﴿ بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمٰنِ الرَّحِيمِ ﴾
Hvilket betyder: ”I Allahs navn (starter jeg), ar-Rahmaan (Den hvis nåde omfatter alle i dette liv); ar-Rahiim (Den hvis nåde er forbeholdt de troende i efterlivet) ”.
Al-Basmalah
بِسْمِ اللَّهِ - bismillaah - betyder ’I Allahs navn’[1]. Her ligger et implicit verbum, som ikke er udtrykt direkte i teksten, men er underforstået af konteksten. Hvis ikke dette verbum kommer til udtryk enten implicit eller eksplicit, vil sætningen ikke give fuld mening. Et lign. eksempel er at sige ’Jens spiste en’, og tie derefter uden at nævne genstandsleddet - altså det der bliver spist. I så fald vil sætningen være mangelfuld. Man vil straks spørge ’hvad spiste Jens?’. Tilsvarende gælder her: ’I Allahs navn’ hvad?
Dette implicitte verbum kan vurderes afhængigt af, hvad der ligger til grund for, at man siger: ’I Allahs navn’. Eksempler, der illustrerer dette implicitte verbum, er: ”I Allahs navn starter jeg” - hvilket kan være tilfældet i verset, eller ”I Allahs navn indleder vi konferencen”, ”I Allahs navn forfatter jeg denne afhandling”, ” I Allahs navn spiser jeg”, eller ”I Allahs navn lukker jeg døren” osv.
Kalligrafien: Hvorfor b’et (ب) i bismillaah (بِــــــــــــــــسْمِ اللَّهِ) blev forlænget horisontalt og alif (ا) i بــاسْمِ blev stum og usynlig, er for lempelsens skyld. Der er også blevet fortalt, at da alif blev fjernet, så blev dens længde overført til b’et (ب), for at dens længde må være en indikation på den bortfaldne alif. Derimod vedblev alif i verset (56:96):
فَسَبِّحْ بــاسْمِ رَبِّكَ الْعَظِيمِ - Hvilket betyder: ”Frikend da din Herre, Den Almægtige, fra ligheder”, da dens anvendelse er i et begrænset omfang. Der er også blevet fortalt, at de forlængede b’et, fordi de tilsigtede at indlede Allahs Bog med et højagtet bogstav. Der er også blevet fortalt, at ^Umar ibn ^Abdil-^Aziiz plejede at sige til sine skribenter: ”Forlæng b’et (ب) i ( بِـــــــــــسْمِ اللَّهِ - bismillaah ) og fremhæv s’et (س) og cirkulere m’et (م) i ophøjelse for Allahs Bog”.
اللَّه (Allah) er et egennavn, som er forbeholdt Allah. Dette navn tilkommer eksklusivt Skaberen og er ikke afledt af et andet ord, og ingen deler dette navn med Ham. Beviset derpå er Allahs tale:
(19:65): هَلْ تَعْلَمُ لَهُ سَمِيًّا - Kender du nogen med samme navn som Hans? - . Dvs. at ingen foruden Ham benævnes Allah. Navnet ’Allah’ betyder, at ingen andre end Ham fortjener tilbedelse.
Lingvistik: Der er blevet sagt, at navnet er afledt fra ’الْوَلَهِ (al-walah)’, som er et udtryk for det at henvende sig, eftersom skabningerne henvender sig til Ham ved deres behov. Der er også blevet fortalt, at navnet er dannet af ’أَلِهَ (alih)’, hvilket vil sige at finde ro hos nogen. Med andre ord er det, som om de finder hvile ved Ham og falder til ro ved nævnelse af Ham. Der er også blevet fortalt, at navnet er dannet af ’وَلَاهُ (walaah)’, som er at være draget mod noget, fordi enhver skabning er draget mod Ham enten frivilligt eller ufrivilligt. Af denne grund siger man ’Allah er elsket’; Alting henviser til Ham
(17:44): وَإِنْ مِنْ شَيءٍ إِلَّا يُسَبِّحُ بِحَمْدِهِ - Der findes ingen ting, undtagen at det lovpriser Ham gennem Hans foræring.
Blandt dette navns særegne er, om du fjerner noget fra det, så vil resten på trods deraf henlede til Ham:
Hvis du fjerner ’ا’ fra ’الله Allah’, så vil der stå ’لله lillaah’, og det betyder ’for guds skyld’.
Hvis du fjerner ’ل’ fra ’لله’ og beholder ’ا’ - som blev fjernet i første omgang – så vil der stå ’إِلَـٰه illaah’, og det betyder ’guddommen.
Hvis du fjerner dem begge, så vil der stå ’لَهُ lahuu’, og det betyder ’Hans’.
Og hvis du fjerner både ’ا’ og de to ’ل’, så vil der stå ’هُوَ hua’, og det betyder ’Han’.
Visse lærde mente, at navnet Allah er det allermægtigste navn (الاسْمُ الأَعْظَمُ), idet det henviser til Hans Selve, hvorimod de resterende navne henviser til Hans egenskaber.
( الرَّحْمٰنِ الرَّحِيمِ - ar-Rahmaan - Den hvis nåde omfatter alle i dette liv ) ; ar-Rahiim (Den hvis nåde er forbeholdt de troende i efterlivet).
Ibn ^Abbaas sagde: ”Begge navne henviser til nåde, dog bærer ar-Rahmaan, for hvad nåde angår en mere omfattende betydning end ar-Rahiim, som har en mere afgrænset betydning”. Ar-Rahmaan betyder, at Han er Giveren i det jordiske liv; Dette gælder for alle skabninger, det være sig troende og vantro. Ar-Rahiim betyder derimod, at Hans nåde er forbeholdt de troende i det hinsides. Derfor blev der sagt: Han er Rahmaan i det jordiske liv og Rahiim i det hinsidige liv. Andre sagde: De er synonymer, og betyder ’Den der er rig på nåde’; De blev samlet for bekræftelsens skyld. Der er også blevet sagt: Det ene blev efterfulgt af det andet for at indgyde higen i hjertet på hvem end, der bestræber sig for Ham.
Allahs nåde kan defineres i form af at vil det gode og udøve velgerninger over for hvem, der har gjort sig fortjent til det. Der er også blevet sagt: Det er at lade straffen frafalde for, hvem end der fortjener den og at udvise godhed og udøve velgerninger over for den, der ikke fortjener dem.
Et afsnit om dommen for Basmalah ( بِسْمِ اللَّهِ الرَّحْمٰنِ الرَّحِيمِ - Bismillaahir-rahmaanir-rahiim ) som huser to regler:
Den første er hvorvidt Basmalah er inkluderet i Faatihah og i andre kapitler – bort set fra surat Baraa’ah (Anger); det er lovstridigt at indlede dette kapitel med Basmallah.
Muslimske lærde besad delte holdninger til dette emne. Imam Shaafi^iyy og en gruppe af lærde var af den holdning, at Basmalah hører til Faatihah samt til ethvert kapitel, hvortil den er vedhæftet i Skriften, dog på nær Baraa’ah. Dette var også ibn ^Abbaas’ holdning, samt ibn ^Umar, abu Hurayrah, Sa^iid ibn Jubayr, ^Ataa’, ibn al-Mubaarak, Ishaaq og Ahmad, iht. en af de to beretninger, der er blevet overleveret om ham. Al-Bayhaqiy har desuden overført denne holdning om ^Aliyy ibn Abi Taalib, az-Zuhriyy, ath-Thawriyy samt Muhammad ibn Ka^b.
Derimod var al-Awzaa^iy, Maalik samt abu Haniifah af den holdning, at Basmalah ikke er inkluderet i Faatihahs vers.
Abu Daawoud tilføjede: ”Den tæller ikke som et vers fra andre kapitler, imidlertid er den en del af surat an-Naml (Myrerne); Den blev nedfældet som et skillepunkt mellem kapitlerne og for velsignelsens skyld.”
Maalik sagde: ”Man åbner ikke den pligtige bøn med den.”
Ifølge en af Shaafi^iys standpunkter er Basmalah ikke det indledende afsnit til ethvert kapitel, dog regnes den for at være en del af Faatihah.
Argumentet for, at Basmalah ikke medregnes i Faatihahs vers eller i andre kapitler, er Anas’ berømte udtalelse, som er inkluderet i de to sahiih-værker samt ^Aishas: ”Allahs sendebud plejede at indlede bønnen med takbiir og recitationen med ( الحَمْدُ للهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ - Al-hamdu lillaahi rabbil ^aalamiin ) ”. De lærde sagde: ”Desuden var det første som Gabriel blev sendt ned med og som ikke inkludere Basmalah i starten:
( اقْرَأْ بِاسْمِ رَبِّكَ الَّذِي خَلَقَ - Fremsig (koranen) i din Herres navn, Han som skabte dig ) . Hvilket bekræfter, at den ikke er en del af Faatihah. De lærde sagde: ”En tekst kan ikke stadfæstes som værende en del af Koranen på nær med ’den ubestridelige meddelelsesform (tawaatur)’; Og fordi ledsagerne enedes om mange kapitler, deriblandt at al-Mulk (Herredømmet) huser 30 vers, at al-Kawthar (Floden) huser tre vers og at al-Ikhlaas (Monoteismen) huser fire vers. Havde Basmalah været medregnet i Ikhlaas-kapitlet, da ville det bestå af fem vers.
NB: ’Den ubestridelige meddelelsesform (tawaatur)’ er en overleveringsform, der i hvert led overleveres af et stort antal berettere, som i almindelighed ikke er i stand til og ikke har forudsætninger for at kunne enedes om en løgn eller fejl.
Argumentet, der anvendes for at stadfæste, at Basmalah medregnes i Faatihah, er hvad der er berettet via en pålidelig, sahih-klassificeret kilde om Umm Salamah, at profeten n læste Basmalah i starten af Faatihah og medregnede den i Faatihah.
(HA:2024) Ibn ^Abbaas har ifm. dette vers: ( وَلَقَدْ آتَيْنَاكَ سَبْعًا مِنَ الْمَثانِي وَالقُرْآنِ الْعَظِيمَ - Vi har bestemt åbenbaret til dig De Gentagelige Syv, og Den mægtige Koran ) , sagt: ”De Gentagelige Syv er Bogens Åbner”. Da han blev spurgt ind til, hvad den syvende er, sagde han: ”Bismillaahir-rahmaanir-rahiim”.
(D:788) Der er blevet berettet om ibn ^Abbaas, at profeten ikke var klar over slutningen på et kapitel, indtil 'bismillaahir-rahmaanir-rahiim' blev åbenbaret.
(Q:1190) Abu Hurayrah sagde: ”Allahs sendebud sagde: ”Når I reciterer ’الحَمْدُ للهِ رَبِّ الْعَالَمِينَ - Al-hamdu lillaahi rabbil ^aalamiin -’, så læs 'bismillaahir-rahmaanir-rahiim', for den er Koranens Moder og Skriftens Moder og De Gentagelige Syv, og bismillaahir-rahmaanir-rahiim er en af dens vers”.
(Q:1175) Desuden er, der blevet berettet om umm Salamah, at Allahs sendebudhavde for skik at recitere ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’, ’al-hamdu lillaahi rabbil ^aalamiin’ indtil slutningen og at gøre ophold ved hvert vers. Han medregnede ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’-verset i kapitlet uden at inkludere andre end dem”.
(M: 53 - (400)) Anas sagde: ”Mens Allahs sendebud var sammen med os, faldt han i søvn. Senere og med et smil på læben løftede han sit hoved. Så sagde vi: Hvorfor smiler du, O Allahs sendebud? Hans sagde: ”Jeg har for et kort øjeblik siden fået åbenbaret et kapitel”, hvorefter han læste (al-Kawthar (Floden)): ”Bismillaahir-rahmaanir-rahiim, innaa a^taynaakal-kawthar”.
Al-Bayhaqiy sagde: ”Det bedste argument, som vores meningsfæller anvendte for at bevise, at ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ er en del af Koranen og hører til åbningen af ethvert kapitel på nær Baraa’ah, er, hvad vi har berettet om ledsagerne omkring indsamlingen af Allahs Bog i Koran-eksemplarerne, at de skrev i eksemplarerne ved åbningen af ethvert kapitel ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ bort set fra Baraa’ah; Hvordan kan man så lade sig indbilde, at de nedskrev 113 Basmallah-vers i Koranen, som ikke hører til Den”. Desuden sagde han: ”Vi har gennem dokumenterede udtalelser om ibn ^Abbaas opnået vished om, at ibn ^Abbaas anså ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ for at være et vers i Faatihah.
(Q:1187) Imam ash-Shaafi^iy har berettet om ibn ^Umar, at han hverken undlod ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ under recitationen af Koranens Moder og det kapitel, som han læste derefter.
(B:2382) Andre tilføjede om ibn ^Umar, at hans sagde: ”Hvorfor undlades Basmalah når den er nedskrevet i Koran-eksemplarerne!”.
(B:3102) Desuden har imam ash-Shaafi^iy berettet om ibn ^Abbaas, at han både havde for skik at læse den og sagde: ”Djævlen har revet fra dem en af de bedste vers fra Koranen”.
(B:5046) Anas blev spurgt om hvilken fremgangsmåde Allahs sendebud havde for vane at følge i sin recitation, så sagde han: ”Ved at strække”, derefter læste han: ”Bismillaahir-rahmaanir-rahiim; han strakte ’Allaah’ og strakte ’Rahmaan’ og strakte ’Rahiim’”.
Gennem disse autentiske indlysende kilder er det blevet dokumenteret, at Basmalah hører til Faatihah og til ethvert sted, som den bliver nævnt ved. Foruden dette har ledsagerne gennem konsensus fastslået den i Koran-eksemplarerne. De påkrævede desuden ved nedfældning af Koran-eksemplarerne at indskrænke sig til Allahs Tale i frygt for at inkludere noget til Den eller frasortere noget fra Den. Af denne grund undlod de at nedskrive ’aamiin’ i Den, på trods af at profeten n plejede at fremsige den efter Faatihah. Havde Basmalah ved åbningen af kapitlerne ikke være medregnet som Koran, da ville de ikke havde nedskrevet den, og da vil dens dom svare til ’aamiin’.
Den anden regel berører dommen for at læse Basmalah højlydt eller lavmælt:
Ud fra tidligere beviser er det blevet fastslået, at Basmalah både er et vers fra Faatihah samt fra ethvert kapitel; Derfor er de gældende love for Faatihah - når den reciteres højlydt eller lavmælt - de samme for Basmalah. I forlængelse af forgangne læses Basmalah højlydt, når Faatihah læses højlydt i de bønner, hvor der anbefales lydlig recitation og læses lavmælt sammen med Faatihah i de bønner, hvor der anbefales dæmpet recitation.
Blandt ledsagerne, der gik ind for en lydlig recitation af Basmalah, er abu Hurayrah, ibn ^Abbaas, ibn ^Umar samt ibn az-Zubayr. Blandt tabi^iin (ledsagernes følgere) og dem, der kom efter dem, er Sa^iid ib Jubayr, abu Qalaabah, az-Zuhriy, ^Ikrimah, ^Ataa’, Taawuus, Mujaahid, ^Aliy ibn al-Husayn, Saalim ibn ^Abdillaah, Muhammad ibn Ka^b al-Quradhiy, ibn Siriin, ibn al-Munkadir, Naafi^, Yaziid ibn Aslam, ^Umar, Makhuul, ^Umar ibn ^Abdil-^Aziiz, ^Amr ibn Diinaar samt Muslim ibn Khaalid. Samme standpunkt besad Shaafi^iy og ibn Wahb - som er imam Maaliks følgesvend - iht. én af de to holdninger, der er rapporteret om ham. Der er også blevet fortalt, at ibn al-Mubaarak og abi Thawr delte denne holdning.
Iblandt ledsagere, der gik ind for en lydlig recitation af Basmalah, er abu Bakr, ^Umar, ^Uthmaan, ^Aliy, Ibn Mas^uud, ^Ammaar ibn Yaasir, ibn Mughfal og andre. Iblandt tabi^iin og dem, der kom efter dem, er al-Hasan, ash-Sha^biy, Ibrahim an-Nakha^iy, Qataadah, al-A^mash samt ath-Thawriy. Samme standpunkt besad imam Maalik, abu Haniifah, Ahmad og andre.
Grundlaget for dette standpunkt hos dem, der gik inden for en lydlig recitation, er det, der blevet fortalt af en gruppe ledsagere, deriblandt abu Hurayrah, ibn ^Abbaas, Anas, ^Aliy ibn abi Taalib, Samurata ibn Jundub samt umm Salamah at profeten plejede at recitere Basmalah højlydt. Nogle af dem gav klar udtryk for dette, mens andre udtrykte det på en måde, der kunne opfattes som en hentydning.
Der er kun bemeldt to utvetydige beretninger om profeten mht. en dæmpet recitation af Basmalah. Den ene beretning er klassificeret som svag (da^iif), og er ^Abdullaahs ibn al-Mughfals beretning. Den anden er klassificeret som sand (sahiih), og er Anas’, og dog er beretningen begrundet på det, der stiller dens argumentationsgrundlag ud af kraft.
(N:905) Nu^aym ibn ^Abdillaah al-Mujmar har sagt: ”Jeg bad bag ved abu Hurayrah. Han reciterede ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ og læste dernæst Koranens Moder…”. Nu^aym gengav den fulde version af beretningen, hvorefter han citerede, hvad abu Hurayrah efter endt bøn havde sagt: ”Jeg er den iblandt jer, hvis bøn minder allermest om profetens”. Hertil sagde Nu^aym: At profeten ` læste ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ højlydt er fastslået og verificeret.
(Q:1171) Abu Hurayrahzhar berettet om profeten, at profeten plejede at indlede recitationen med ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’, når han ledte folk.
(Q:1160, T:224) Ibn ^Abbaas sagde: Profeten plejede at recitere ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ højlydt.
(Q:1162) Ibn ^Abbaas sagde: ”Allahs sendebud plejede at åbne bønnen med ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’.”
(Q:1180) Anas sagde: ”Allahs sendebud plejede at recitere ’bismillaahir-rahmaanir-rahiim’ højlydt”.
Dette er en fyldestgørende udredning af dette emne, skønt der er meget snak fra begge blokke inden for dette felt, for den, der søger at fordybe sig deri. Og Allah ved bedst.
