﴿ الَّذِينَ يُؤْمِنُونَ بِالْغَيْبِ وَيُقِيمُونَ الصَّلَاةَ وَمِمَّا رَزَقْنَاهُمْ يُنْفِقُونَ ﴿3﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Som tror på det skjulte, holder bøn og af, hvad vi har forsørget dem med, giver ud,”.
الَّذِينَ يُؤْمِنُونَ بِالْغَيْبِ - som tror på det skjulte, - Dvs. dem, som nærer tiltro til det skjulte.
Lingvistik: Den sproglige definition af al-imaan ’الإِيْمَانِ (at tro)’ er et udtryk for det at nære tiltro til noget.
Allah sagde: وَما أَنْتَ بِمُؤْمِنٍ لَنا - Men du vil ikke tro os, dvs. du har ikke tiltro til os. Hvis ’tro’ fortolkes i denne henseende, kan den hverken forøges eller formindskes, eftersom ’tiltro’ ikke kan variere, og derfor kan den ikke forestilles at være fuldkommen til tider og mangelfuld til andre. De fleste lærde har dermed afvist muligheden af forøgelse og formindskelse af ’tro’, og begrundede det med: Hvis troen godtager forøgelse og formindskelse, er det en indikation for tvivl, hvilket er vantro.
Teologi: Den teologiske definition af ”al-imaan (tro)” er derimod et udtryk for følgende: at have tiltro i hjertet, at erklære med tungen og at overholde søjlerne. Hvis ”tro” fortolkes i denne henseende, kan den både forøges og formindskes, hvilket er sunnitternes tro, det være sig hadith-folket og andre. ”Troen” kan nemlig forøges og formindskes ved at maksimere eller reducere ens reflektion over beviserne og argumenterne. Af denne grund er sandhedsvidnernes (Siddiqiin - personer der taler sandt eller repræsenterer sandhed, evt. på sin tros vegne) tro mere solid og fast end andres, fordi de ikke næres af tankespind eller skælv i deres tro. Andre blandt menige folk er derimod ikke ligesådan. Hvilken fornuftsbetonet væsen vil da tro, at abu Bakr as-Siddiqs overbevisning er ligestillet med de meniges tro fra denne nation?
Beviset på at handlingerne hører til tro er, hvad Abu Hurayrahzhar berettet (B: 598, M: 58 - (35)): ”Allah sendebud ` har sagt: ”Troens udfald er inddelt i nogle og halvfjerds grene. Den bedste deraf er at sige: laa ilaaha illallaah ’لَا إِلَهَ إِلَّا اللَّهُ (Der er ingen anden guddom end Allah). Sidste led i rækken kommer at fjerne skadeligheder fra vejen. Generthed er en af troens grene”.
Ordforklaringer: ”at fjerne skadeligheder fra vejen” vil sige at fjerne sten og torne og lign. fra vejen. ”generthed” er en følelse af tilbageholdenhed med at bedrive grovheder. Generthed blev medtalt i troens udfald, eftersom den generte lader sig afholde fra synd grundet sin generthed.
Ud fra førnævnte behandling af de to betegnelser for ”tro”, er man nu i stand til at forene mellem på den ene side ”den teologiske definition” af troen, der bekendtgør forøgelse og formindskelse af troen, som nævnt i forskellige Koran- og hadith-tekster, og på den anden side ”den sproglige definition” af troen, der bekendtgør at troen hverken forøges eller formindskes.
Ordet ’Islam’ er et udtryk for underkastelse og hengivenhed. Således er enhver ’tro’ samtidig ’underkastelse/Islam’, og ikke det modsatte. Det hænder, at en person udviser underkastelse udadtil, men uden at bære tro i hjertet. (B: 598, M: 58 - (35)) Abu Hurayrah har sagt: ”Allahs sendebud opholdt sig en dag på et øjensynligt sted, så kom en mand og sagde: ”O Allah sendebud, hvad er troen?” Så sagde han `: ”Troen er, at du tror på Allah, Hans engle, bøger, regnskab, sendebuddet og at du tror på opstandelsen”. Manden sagde: ”O Allahs sendebud, hvad er islam (underkastelse)?”. Han sagde: ”At du tilbeder Allah og ikke associerer partner til Ham, at du udfører den pligtige bøn, betaler den forpligtede almisse og faster Ramadan”. Manden sagde: ”O Allahs sendebud, hvad er al-Ihsaan (en status)?”. Så sagde han `: ”At du tilbeder Allah, som om du ser Ham, og idet du ikke ser Ham, så vid at Han ser dig”. Manden sagde: ”O Allahs sendebud, hvornår er dommedagen?”. Så sagde han `: ”Den adspurgte er ikke mere vidende derom end spørgeren, men jeg vil meddele dig om Dens tegn: Når slavinden føder sin herre; dette er blandt dens tegn. Når de barfodede, nøgne, ender som folkeledere; dette er blandt dens tegn. Når hyrderne konkurrerer om at opføre høje bygninger; dette er blandt dens tegn. Og når fem yderligere ting, som kun er kendt af Allah, indfinder sig”.
Derefter reciterede Allahs sendebud `: إِنَّ اللهَ عِنْدَهُ عِلْمُ السَّاعَةِ وَيُنَزِّلُ الْغَيْثَ وَيَعْلَمُ ما فِي الْأَرْحامِ إِلَى قَوْلِهِ عَلِيمٌ خَبِيرٌ - Sandelig, viden om Timen er kendt af Allah. Han sender nedbøren, og Han ved hvad der er i livmoderen…”, indtil han nåede ”Han er Alvidende og Den, der har vished om tingenes essens. Abu Hurayrah sagde: ”Manden forlod derefter”. Så sagde Allah sendebud `: ”Bring mig denne mand igen”. Da de indlod sig derpå, kunne de ikke se nogen, så sagde Allahs sendebud `: ”Det var Gabriel: Han kom for at lære folk om deres religion”. En lign. hadith er berettet af Muslim via ^Umar ibn al-Khattaab.
Ordforklaringer: (hvad er al-Ihsaan?) Al-Ihsaan er i denne kontekst en betegnelse for ’oprigtighed ved handlingerne over for Allah’, hvilket er en betingelse for gyldigheden af imaan (troen) og Islam, idet den, der fremsiger trosbekendelsen og indlader sig på at handle godt uden at befri sin religion mod polyteisme, vil ikke have etableret ihsaan. Der er også blevet sagt, at ihsaan er at bevare gudsfrygt i hjertet og handle bedst; for den, der bevarer en levende gudsfrygt, vil handle efter bedste evne. Dette er i og for sig meningen med (At du tilbeder Allah, som om du ser Ham, og idet du ikke ser Ham, så vid at Han ser dig). (... dens tegn) er, hvad der vil indfinde sig af varsler inden dommedagens opståen. (Når slavinden føder sin herre) Dette udsagn betyder, at der vil komme en tid, hvor slavinden vil føde sin herres søn, der så både vil være hendes barn og ses som hendes herre. (Når hyrderne) det er når ørkenfolket og lign. kommer til at flyde i rigdom til en grad, at de blærer sig med at opføre kolossale bygningsværker og ender med at lede folk; dette er iblandt dens tegn.
بِالْغَيْبِ - det skjulte, - er det, der ikke kan ses med øjet. Ibn ^Abbaas sagde: ”Meningen med ’det skjulte’ er alt hvad du er pålagt at tro på, som du ikke kan sanse med dine øjne, det være sig engle, opstandelse, paradis, helvede, broen og vægten. Der er også blevet sagt: Det skjulte refererer her til Allah”. Der er også blevet sagt: Koranen. Nogle sagde: Det hinsides. Andre sagde: Åbenbaringen. Der er også blevet sagt: Skæbnen.
^Abdur-Rahmaan ibn Yaziid sagde: Vi var hos ^Abdullaah ibn Mas^uud, så kom vi ind på Muhammads ledsagere og hvad de overgik os i, så sagde ^Abdullah ibn Mas^uud: ”Muhammads sag var krystalklar for den, der så ham; Jeg sværger ved Den, der ingen anden guddom er end, at den, der tror på det skjulte har en tro, der udmærker sig over den, der tror på, hvad han har set”, derefter læste han: الم ذَلِكَ الْكِتابُ لا رَيْبَ فِيه - Alif-Laam-Miim, Dette er Skriften; derom er ingen tvivl; - … indtil han nåede til ”وَأُولئِكَ هُمُ الْمُفْلِحُونَ” - og disse er de sejrrige
وَيُقِيمُونَ الصَّلَاةَ - holder bøn - Dvs. dem, som vedligeholder bønnen indenfor dens tidsrum, overholder dens grænser og fuldender dens søjler og beskærmer dens pligter mod brister, samt fuldfører dens ønskeligheder og manér.
Lingvistik: Sprogligt er ordet salah ’الصَّلَاة (bønnen)’ en betegnelse for bønfaldelse og benådning, og deraf kommer (9:103): وَصَلِّ عَلَيهِمْ (og bed for dem).
Teologi: Teologisk set er bønnen et udtryk for nogle bestemte handlinger - det være sig bøjning, bukning, sidning, bønfald - der indledes med en hensigt.
وَمِمَّا رَزَقْناهُمْ - og giver ud af det, Vi har forsørget dem med - Dvs. de giver bort af hvad Allah har skænket dem af underhold.
Lingvistik: Underhold ’الرِّزْقُ (Rizq)’ er en betegnelse for alt, hvad der forekommer nyttigt, det være sig værdier eller børn.
يُنْفِقُونَ - giver ud, - Dvs. de forærer og donerer i lydighed til Gud og for Hans sag. Herunder at betale den forpligtede almisse 'الزَّكاةُ (az-zakaat)' og at bruge på sig selv og på hvem end man er pålagt forsørgelse over. Herunder at spendere penge i opfordrede forhold, såsom frivillige donationer til velgørende projekter og fortrøstningsbidrag til trosfæller. Alle disse velgørenhedsgøremål ses som prisværdige handlinger.
