﴿ ذَٰلِكَ الْكِتَابُ لَا رَيْبَ ۛ فِيهِ ۛ هُدًى لِلْمُتَّقِينَ ﴿2﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Dette er Skriften; derom er der ingen tvivl; en retledning for de gudfrygtige”.
” ذَلِكَ الْكِتَابُ - Dette er Skriften
Der er blevet sagt, at der her findes en implicit sætning, der siger: ”ذَلِكَ الْكِتَابُ (Dette er Skriften;)” Som Jeg har lovet dig; Allah havde lovet Sin profet, at Han vil åbenbare en Bog til ham, der ikke kan opløses af vand (eftersom Den er i hjerterne), og som ikke falmer af gentagelse. Da Allah åbenbarede Skriften, sagde Han: ”ذَلِكَ الْكِتَابُ (Dette er Skriften;)” Altså som Jeg har lovet dig. Der er også blevet fortalt, at Allah lovede israelitterne, at Han vil åbenbare en Bog og sende et sendebud, som nedstammer fra Ismaels slægt. Da sendebuddet emigrerede til Madinah og dér var talrige jøder, åbenbarede Allah dette vers
” الم - ذَلِكَ الْكِتَابُ - Alif-Laam-Miim, Dette er Skriften - Dvs. Dette er Skriften, som Jeg gennem Moses’ ord har lovet jer, at Jeg vil åbenbare til profeten, som nedstammer fra Ismaels afkom.
”الْكِتَابُ - Al-Kitaab ’Skriften’ - er en af Koranens navne.
”لا رَيْبَ فِيهِ - derom er der ingen tvivl; - Dvs. at der hersker ingen tvivl, om at Koranen er fra Allah og at Den er ret og sand. Der er også blevet sagt, at det er et prædikat, der udtrykker et forbud; ”I skal ikke være i tvivl derom”. Hvis dette spørgsmål stilles: Jamen nogle folk tvivlede derpå, hvad er så meningen med udsagnet ’derom er der ingen tvivl’? Så er svaret: Dette betyder, at Den i sig selv er ret og sand; Hvem end der studerer Den nøje, vil erkende virkeligheden deraf.
”هُدىً لِلْمُتَّقِينَ - en retledning for de gudfrygtige. - هُدىً (en retledning) Retledning ’ الهُدَى (al-hudaa)’ er en betegnelse for vejledning. Der er også blevet sagt: Den er en vejledning, der er præget af mildhed. Der er desuden blevet sagt: Retledning er i og for sig retvisning, og betyder: Skriften er en retledning for de gudfrygtige. Der er også blevet sagt: Skriften vejleder - der er ingen tvivl om Dens retledning. لِلْمُتَّقِينَ (for de gudfrygtige).
Etymologi: ”Den afværgende” ’الْمُتَّقِي (al-muttaqii)’, som hører til lang tillægsform, er dannet af ”at afværge noget”. ”At afværge noget” ’التَّقْوَى (at-taqwaa)’, vil sige at beskytte sig fra, hvad der er intimiderende. I bund og grund er det en betegnelse for en blokade mellem to ting; Man siger: ’han beskyttede sig med sit skjold”, hvilket vil sige, at han lod den være et værn mellem sig og den, der tilsigter at påføre ham skade. I hadith er nævnt: ”I kampens hede søgte vi ly bag ved Allahs sendebud”. Dvs. når kampen var intens, lod vi Allahs sendebud være et skjold mellem os og fjenden.
Teologi: Gudfrygtighed ’التَّقْوَى (at-taqwaa) vil sige at beskytte sig fra, hvad der er syndigt, og dette opnås ved udeladelse af synd. Med andre ord sørger den gudfrygtige for, at lade overholdelse af Allahs befaling og afståelse fra Hans forbud være et skjold mellem sig og helvedet. Ibn ^Abbaas sagde: ”Den gudfrygtige er den, der afstår fra afgudsdyrkelse, storsyndighed og grovheder”. Der er også blevet sagt, at den gudfrygtige er den, der ikke ser sig selv mere værd end andre. Der er også blevet sagt: Gudfrygtighed er at udelade, hvad Allah har forbudt, og at udføre hvad Han har påbudt. Desuden er der blevet sagt: Gudfrygtighed vil sige at udelade insisteren på at begå synder og at udelade selvhævdelse ved lydighedshandlinger.
NB: Disse to retsbrud hører til hjertets synder;
Der er også blevet sagt: Gudfrygtighed er ikke at lade Din Herre se dig gøre, hvad Han har forbudt dig imod. Der er også blevet sagt: Gudfrygtighed vil sige at efterleve profeten ` samt hans ledsagere. Der er fremkommet i hadith: ”Gudfrygtighed (taqwah) illustreres af Allahs vers (16:90):
﴿ إِنَّ اللَّهَ يَأْمُرُ بِالْعَدْلِ وَالْإِحْسَانِ وَإِيتَاءِ ذِي الْقُرْبَىٰ وَيَنْهَىٰ عَنِ الْفَحْشَاءِ وَالْمُنكَرِ وَالْبَغْيِ ۚ يَعِظُكُمْ لَعَلَّكُمْ تَذَكَّرُونَ ﴿90﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Sandelig, Allah påbyder retfærdighed og godhed samt at give ud til slægtninge. Han forbyder grovheder, det forkastelige og overtrædelser”.
Der er også blevet sagt: Den gudfrygtige er Den, der udelader, hvad der er harmløst i frygt for, hvad der er harmfuldt.
Allah nævnte særligt de gudfrygtige for at ære dem, fordi gudfrygtighedens status er nobel og ærværdig, eftersom de vil nyde godt af vejledningen. Havde der ikke været for de gudfrygtige andet end denne fortræffelighed, der er i Hans vers: هُدىً لِلْمُتَّقِينَ (en retledning for de gudfrygtige), da ville dette have været tilstrækkeligt.
Hvis følgende spørgsmål melder sig: Hvordan kan det være, Han sagde ’هُدىً لِلْمُتَّقِينَ (en retledning for de gudfrygtige’, når de gudfrygtige i og for sig er dem, der er retledet? Så er svaret: Dette svarer til at sige til den, der er mægtig og ærværdig ’Må Allah gør dig mægtig og ærværdig’, idet man her tilsigter en højere grad af hvad, han på forhånd besidder. Præcis som i اهْدِنَا الصِّرَاطَ الْمُسْتَقِيمَ (Led os af den rette sti)
