(Da kendskabet til og troen på Allah og Hans sendebud, må Allah ophøje og frede ham, er den allervigtigste og bedste forpligtelse, indledte forfatteren, må Allah være nådig med ham, sin bog med at omtale) det uundværlige i troen (dvs. det som en ansvarlig ikke kan undvære blandt troens fundamenter, han sagde) Et afsnit (der redegør for betydningen af de to vidnesbyrd).
Det er pålagt samtlige ansvarlige (flertal af en ansvarlig person, som er den, der har nået puberteten, er ved sin forstand og som grundlaget for Islams kald er nået, dvs. den, som trosbekendelsen Der er ingen guddom end Allah og Muhammad er Allahs sendebud er nået) at indtræde i Islams religion (omgående, hvis denne er vantro og dernæst) forblive for altid urokkelige i den (dvs. holde sig fast til Islam, således at ens hjerte er fri for enhver agt om at forlade Islam i fremtiden eller tøven herom. Da den, der sigter mod at begå vantro i fremtiden, begår vantro øjeblikkeligt) samt at efterkomme de af dens regler, der er dem pålagt (dvs. de regler, som Islam har pålagt dem, dvs. de ansvarlige, ved at udføre forpligtelserne og afstå fra synderne. Heraf konstateres, at barnet der dør inden puberteten ikke er underlagt noget ansvar i det hinsides. Ligeså er den, der går fra forstanden inden puberteten og hvis sindssygdom strækker sig til efter puberteten og dernæst dør som sindssyg ej heller ansvarlig. Det samme gør sig gældende for den, der når puberteten, er ved sin forstand, men lever uden at modtage Islams kald, dvs. grundlaget for kaldet nemlig trosbekendelsen. Således vil den, der er ved sin forstand, er nået puberteten og som hører trosbekendelsen under kaldet til bønnen og forstår den, være ansvarlig. Hvis denne ikke indtræder i Islam, da gør denne sig fortjent til Allahs evige straf i helvedets ild.
Blandt det, som man (dvs. den ansvarlige person, hvad enten denne er vantro eller muslim) absolut (dvs. under alle omstændigheder) skal vide, tro på (dvs. underkaste sig i hjertet og godtage) og endvidere øjeblikkeligt fremsige (med ord) hvis vedkommende er vantro (dvs. hvis denne ansvarlige person er en oprindelig vantro eller frafalden) og ellers (hvis denne er muslim så) i bønnen, er de to vidnesbyrd, hvilke lyder:
Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, og bevidner at Muhammad er Allahs sendebud
(Eftersom de to vidnesbyrd udgør grundlaget for Islams kald, er det forpligtet enhver muslim at være bekendt med deres betydninger, og derfor begyndte forfatteren, må Allah være ham nådig, med forklaringen af det første vidnesbyrd. Han sagde) betydningen af Jeg bevidner at der ikke er en anden guddom end Allah er: jeg ved, tror (dvs. godtager i mit hjerte, underkaster mig) samt erklærer (med ord) at intet er tilbedt med rette undtagen Allah (dvs. ingen udover Allah fortjener at blive tilbedt, altså at man ydmyger sig selv til det yderste for. Sprogligt betyder tilbedelse den yderste grænse for frygt og underkastelse, som det er blevet tilkendegivet af den sprogkyndige udenadslærd, Taqiyyuddin As-Subkiy. Heraf konstateres, at betydningen af tilbedelse ikke er blot lydighed, påkald, nødråb, bøn om hjælp, frygt eller trygl, som nogle mennesker tror. Allah er)
- Den Ene (som ingen partner har i Guddommeligheden)
- Den Udelelige (som ikke er modtagelig for opdeling og splittelse, idet Han ikke er et legeme. Han er hverken et håndgribeligt legeme såsom mennesket, træer eller sten, eller et uhåndgribeligt legeme såsom lys, mørke eller vind)
- Den Evige (som ingen begyndelse har på Sin eksistens, og hvis eksistens ikke er opstået efter ikke-eksistens. Det samme betyder)
- Al-Qadim (når det anvendes om Allah, være ophøjet, da Allahs Qidam er en egenskab, som Hans Selv evigt er beskrevet med og er altså ikke tilknyttet tid)
- Den Levende (som er beskrevet med et evigt og evindeligt liv, der ikke er med sjæl, kød, blod, nerver og marv. Hans liv er en evig og stadfæstet egenskab for Ham hvilken Han evigt er beskrevet med)
- Den Uafhængige (som ikke behøver nogen eller noget)
- Den Vedvarende (der ikke rammes af og umuligt betegnes med ophør, idet ophør forstandsmæssigt er umuligt for Ham, dermed er ingen vedvarende i denne betydning foruden Allah)
- Skaberen (der skabte og formede alle skabningerne og bragte dem fra intethed til eksistens)
- Ar-Raziq (som leverer det der gavner til Sine skabninger)
- Den Alvidende (der er beskrevet med egenskaben evig og evindelig viden, der ikke forandres, forøges, formindskes eller fornyes. Således er Han vidende ulig andre vidende, idet Hans viden er evig mens andres viden er tilbleven)
- Den Almægtige (som er beskrevet med en fuldkommen magt. Allahs magt er en evig og evindelig egenskab med hvilken Allah påvirker det intellektuelt mulige, dvs. det som forstanden kan godtage både eksistensen og ikke-eksistensen af. Med egenskaben magt, skaber og tilintetgør Allah ting).
- Og Den, Der magter at gennemføre Sin vilje (dvs. Allah magter at frembringe hvad der i al evighed har været Hans Vilje, og intet kan gøre Ham afmægtig. Han gør hvad Han vil uden besvær, og ingen kan forhindre Ham deri).
Hvad Allah (i al evighed) ville have skulle være (indtrådt i eksistens) vil være (og indtræde i eksistens) og hvad Allah (i al evighed) ikke ville have skulle være, vil ikke være (og dermed ikke indtræde i eksistens. Allahs vilje forandres ikke, idet viljeforandring er tegn på tilblivelse, som er umuligt for Allah).
Der er ingen undgåelse eller formåen undtagen via Ham (dvs. ingen kan undgå at synde undtagen med Allahs beskyttelse, og ingen formår at adlyde Allah undtagen med Hans hjælp. Og Han er) Den, der er beskrevet med al fuldkommenhed, der passer for Ham (såsom viden, magt og vilje) og Den Der er fri for al ufuldkommenhed (dvs. alt hvad der ikke passer for Ham, være ophøjet, såsom uvidenhed, magtesløshed, farve, grænse og ophold i en retning eller sted, da al dette hører til skabningernes egenskaber. Han, være ophøjet, eksisterer uden sted.
(Dvs. at Han, være ophøjet og prist, på ingen måde ligner nogen eller noget af Sine skabninger. Allah, være ophøjet, fremførte sin udtalelse
لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ
foran sin udtalelse)
وَهُوَ السَّمِيعُ البَصِير
hvilket betyder: ”og Han er Den Althørende og Den Altseende” (så ingen indbildes at Allahs hørelse og syn ligner andres hørelse og syn, thi Allah, være ophøjet, er ulig med, dvs. forskellig fra samtlige skabninger. Imamen Dhun-Nun Al-Misriy, må Allah beære ham, sagde: ”Hvad du end forestiller dig i sindet om Allah, er Allah forskellig fra det”).
Han er Den Evige (hvis eksistens ingen begyndelse har) og alt andet end Ham (dvs. skabningerne) er tilblevet (og indtrådt i eksistens efter intethed) og Han er Skaberen (af samtlige skabninger) og alt foruden Ham (dvs. alle skabningerne) er skabt (og har en begyndelse. Så universets art og hvad det huser af individer er tilblevet. I hvad angår den første del - arten - afveg Ibn Taymiyah og gav filosofferne medhold i deres udsagn om at universets art er evig og at dets eksistens ingen begyndelse har og da dømte muslimerne ham som værende vantro) Således er alt, der indtræder i eksistens, det være sig legemer (flertal af legeme, hvilket er alt hvad der har en fysisk størrelse) eller handlinger (det være sig frivillige eller ufrivillige, skabt af Allah. Så samtlige legemer) fra støvpartiklen (som er den mindste størrelse, vi kan se separeret fra andet med det blotte øje, og som ses ved indtrædelse af lys fra vinduet, eller hvad der er mindre end den) til Tronen (der er den største fysiske størrelse af Allahs skabninger, er skabt af Allah) og alle skabningernes (ydre handlinger, hvilke er) bevægelser og stilstand, (og de indre handlinger fx) hensigter (flertal af hensigt som er agt) eller strejfende tanker (som er det der uforsætligt strejfer hjertet, alt dette er) skabt af Allah. Således har ingen andre end Allah skabt dem hverken natur (som er de karakteristika, Allah tillagde legemerne, fx brænding der er ildens natur) eller årsag (som er det, med hvis eksistens følgevirkningen vil opstå, og med hvis intethed følgevirkningen vil forgå, såsom fingerens bevægelse, der er årsag til bevægelse af ringen på den omtalte finger). Ting indtræder i eksistens i overensstemmelse med Allahs vilje, magt, skæbnebestemmelse og evige viden, som det er fremkommet i Allahs udtalelse:
hvilket betyder: ”Og Allah skabte alting” dvs. frembragte alle skabningerne fra intethed til eksistens.
Ingen skaber i denne betydning (dvs. frembringelse fra intethed til eksistens) undtagen Allah.
(Dvs. der er ingen anden skaber end Allah. Al-Mu^tazilah afveg fra dette og sagde, at skabningen skaber sin egen frivillige handling, herfor dømte muslimerne dem som værende vantro. Imam Abu Hafs, ^Umar søn af Ahmad) An-Nasafiy (må Allah være nådig med ham) sagde (i sin berømte bog Al-^Aqidah An-Nasafiyyah) ”Hvis en person kaster en sten mod et glas og slår det itu, da er kastningen (som er skabningens handling med stenen der kan forårsage knusning eller ej) ituslåningen (som er skabningens handling der er påført glasset via kastningen med stenen) samt at være ituslået (som er den resulterede virkning i glasset af bristning, spredning og lignende) alle skabt af Allah” (og ikke skabt af skabningen). Skabningens andel (i sit foretagende) er blot udførelse (hvilken er at skabningen retter sin agt samt vilje mod den frivillige handling, som Allah skaber derved) mens skabelsen udelukkende tilkommer Allah.
Allah, være ophøjet, siger:
لَهَا مَا كَسَبَتْ
Som betyder: ”Det tilkommer selvet hvad det gør af gode gerninger” (dvs. for selvet tilkommer belønning for hvad det gør af godhed dvs. det gavnes deraf).
Allah, være ophøjet, siger:
وَعَلَيْهَا مَا اكْتَسَبَتْ
Som betyder: ”Samt bærer konsekvenserne af hvad det gør af dårlige gerninger” (dvs. selvet bærer følgerne af hvad det gør af slette handlinger, dvs. det forvoldes skade deraf, således beskrives skabningen med gøren og ikke skabelse og denne vil stilles til regnskab for sin gøren).
(Vid at) Allahs tale (være ophøjet, er en stadfæstet egenskab for Hans evige og evindelige Selv, og Hans tale) er evig (uden en begyndelse) som alle Hans øvrige egenskaber (være ophøjet, såsom liv, viden, magt, hørelse og syn hvilke er evige, eftersom Det Evige Selv ikke kan tillægges en tilbleven egenskab. Herudfra kan konstateres, at Allahs tale nødvendigvis ikke er med bogstav, stemme eller sprog samt at den hverken startes eller afsluttes. Derimod er den åbenbarede tekst et udtryk for den evige tale, og kan derfor godt kaldes for Allahs tale). Han, Den Ophøjede, er anderledes end (dvs. ulig) samtlige skabninger i Selvet (dvs. at Hans Selv ikke ligner andres selv) Egenskaber (dvs. at Hans egenskaber ikke ligner andres egenskaber) og Handlinger (dvs. at Hans gøren ikke ligner andres gøren). Prist og ophøjet er Han (dvs. glorificeret og hævet) til den yderste grænse (dvs. en fuldkommen ophøjelse) over det, som de uretfærdige (dvs. de vantro det være sig polyteister eller de der sammenligner Gud med skabningerne) tilskriver Ham (og tillægger Ham af egenskaber der ikke passer for Ham).
Sammenfatningen af det førnævnte er, at det er fastslået, at Allah, være ophøjet, har 13 egenskaber, der er nævnt gentagne gange i Koranen (og Hadith) enten udtrykkeligt eller i overført betydning (idet profeten, må Allah ophøje og frede ham, drog omsorg for at alle skulle lære dem). Disse (egenskaber) er:
- Eksistens (dvs. Allah eksisterer og der er ingen tvivl om Hans eksistens)
- Énehed (dvs. Han er Én og har ingen partner)
- Evighed (dvs. Allah, være ophøjet, ingen begyndelse har på Sin eksistens)
- Uophørlighed (dvs. der er ingen slutning på Hans eksistens, Han hverken dør, forgår eller forandres)
- Uafhængighed (dvs. Han ikke har brug for nogen eller noget og alt foruden Ham, behøver Ham)
- Magt (Allah magter alting, dvs. magter alt der forstandsmæssigt er muligt, hvilket er det, som forstanden begriber at det eksisterer i en tid og forgår i en anden)
- Vilje (som er at specificere det forstandsmæssigt mulige med egenskaber, det er modtageligt for, frem for andre og med en bestemt tid frem for en anden)
- Viden (dvs. Allah ved med Sin evige viden alting. Han ved om Sit Selv, Egenskaber og hvad Han frembringer blandt Sine skabninger med én viden, der omfatter al viden, Hans viden hverken fornyes, forandres, forøges eller formindskes)
- Hørelse (dvs. Allah hører med Sin evige Hørelse, som ikke ligner andres hørelse, eftersom Allahs hørelse er evig mens andres er tilbleven. Allah hører med Sin hørelse alt hørbart uden behov for et øre eller andet redskab)
- Syn (dvs. Allah ser med Sit evige syn som ikke ligner andres syn, eftersom Allahs syn er evigt, mens andres er tilblevet. Vor Herre ser med Sit syn alt synbart, således ser Han Sit Selv samt Sine skabninger uden behov for et øje eller andet redskab)
- Liv (dvs. Allah er beskrevet med et evigt og uophørligt Liv, der ikke ligner vores liv, og det er ikke med sjæl, kød, blod, nerver eller marv)
- Tale (dvs. Han, være ophøjet, taler med én evig og uophørlig Tale, som ikke er med bogstav, lyd eller sprog)
- og Uforlignelighed med Skabningerne (dvs. Han ikke ligner nogen eller noget blandt Sine skabninger.
Eftersom disse (13) egenskaber er blevet omtalt adskillige gange i de åbenbarede tekster (dvs. Koranen og Hadith som tidligere nævnt) har de lærde sagt, at det er en personlig pligt (for enhver ansvarlig) at få indsigt i dem.
Eftersom evigheden er stadfæstet for Allahs Selv (med intellektuelle og overleverede beviser) må Hans egenskaber tillige være evige, idet en tilbleven egenskab nødvendiggør, at det angående selve (der er beskrevet med egenskaben) også er skabt (idet forandring fra en tilstand til en anden indikerer at man er i behov for hvad der ændrer en, og den der er i behov kan umuligt være en evig guddom, men er en tilbleven skabning, og da evigheden forstandsmæssigt er vitterligt stadfæstet for Allahs Selv, er evigheden dermed nødvendigvis bekræftet for Hans egenskaber).
