ophæver og ugyldiggør belønningen for ydelsen.
Forfatteren kategoriserede denne synd som en af hjertets synder, fordi denne påmindelse i bund og grund udspringer fra hjertet, idet yderen tilsigter at såre modtageren, og derudfra affødes den kropslige virksomhed, nemlig at nævne sin ydelse over for modtageren.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At vedblive med at begå små synder.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at vedblive med at begå små synder. Det kategoriseres som en af hjertets synder, idet det er kombineret med, at man intenderer at gentage en vis synd og indstiller hjertet herpå, hvorefter ens kropsdele fører det ud i livet. Den vedblivelse, der klassificeres som en stor synd, er, at ens synder overstiger ens belønninger, sådan at antallet af ens synder overgår antallet af ens belønninger, som man har opnået gennem livet, og altså ikke kun den pågældende dag. Hvis dette forekommer, så har man begået denne store synd. Men blot det at man gentager en lille synd og fortsætter med det, da er det ikke en stor synd, så længe denne synd ikke overstiger ens belønninger.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At mistænke Allah samt Allahs skabninger.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at mistænke Allah, hvilket er, at man tror, at Allah ikke vil benåde én, men derimod straffe én. Og at mistænke Allahs skabninger er at tro noget ondt om en person uden et begrundet indicie.
Az-Zadj-djadj sagde, mistænkelighed er at mistænke godhedens folk for noget ondt. Men hvad angår de storsyndige, så er det tilladt at mistænke dem for blandt andet det, de har udvist af adfærd. Al-Bukhariy og Muslim berettede via Abu Hurayrah, at Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Vogt jer for mistænkelighed, for det er ofte urigtig snak”. Følgelig er mistænkeligheden, som Allahs sendebud misbilligede, altså den med et ubegrundet indicie.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At fornægte skæbnebestemmelsen.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at fornægte skæbnebestemmelsen, hvilket er vantro. Et eksempel herpå er at tro på, at noget af det forstandsmæssigt mulige optræder uafhængigt af Allahs skæbnebestemmelse.
Endvidere er skæbnebestemmelsen blevet fortolket med fastsættelse, hvilket betyder, at Allah har i al evighed fastsat tingene. Så hvis noget optræder, så optræder det ifølge Hans evige skæbnebestemmelse.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At glædes over ens forsyndelse eller andres.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at glædes over en forsyndelse begået af én selv eller af andre. Så hvis bliver bekendt med en forsyndelse, også selvom man ikke har været vidne til den, og den forekom et fjernt sted, så har man syndet imod Allah, hvis man glædes over den. Og at glædes over andres vantro er vantro.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At forråde, selv mod en ikke-muslim, såsom at love ham sikkerhed og dernæst dræbe ham.
Forklaring: Forrådelse hører til de store synder. Et eksempel herpå er at sige til en anden, du er under min varetægt, hvorefter man dræber ham eller røbe hans sted for nogen, så de kan dræbe ham.
Iblandt den forbudte forrådelse, der hører til de store synder, er at forråde en kalif efter at have afgivet ham lydighedserklæring, og dette ved at bekrige ham eller offentliggør sin lydighedsnægtelse, når kaliffen har tiltrådt sit embede på et lovmæssigt grundlag. Der er enighed om at dette er forbudt, når kaliffen er retfærdig.
Endvidere er det forbudt at forråde en ikke-muslim ved at dræbe ham eller lignende, når kaliffen eller en anden muslim har lovet ham sikkerhed sigende, du er harmfri eller du er i sikkerhed.
Og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Den, der lover en mand sikkerhed, og dernæst dræber ham, ham tager jeg afstand fra, om end den dræbte er vantro”. Berettet af Ibn Hibban.
Iblandt den forbudte forrådelse er, at en muslim handler med en vantro og svindler med vægten eller målingen. Et andet eksempel er, at en vantro lægger en ting i forvaring hos en muslim, hvorefter muslimen vanrøgter eller benægter den. Et tredje eksempel er, at en muslim køber noget fra en vantro på kredit, hvorefter han benægter det.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At være lumsk.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er lumskhed, der har samme betydning som list, hvilket er at lægge anslag mod nogen i det skjulte. Al-Hakim berettede i Al-Mustadrak profetudtalelsen, der lyder: ”Lumskhed og list medfører helvedesstraf.” Så den, der begår lumskhed mod en muslim, har dermed bedrevet en stor synd.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At afsky ledsagerne, profetens folk (Al) og de fromme.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at afsky Allahs sendebuds ledsagere. En ledsager er en person; der har mødt Allahs sendebud i hans levetid; troet på ham uagtet om hans ledsagerskab til Allahs sendebud varede længe eller ej; og døde med troen på ham, selvom der forefandt frafald fra ham i tiden mellem hans ledsagerskab til Allahs sendebud og hans død som muslim. Den, der afskyr alle ledsagerne, har begået vantro.
Betydningen af profetens folk i denne sammenhæng er hans troende slægtninge og hustruer. Og de fromme er de retskafne, der udfører pligterne og afstår fra synderne.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At være nærig med noget, Allah har pålagt; karrighed; og bjergsomhed.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at være nærig med noget, Allah, være ophøjet, har pålagt, såsom at være nærig med at betale almisse til dem, der fortjener den; at være nærig med at betale forsørgelsespligten over for hustruen og børnene; at være nærig med forsørgelsen af sine nødlidende forældre; og at være nærig med at støtte sin nødstedte slægtning. Et synonym til nærighed er karrighed, men som er ekstrem nærighed. I nærheden deraf er bjergsomhed, idet bjergsomhed er at være ivrig efter at anskaffe penge og at indsamle dem på en misbilliget måde, såsom for at optræde med arrogance og hovmod over for andre mennesker samt anvende dem på sine egos lyster alene.
Forfatteren, må Allah benåde ham, sagde: At vanhellige hvad Allah har ophøjet, og at forsmå hvad Allah har ophøjet af lydighedshandling, synd, koranen, viden, paradis eller helvedesstraf.
Forklaring: Iblandt hjertets synder er at være ligeglad med sager, Allah har ophøjet. Et eksempel herpå er at nedgøre paradiset som nogle løgnagtige, usande sufister gør. De siger: Paradiset er et drengelegetøj. Eller: Paradiset er drenges raslelegetøj. Dommen for at sige dette er frafald. Andre siger: Helvedet er et hospital. Altså et sted for kurering, behandling og renselse - og ikke et sted for afstraffelse og lidelse. Dette er forvanskelse og vantro. Og dette udsagn er fremsat af Amin Shaykhu Ad-Dimashqiys følgegruppe, der i dag er ledet af hans elev ^Abdul Hadi Al-Bani, fordi de mener, at afstraffelse er umuligt for Allah. Endvidere fortolker de Allahs vers:
شَدِيدِ الْعِقَابِ
som betyder: ”Han afstraffer hårdt” med at Han overvåger intenst. Derudover påstår de, at ingen profet blev dræbt, og at Allahs vers:
وَقَتْلَهُمُ الأَنبِيَاء
som betyder: ”Og deres drab på profeterne”, skulle betyde: at de vantro gjorde en ende på deres kald. Tilsvarende påstår de: at profeterne ikke kan blive såret af de vantros våben; at profeten ikke fik knækket sin hjørnetand eller fik en flænge i ansigtet; at Allah bestemte alle sine skabninger skulle være lykkelige (hvilket også er mutazilitternes holdning, og ikke sunnitternes); at religionsviden tilegnes fra hjerte til hjerte af deres naqsha-bandiyyah mashayikh, og ikke af bøger. Sådanne mennesker skal man være advaret imod, og det er nødvendigt at advare imod dem samt deres lige.
Endvidere er det forbudt at sige: ”Det gør ikke noget” om en forsyndelse, hvad enten den er lille eller stor. For hvis man siger dette udtryk om en forsyndelse, man ved er syndig, så har man opponeret mod religionen og er dermed frafalden.
Iblandt hjertets synder er desuden at forsmå, hvad Allah har ophøjet, såsom koranen, religionsviden, paradis og helvede. Tidligere fremlagde vi nogle eksempler på vanhelligelse af paradiset og forsmåelse af helvedets straf. Hvad angår vanhelligelse af koranen, så er et eksempel herpå, hvad imam ^Abdul Karim Al-Qushayriy nævnte i Ar-Risalah om ^Amr bin ^Uthman al-Makkiy, der var mekkas sufist i sin samtid, at han så Al-Halladj, Al-Husayn bin Mansur, forfatte noget, som han spurgte ind til. Og da svarede Al-Halladj: Dette er en pendant til koranen. For det afskyede ^Amr ham, efter at han førhen havde positive tanker om ham. Nu forbandede han ham og advarede mod ham. Selv efter at Al-Halladj forlod Mekka, så skrev han advarsler mod ham til de egne, Al-Halladj tog ophold i. Et andet eksempel på vanhelligelse af koranen er, hvad der forefandt fra en af Didj-djaniyyah-sekten i Etiopien, hvor denne udtrykte undværelse af koranen på grund af Al-Fatih-bøn. Endda sagde én af dem på sit eget sprog: Hvad fejler I at bære dette tunge brød (tilsigtende koranen), når vi ikke er i behov for den som følge af Al-Fatih-bøn. Al-Fatih-bøn består af få ord, der er: ”O Allah, ophøj vor mester Muhammad Al-Fatih, der åbner det lukkede, den sidste af de forrige, den der sejrer sandheden med sandheden og vejlederen til den sande sti, samt hans slægt og ledsagere, på en måde der passer til hans rang og mægtige status.” Oprindeligt var det sufisten, shaykh Mustafa Al-Bakri der forfattede den, hvorefter mange af Didj-djaniyyah-sekten benyttede sig af den. Nogle af dem anså endda, at hvis man siger den én gang, så svarer det til at læse koranen seks tusinde gange. Og de påstod, at denne bøn var noget profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde ved fuld bevidsthed til shaykh Aba Al-^Abbas Ad-Didj-djaniy, som Didj-djaniyyah-sekten relaterer sig til. Men vi lægger os ikke fast på, at shaykh Aba Al-^Abbas sagde det, som de påstår, da det er sandsynligt, at de har opdigtet det om ham.
Vanhelligelse kan desuden være slækning på den pligtige ophøjelse, uden at slækningen fører til vantro. Et eksempel herpå er at berøre eller bære koranen uden rituel renselse.
