1) Tale: Dvs. tale der hører ind under mennesketale; hvis det er bevidst og man ihukommer, at man er i bønnen, og uden at det skete ukontrolleret, selvom denne udtalelse indebærer to bogstaver, der ikke er betydningsbærende. At det skete ukontrolleret vil sige at man ikke kunne styre at udelade denne udtalelse.
At sige ”ah 
” afbryder bønnen, som det er bekræftet af fiqh-kyndige lærde fra Shafi^iy-retskolen og andre retskoler. Dette er et belæg for, at ”ah” ikke er et af Allahs navne. Ligeledes bliver bønnen afbrudt, hvis man udtaler et udstrakt bogstav, da strækning forårsager to bogstaver, såsom:
ءا = a (Udtales ”aa”)
إي = i (Udtales ”ii”)
أو = u (Udtales ”uu”)
I henhold til en anden anskuelse ifølge Shafi^iyy-retskolen afbryder strækning af et enkelt bogstav ikke bønnen, såsom at sige ”a”.
Bønnen afbrydes tilsvarende af et betydningsbærende bogstav, da bogstavet rummer en forklarende betydning. Eksempelvis:
ق = qi
ع = ^i
ف = fi
”qi” indebærer en ordre om at beskytte sig. ”^i” indebærer en ordre om at være årvågen. ”fi” indebærer en ordre om at indfri. Dette og lign. afbryder bønnen, 1) hvis man gør det bevidst, 2) og mens man ihukommer at man er under bønnen, 3) og er bekendt med forbuddet. Er man uvidende om forbuddet mod tale under bønnen, fordi man er nykonverteret til Islam eller fordi man er opvokset i en landsby beliggende langt væk fra de, der kender til religionens regler, så bliver bønnen ikke afbrudt.
Hvis man under bønnen af forglemmelse siger få ord eller det der er mindre, da vil disse ord ikke afbryde bønnen.
► Rømning, latter, gråd, klynk og prust er inddelt i to tilfælde:
a) At der dermed forekommer to bogstaver og derover afbryder bønnen.
b) At der dermed aldeles ikke forekommer nogle bogstaver vil ikke afbryde bønnen. Ifølge en anden holdning afbryder rømning ikke bønnen, selvom der forekommer to bogstaver.
Udelukket iblandt mennesketale er lovprisning af Allah fordi det ikke afbryder bønnen. Et eksempel er, at sige ”A^udhu billahi minka ”, hvis man ser djævlen angribe én. En dag kom satan til sendebuddet med en tændt fakkel, som han ville smide på profeten. Så sagde profeten:
أعُوْذُ بِاللهِ مِنْكَ.
Hvilket betyder: ”Jeg søger tilflugt hos Allah mod dig”. Allah hjalp profeten, og gav ham magten over satan. Profeten agtede at binde satan til en af moskeens master, så folk kunne se ham når de vågnede, men så erindrede han Salomons -søn af Davids- bøn:
وَهَبْ لِي مُلْكًا لا يَنْبَغِي لأَحَدٍ مِنْ بَعْدِي ﴿٣٥﴾
Hvilket betyder: ”Skænk mig en rigdom ingen andre vil opnå efter mig”.[Surat Sad, vers 35], så undlod profeten det.
2) At udføre tre sammenhængende bevægelser, hvad enten det udføres med tre lemmer, såsom at bevæge den ene arm, derefter den anden og så hovedet uden afbrydelser, eller at bevæge lemmerne samtidig, eller at gå tre skridt. Dette er i henhold til nogle lærde af Shafi^iy-retskolen. Andre sagde, at handlinger ikke afbryder bønnen med undtagelse af det, der rummer en enhed . Denne anskuelse kan lovformeligt følges, idet anskuelsen er mere sammenstemmende med de udtalelser, som beretter hvad der tyder på, at profeten flyttede sig mere end tre skridt i bønnen. Der er blevet berettet, at sendebuddet åbnede en lukket dør, der var rettet mod Kabaen, for ^A’isha (må Allah være hende nådig), og fortsatte sin bøn. Denne autentiske udtalelse er berettet af imam Ahmad fra ^A’isha i sin Musnad (bog). Det mest tilsyneladende af profetens handling tyder på at han bevægede sig mere end tre sammenhængende bevægelser. Udtalelsen bæres fjernt fra, at han indskrænkede sig til to bevægelser.
3) At udføre en usædvanlig bevægelse: Såsom et kraftigt spring. Bønnen afbrydes også af en bevægelse for leg, og selvom den ikke er usædvanlig. Bønnen afbrydes ikke af at man bevæger fingrene imens hånden er i ro, og selvom det gøres adskillige gange. At bevæge øjenlågene, tungen eller ørene høre ind under det samme, eller at åbne og lukke en knap, og selvom det gøres adskillige gange, hvis hånden er i ro, og det ikke er for leg.
4) At tilføje en ekstra bevægelsessøjle: Såsom at tilføje en ekstra bukning eller knælning bevidst.
5) At spise og drikke, undtagen hvis det er af forglemmelse. Heraf afbrydes bønnen ikke forudsat at mængden af det indtagnede er lille.
6) At have til hensigt at afbryde bønnen: Hvis man udfører en hensigt i hjertet om at afbryde bønnen øjeblikkeligt, så vil den blive afbrudt. Tilsvarende hvis man har til hensigt at afbryde den eksempelvis efter en enhed, så vil den øjeblikkeligt blive afbrudt.
► Bønnen afbrydes tilsv. af at man baserer afbrydelsen af bønnen af en hændelse. Et eksempel er at man siger til sig selv: ”Hvis visse versa hænder afbryder jeg bønnen”. Bønnen vil heraf blive afbrudt øjeblikkeligt.
► Bønnen bliver også afbrudt af at man tøver med at afbryde den. Et eksempel herpå er at sige: ”Skal jeg afbryde den eller fortsætte?”.
7) At fuldføre en søjle, alt imens man er i tvivl om man har udført hensigten under Den Indledende Takbirah ’Allahu akbar’ , eller når tvivlen herom varer længe. Hvis man nære tvivl om man har udført hensigten under Den Indledende Takbirah eller ikke, eller tvivler på -under middagsbønnen- at hensigten blev udført for at bede middagsbønnen eller eftermiddagsbønnen, så bliver bønnen afbrudt. Dvs. hvis tvivlen varer ved indtil en søjle fuldføres, og tvivlen stadig er der, så bliver den afbrudt. Et eksempel herpå er at fuldføre fremlæsningen af al-fatihah alt imens man er i tvivl. Bønnen bliver hermed afbrudt. Et andet eksempel er at tvivle på om man har ihukommet hensigten for bønnen eller ej og derefter bukker sig alt imens man nærer tvivl, så vil bønnen blive afbrudt. Bønnen afbrydes også hvis tvivlen varer længe, og selvom der ikke er fuldført en søjle. Hvis man derimod ihukommer -at man har fæstnet hensigten- førend der fuldføres en søjle med tvivl, og tiden var kortvarig, så afbrydes bønnen ikke. Eksempelvis at tvivle, hvorefter tvivlen hurtigt overkommes.
