Profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde: ”Når et menneske 
dør, ophører muligheden for at indtjene belønning med undtagelse af tre måder; en godgørenhed, som resulterer i vedløbende almisse, en gavnlig viden, som videregives og en from efterkommer, der beder Allah for en”. Berettet af Muslim og Al-Bukhariy.
Betydningen er, at disse førnævnte sager er noget, som muslimen fortsat vil få gavn af efter døden, eftersom det er noget, han selv stod bag. Allah, være ophøjet, sagde:
﴿ وَأَن لَيسَ لِلإِنسٰنِ إِلّا ما سَعىٰ ﴿39﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Menneskene vil blive belønnet udelukkende for deres bestræbelser”.
Både dette vers og den forrige udtalelse vidner om, at man vil få gavn af sine egne gode gerninger; og med Allahs Nåde kan man også få gavn af gode gerninger, som andre gør for en. Et eksempel på dette er begravelsesbøn, som den afdøde muslim får gavn af, selvom handlingen ikke er udført af ham selv.
Det samme gælder profetens bøn, da han bad for en anden og at denne fik gavn af bønnen, selvom at det ikke var ham selv, der lavede bønnen, men at det var profeten. Et eksempel herpå er profetens bøn for Ibn ^Abbas: ”Herre Gud, skænk ham visdommen og fortolkning af Al-Qur´an”. Berettet af Al-Bukhariy
