Det berettes, at mesterinde Maryams far, ^Imran søn af Mathan, var en muslimsk lærd blandt israelitterne 
. ^Imran giftede sig med Hannah datter af Faqudh, der fødte ham en pige, som de navngav Isha^. Senere hen blev profet Zakariyya søn af Barkhiya, der var tømrer og fætter til Hannah, gift med Isha^.
Profet Zakariyya var, inden han modtog profetiåbenbaringen, en stortilbeder, og på daværende tid var der ingen profet i Jerusalem. Efter han en dag var færdig med at bede i sin stamfar Davids mihrab , nedsteg Gabriel, fred over ham, med Guds åbenbaring til ham, og meddelte ham, at han er Guds profet til israelitterne. Følgelig gik Zakariyya ud til sit folk og kaldte dem til Islam, og Gud støttede ham med klare mirakler, der bekræftede hans sande kald til sandheden. Nogle mennesker blev troende og fulgte ham, mens andre afstod.
Zakariyya tilbragte sin tid med at kalde sit folk til at udføre det gode og at afstå fra det slette. Og han valgte Jerusalem-moskeen som sit bedested, hvor han kaldte til Allahs religion. Og de muslimske lærde i sin tid sluttede sig til ham.
Årene passerede, og profet Zakariyya fik ingen børn, fordi hans kone var steril. Samtidigt var hans svigermor Hannah blevet gammel. En dag sad hans svigermor sammen med sin mand ^Imran i skyggen af et træ, og betragtede en fugl fodre sin unge. Hun begyndte at græde, fordi hun længtes efter at få et barn. Hun gav udtryk for det overfor sin mand, så sagde han til hende: ”Lad os bede og bønfalde Allah herom.”
De rejste sig, bad og bønfaldt Allah, være ophøjet, om at skænke dem et barn. ^Imran så i drømmen, at Allah havde bønhørt deres bøn samt skænket dem et barn. Deres ønske gik bestemt i opfyldelse, og Hannah blev gravid. Allah, være ophøjet, gav hende inspiration til at sige: ”Hvis Allah gør mig i stand til at føde barnet i min mave, vil jeg gøre ham til en muharrar.” . Efter hun havde afgivet dette løfte, sagde ^Imran: ”Hvad er det, du har gjort? Hvad nu hvis du føder en pige?” De blev begge nedtrykte over denne tanke. Og efter nogle måneder døde ^Imran og hans kone var efterladt alene, ventende på deres barns fødsel.
En muharrar var som regel en dreng, der levede i moskeen og tog sig af den ved at feje, antænde lysene og lignende sager, indtil han nåede puberteten. Herefter skulle han træffe en beslutning om at forblive i moskeen eller forlade den. Hvis han besluttede at forlade moskeen, forlod han den. Og hvis han besluttede at blive, var han bundet til det resten af livet. Alle de israelitiske profeter havde en muharrar af deres afkom i Jerusalem. Denne muharrar-stilling var forbeholdt drenge, da piger ikke var egnet til det, idet de ikke måtte forblive i moskeen, når de menstruerede.
Da Hannah fødte, forventede hun, det ville blive en dreng, men blev overrasket, idet hun fødte en pige. ”Min Herre” sagde hun: ”Jeg har født en pige.” Hun havde forhåbning om, at det ville være en dreng, der var i stand til at tjene Jerusalem-moskeen. Herefter sagde hun til sig selv: ”Allah ved bedst, måske vil der komme noget godt ud af denne pige.” At anskue situationen på denne måde gav hende trøst og formildede hendes ærgrelse og skuffelse. Hun navngav sin nyfødte pige Maryam, der betyder tilbederen, i håb om at Maryam ville leve op til navnet.
Og Hannah bønfaldt sin Herre, sigende: ”Og jeg beder Dig om beskyttelse af min datter og hendes afkom mod den forbandede satan.”
Allah godtog Maryam og accepterede hende i stedet for en dreng som led i løftet, og det var umiddelbart profet Zakariyya, der informerede Hannah herom. Maryam var således den første pige, som var en muharrar. Allah gav hende en god opvækst. Hun havde et smukt udseende, og var den flotteste og mest fuldendte kvinde i hendes samtid. Og hun voksede på en dag, hvad andre børn voksede på et år. Det berettes, at hun som spædbarn talte, ligesom hendes søn Jesus gjorde senere hen. Endvidere blev mesterinde Maryam aldrig ammet af sin mor, men fik derimod sin næring skænket af Allah på en ekstraordinær måde.
Det berettes, at da Hannah fødte Maryam, så ammede hun hende ikke, men derimod svøbte hende i et stykke stof og tog hende til moskeen. Her var profet Zakariyya med en gruppe af israelitiske, muslimske lærde, der passede moskeen. De sagde til hende: ”Hvad er det, du bringer os, Hannah?” De var forundret over, at Hannah bragte dem en pige som en muharrar. ”Hun er min datter Maryam”, svarede Hannah. ”Jeg har gjort hende til en muharrar, og Allah har accepteret hende, så tag godt imod hende, og afvis hende ikke.” De henvendte sig til Zakariyya og spurgte ham herom. Han svarede: ”Det er nødvendigt, at nogen varetager hendes tarv, indtil hun når en alder, hvor hun kan tjene i moskeen, hvorefter hun så skal tjene i moskeen.”
Når en muharrar ankom, var normen, at de lærde foretog en lodtrækning for at finde én til at undervise denne muharrar. Følgelig spurgte de profeten Zakariyya: ”Hvem af os varetager hendes tarv?” Han svarede: ”Jeg har det fortrin frem for andre, at jeg er hendes søsters mand og hendes slægtning.” De lærde sagde: ”Lad os foretage en lodtrækning om hende.” Følgelig tog alle de 27 lærde, tilmed Zakariyya, til den jordanske flod og deri smed de deres penne, som de skrev Toraen med, søgende Allahs velsignelser.
Alle pennene sank undtagen profet Zakariyyas, den flød. Dette var et mægtigt mirakel for profet Zakariyya. Herefter gentog de lodtrækningen og smed endnu en gang deres penne i floden. Alle pennene fulgte vandstrømmen, undtagen profet Zakariyyas, den gik mod strømmen. Og de gentog lodtrækningen en tredje gang og smed endnu en gang deres penne i floden. Denne gang sank alle pennene, mens profet Zakariyyas stod oprejst, som om den var rodfæstet i mudder. Og således blev han den ansvarlige for at varetage hendes tarv.
Kort tid efter Hannah fødte Maryam, døde hun. Maryam var nu et forældreløst barn, men Allah kompenserede hendes tab med, at profet Zakariyya varetog hendes tarv. Følgelig tog profet Zakariyya hende med hjem, så hendes storesøster Isha^ kunne opdrage hende.
Fra Maryam var ung, var hun lydig mod Allah, og afholdt sig fra alt, der var modstridende med islam. Da hun blev gammel nok, byggede profet Zakariyya en mihrab til hende. Ingen trådte ind hos Maryam andre end profet Zakariyya ledsaget af Tømreren Yusuf, der var Maryams fætter og en muharrar, der bad meget.
Idet profet Zakariyya varetog Maryams tarv, besøgte han hende jævnligt for at se til hende. Hver gang han kom, fandt han føde hos hende, som han ikke selv havde medbragt – han så sommerfrugter om vinteren, og vinterfrugter om sommeren.
Efter at have oplevet dette gentagne gange, spurgte han forundrende ind til, hvordan hun kom i besiddelse af føden. Hun svarede: ”Det er fra Allah. Han skænker, hvem Han vil uden en årsag” . Dette var noget ekstraordinært, som mesterinde Maryam blev skænket, og dette bevidnede hendes høje status og fuldendte tro. Da profet Zakariyya hørte hende sige dette, blev han lettet, fordi at hun, som han varetog, var således en from person med en høj rang… Og Maryam er den bedste kvinde nogensinde, fred være over hende.
