Lovprisning tilkommer Allah, vi lovpriser Ham og beder om Hans forladelse. Vi søger Hans hjælp og vejledning, og vi takker Ham. Vi søger tilflugt hos Ham fra vores egos ondskab. Den, Allah vejleder, kan ingen vildlede, og den, Han vildleder, kan ingen vejlede. Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Allah, Den Ene uden partner, uden lige, rival og mage. Det, Allah vil have, vil være, og det, Han ikke vil have, vil ikke være. Jeg bevidner, at vores mester Muhammad er Allahs skabning, sendebud, udkårne og elskede. Han overbragte budskabet, fuldførte hvad han blev betroet samt rådgav nationen og i sandhed kæmpede for gud. Vorherre, vi beder Dig om at skænke den allerhøjeste rang til vor mester Muhammad og frede ham. Ham hvorved besværligheder ophæves, bekymringer lettes, behov opfyldes, ønsker og gode afslutninger opnås samt nedbør realiseres til ære for hans ærede selv. Må Allah ophøje hans gode og rene slægt og ledsagere.
Kære troende, jeg formaner mig selv og jer om at frygte Allah, Den Ophøjede, Almægtige, der siger i den ædle Koran:
﴿ لا تَجعَلوا دُعاءَ الرَّسولِ بَينَكُم كَدُعاءِ بَعضِكُم بَعضًا قَد يَعلَمُ اللَّهُ الَّذينَ يَتَسَلَّلونَ مِنكُم لِواذًا فَليَحذَرِ الَّذينَ يُخالِفونَ عَن أَمرِهِ أَن تُصيبَهُم فِتنَةٌ أَو يُصيبَهُم عَذابٌ أَليمٌ ﴿63﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Kald ikke på profeten som den måde I indbyrdes kalder på hinanden. De, der ikke adlyder profetens befaling, skal være advarede mod at blive ramt af en tilskikkelse, eller at en smertelig straf påføres dem”.
I forstandige, begavede, I hvis hjerte banker med begribelse, I som har set gravene inden selv at træde deri, hørt om deres pinsler inden selv at høre dem, I som har oplevet døden nappe jeres slægtninge, I som har hørt beretninger om pinsler for nogle, der var før jer, og I som er blevet meddelt fortællinger om de retskafne, har I reflekteret over, hvad Den Mægtige Skaber har truet med, for hvem der trodser og afviser Ham? Og har I reflekteret over, hvad Han har beredt for dem, der er veludrustet til dommedag?
Kære troende, Allah, Den Almægtige, Uovervindelige, udsatte i sandhed nogle nationer for en streng straf som følge af deres uret og tyranni. Shuaybs nation, der afviste og trodsede profeten Shuayb samt tilbageviste hans kald, blev både straffet og destrueret af Allah.
﴿ فَكَذَّبوهُ فَأَخَذَهُم عَذابُ يَومِ الظُّلَّةِ إِنَّهُ كانَ عَذابَ يَومٍ عَظيمٍ ﴿189﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”De afviste ham, følgelig blev de udvisket af straffen på den overskyggende dag, dette var en mægtig dags straf”.
Allah udsatte dem for hede og da flygtede de fra deres landsby ud i det frie. En sky overskyggede dem, og da begyndte de at tilkalde hinanden for at samles under skyen og beskygges under den. Da de alle sammen samledes under den, befalede Allah, Den Almægtige, Uovervindelige, den til at kaste gnister og stjerneskud på dem. Jorden skælvede under dem og dernæst blev der udstødt et skrig fra himlen som aflivede dem alle, thi Allah er den Uovervindelige, og den der magter at gennemføre sin straf.
Hvad ^Aads nation angår, udstyrede Allah dem med overordentlig stor krop og styrke. Det førte til, at de opførte skyhøje, robuste paladser, men de tilbad idoler i stedet for Allah, Den Ene, Betvingeren. Allah sendte dem sit sendebud Hud, fred over ham, men de udviste arrogance og deres uret forøgedes. Hud advarede dem mod en nærliggende straf. Følgelig tilbageholdt Allah nedbør fra dem, hvilket plagede og bebyrdede dem, og de tog skade af denne barske tørke. De bad om regn, og da sendte Allah sorte skyer som de jublede og godtede sig over, men det var straffe- og hævneskyer. Allah sendte en hård, rasende, kold vind, hvis kulde brændte dem som ild gør, i syv nætter og hele otte dage, indtil den destruerede og væltede dem. Vinden bar dem og løftede dem op i luften for dernæst at kaste dem ned på hovedet, sådan at de endte som lig uden et hoved, ligesom et palmetræ der er flået op fra sine rødder.
Kære troende, Allah, være ophøjet, siger:
﴿ لَهُ مُعَقِّبٰتٌ مِن بَينِ يَدَيهِ وَمِن خَلفِهِ يَحفَظونَهُ مِن أَمرِ اللَّهِ إِنَّ اللَّهَ لا يُغَيِّرُ ما بِقَومٍ حَتّىٰ يُغَيِّروا ما بِأَنفُسِهِم وَإِذا أَرادَ اللَّهُ بِقَومٍ سوءًا فَلا مَرَدَّ لَهُ وَما لَهُم مِن دونِهِ مِن والٍ ﴿11﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Sandelig ændrer Allah ikke et folks tilstand, medmindre de ændrer deres. Hvis Allah vil plage et folk, da kan ingen afvende det, og de har ingen beskytter foruden Ham. ”.
﴿ هُوَ الَّذى يُريكُمُ البَرقَ خَوفًا وَطَمَعًا وَيُنشِئُ السَّحابَ الثِّقالَ ﴿12﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Det er Ham, der lader jer se lynet, som vækker frygt og håb, og Han lader de tunge skyer opstå”.
﴿ وَيُسَبِّحُ الرَّعدُ بِحَمدِهِ وَالمَلٰئِكَةُ مِن خيفَتِهِ وَيُرسِلُ الصَّوٰعِقَ فَيُصيبُ بِها مَن يَشاءُ وَهُم يُجٰدِلونَ فِى اللَّهِ وَهُوَ شَديدُ المِحالِ ﴿13﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Og englen Ar-Ra^d lovpriser Ham i taknemmelighed, og ligeså gør englene i frygt for Ham. Og Han udsender lynet og rammer med det, hvem Han end vil. Alligevel strides de om Allah, hvis magt er stor”.
Meningen med ”Sandelig ændrer Allah ikke et folks tilstand, medmindre de ændrer deres” er at Allah ikke ændrer et folks tilstand af helbredelse, velstand og foræring medmindre de selv ændrer deres egen gode tilstand af lydighed til Allah til en dårlig tilstand gennem syndefuldhedf, og dette gælder ikke på en individplan, men i større udstrækning som landsplan.
Endvidere fortalte Allah, være ophøjet, at når Han vil plage et folk dvs. straffe dem, da vil ingen kunne afvende det dvs. afværge det samt at ingen foruden Allah magter at beskytte et folk og værne om dem.
Allah, være ophøjet, meddeler os desuden at Han giver os synet af lyn og gør os frygtsomme ved dets nedslag og glimt, og at Han lader vores hjerte nære håb om byge og regn, som er i skyer, tilsvarende at Han, være ophøjet, danner de tunge skyer, der bærer regn, og at englen, der fører dem, hvis navn er Ar-Ra^d, lovpriser Allah, og at englene lovpriser deres skaber i frygt, ærbødighed og ophøjelse.
Profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde:
الرَّعْدُ مَلَكٌ مٌوَكَّلٌ بِالسَّحَابِ مَعَهُ مَخَارِيقُ مِنْ نَّارٍ يَسُوقُ بِهَا السَّحَابَ
Hvilket betyder: “Ar-Ra^d er en engel betroet skyerne, og han har ildklæder, med hvilke han driver skyerne”.
Berettet af At-Tirmidhiy
Dermed er lyden, vi hører, englens drift af skyerne med det sammenrullede ildklæde til det sted, Allah befalede. Det sammenrullede ildklæde minder om et sammenrullet håndklæde, som drenge slår hinanden med. Endvidere fortalte Allah, at Han nedslår med lynet og rammer med det, hvem Han end vil. Herre Allah, dræb os ikke ud af Din utilfredshed, og destruer os ikke med Din straf, men værn om os inden, så vi ikke udsættes for Din straf.
Kære troende, lovprisning til Allah for at Han gjorde os til den bedste nation fremkommet til menneskeheden og gjorde os følgere af den bedste profet, må Allah ophøje og frede ham. Ham der bad sin Herre om fire ting, fik alle undtagen én. Således vil vi ikke udsættes for en syndflod, hvor hele nationen drukner ej heller vil jorden åbne sig og sluge hele nationen på den. Derimod kan der forekomme en straf, der ikke indebærer udryddelse.
Profeten, må Allah ophøje og frede ham, sagde:
إَنَّ النَّاسَ إِذَا رَأَوُا الْمُنْكَرَ فَلَمْ يُغَيِّرُوهُ أَوْشَكَ أَنْ يَعُمَهُمُ اللهُ بِعِقَاب
Hvilket betyder: “Når mennesker ser ondskab og ikke forbyder det, vil en nærliggende straf af Allah omfatte dem”.
Berettet af Imam Ahmad i sin Musnad
Meningen er, at Allah straffer dem, hvis de udelader at forbyde det onde og at han udsætter dem for lidelser og plager i dette liv inden dommedag. Utvivlsomt er de lidelser, der rammer de troende i denne tidsalder, et udslag af at det onde ikke forhindres og ikke forbydes.
Jeg formaner mig selv og jer alle til at befale det gode og forbyde det onde samt at kalde til Allahs religion med visdom, mildhed og skånsom forkyndelse, og vid, at den betydeligste ondskab, der er en pligt at forbyde, er vantro, med al dens typer, hvilken er den største og grimmeste synd. Dels kan den være en tro såsom at sammenligne Allah med Hans skabninger ved fx at tilskrive Ham lemmer, form, skikkelse, beliggenhed eller retning eller at tro at Han opholder sig i noget. Dels kan den være en handling såsom at smide Koranen i affald eller at træde på den eller at skrive den med urent eller ulækkert væske. Og dels kan den være en udtalelse som at bande ad Allah, profeten, en af Allahs profeter, en af englene fx Gabriel eller ^Azra´il, fred over dem, eller at ringeagte religionen eller en af den beærede profets sædvaner.
﴿ وَلَئِن سَأَلتَهُم لَيَقولُنَّ إِنَّما كُنّا نَخوضُ وَنَلعَبُ قُل أَبِاللَّهِ وَءايٰتِهِ وَرَسولِهِ كُنتُم تَستَهزِءونَ ﴿65﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Og hvis du spørger dem, vil de sige: ’Vi vrøvlede og legede kun”. Sig: ”Gør I grin med Allah, Hans vers, Hans sendebud”.
﴿ لا تَعتَذِروا قَد كَفَرتُم بَعدَ إيمٰنِكُم إِن نَعفُ عَن طائِفَةٍ مِنكُم نُعَذِّب طائِفَةً بِأَنَّهُم كانوا مُجرِمينَ ﴿66﴾ ﴾
Hvilket betyder: ” find ikke på undskyldninger, I har begået vantro efter at have været troende”.
Jeg beder Allah om tilgivelse for mig og jer.
