الْقَدِيرُ : Den Almægtige (som er beskrevet med en fuldkommen magt. Allahs magt er en evig og evindelig egenskab med hvilken Allah påvirker det intellektuelt mulige, dvs. det som forstanden kan godtage både eksistensen og ikke-eksistensen af. Med egenskaben magt, skaber og tilintetgør Allah ting).
الفَعَّالٌ لِمَا يُرِيدُ : Og Den, Der magter at gennemføre Sin vilje (dvs. Allah magter at frembringe hvad der i al evighed har været Hans Vilje, og intet kan gøre Ham afmægtig. Han gør hvad Han vil uden besvær, og ingen kan forhindre Ham deri).
مَا شَاءَ اللهُ كَانَ وَمَا لَمْ يَشَإ لَـمْ يَكُنْ : Hvad Allah (i al evighed) ville have skulle være (indtrådt i eksistens) vil være (og indtræde i eksistens) og hvad Allah (i al evighed) ikke ville have skulle være, vil ikke være (og dermed ikke indtræde i eksistens. Allahs vilje forandres ikke, idet viljeforandring er tegn på tilblivelse, som er umuligt for Allah).
الَّذِي لا حَوْلَ وَلا قُوَّةَ إِلاَّ بِهِ : Der er ingen undgåelse eller formåen undtagen via Ham (dvs. ingen kan undgå at synde undtagen med Allahs beskyttelse, og ingen formår at adlyde Allah undtagen med Hans hjælp. Og Han er) Den, der er beskrevet med al fuldkommenhed, der passer for Ham (såsom viden, magt og vilje) og Den Der er fri for al ufuldkommenhed (dvs. alt hvad der ikke passer for Ham, være ophøjet, såsom uvidenhed, magtesløshed, farve, grænse og ophold i en retning eller sted, da al dette hører til skabningernes egenskaber. Han, være ophøjet, eksisterer uden sted, som Han sagde[1]) لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ hvilket betyder: ”Der er absolut intet, der er Ham lig” (dvs. at Han, være ophøjet og prist, på ingen måde ligner nogen eller noget af Sine skabninger. Allah, være ophøjet, fremførte sin udtalelse لَيْسَ كَمِثْلِهِ شَىْءٌ foran sin udtalelse) وَهُوَ السَّمِيعُ البَصِيرhvilket betyder: ”og Han er Den Althørende og Den Altseende” (for at ingen må indbildes at Allahs hørelse og syn ligner andres hørelse og syn, thi Allah, være ophøjet, er ulig med, dvs. forskellig fra samtlige skabninger. Imamen Dhun-Nun Al-Misriy, må Allah beære ham, sagde: ”Hvad du end forestiller dig i sindet om Allah, er Allah forskellig fra det”).
Han er Den Evige (hvis eksistens ingen begyndelse har) og alt andet end Ham (dvs. skabningerne) er tilblevet (og indtrådt i eksistens efter intethed) og Han er Skaberen (af samtlige skabninger) og alt foruden Ham (dvs. alle skabningerne) er skabt (og har en begyndelse. Så universets art og hvad det huser af dele er tilblevet. I hvad angår den første del - arten - afveg Ibn Taymiyah og gav filosofferne medhold i deres udsagn om at universets art er evig og at dets eksistens ingen begyndelse har og da dømte muslimerne ham som værende vantro herfor) Således er alt, der indtræder i eksistens, det være sig legemer (flertal af legeme, hvilket er alt hvad der har en fysisk størrelse) eller handlinger (det være sig frivillige eller ufrivillige, skabt af Allah. Så samtlige legemer) fra støvpartiklen (som er den mindste størrelse, vi kan se separeret fra andet med det blotte øje, og som ses ved indtrædelse af lys fra vinduet, eller hvad der er mindre end den) til Tronen (der er den største fysiske størrelse af Allahs skabninger, er skabt af Allah) og alle skabningernes (ydre handlinger, hvilke er) bevægelser og stilstand, (og de indre handlinger fx) hensigter (flertal af hensigt som er agt) eller strejfende tanker (som er det der uforsætligt strejfer hjertet, alt dette er) skabt af Allah. Således har ingen andre end Allah skabt dem hverken naturen (som er de karakteristika, Allah tillagde legemerne, fx brænding der er ildens natur) eller årsag (som er det, med hvis eksistens følgevirkningen vil opstå, og med hvis intethed følgevirkningen vil forgå, såsom fingerens bevægelse, der er årsag til bevægelse af ringen på den omtalte finger). Ting indtræder i eksistens i overensstemmelse med Allahs vilje, magt, skæbnebestemmelse og evige viden, som det er fremkommet i Allahs udtalelse[2]:
وَخَلَقَ كُلَّ شَىْءٍ
hvilket betyder: ”Og Allah skabte alting” dvs. frembragte alle skabningerne fra intethed til eksistens. Ingen skaber i denne betydning (dvs. frembringelse fra intethed til eksistens) undtagen Allah. Allah, være ophøjet, sagde[3]:
هَلْ مِنْ خَالِقٍ غَيْرُ اللهِ
hvilket betyder: ”Skulle der være en anden skaber end Allah?”. (Dvs. der er ingen anden skaber end Allah. Mutazilitterne afveg fra dette og sagde at skabningen skaber sin egen frivillige handling, herfor dømte muslimerne dem som værende vantro. Imam Abu Hafs, ^Umar søn af Ahmad) An-Nasafiy (må Allah være nådig med ham) sagde (i sin berømte bog Al-^Aqidah An-Nasafiyyah) ”Hvis en person kaster en sten mod et glas og slår det itu, da er kastningen (som er skabningens handling med stenen der kan forårsage knusning eller ej) ituslåningen (som er skabningens handling der er påført glasset via kastningen med stenen) samt at være ituslået (som er den resulterede virkning i glasset af bristning, spredning og lignende) alle skabt af Allah” (og ikke skabt af skabningen). Skabningens andel (i sit foretagende) er blot udførelse (hvilken er at skabningen retter sin agt samt vilje mod den frivillige handling, som Allah skaber derved) mens skabelsen udelukkende tilkommer Allah. Allah, være ophøjet, sagde[4]:
وَعَلَيْهَا مَا اكْتَسَبَتْ لَهَا مَا كَسَبَتْ
لَهَا مَا كَسَبَتْ betyder: ”Det tilkommer egoet hvad det gør af gode gerninger” dvs. for egoet tilkommer belønning for hvad det gør af godhed dvs. det gavnes deraf.
وَعَلَيْهَا مَا اكْتَسَبَتْ betyder: ”Samt får konsekvenserne af hvad det gør af dårlige gerninger” (dvs. egoet bærer følgerne af hvad det gør af slette handlinger, dvs. det forvoldes skade deraf, således beskrives skabningen med gøren og ikke skabelse og denne vil stilles til regnskab for sin gøren).
(Vid at) Allahs tale (være ophøjet, er en stadfæstet egenskab for Hans evige og evindelige Selv, og Hans tale) er evig (uden en begyndelse) som alle Hans øvrige egenskaber (være ophøjet, såsom liv, viden, magt, hørelse og syn hvilke er evige, eftersom Det Evige Selv ikke kan tillægges en tilbleven egenskab. Herudfra kan konstateres, at Allahs tale nødvendigvis ikke er med bogstav, stemme eller sprog samt at den hverken startes eller afsluttes.
Flere måder kan benyttes til at modargumentere denne påstand:
1) Man spørger dem: ”Er talen for Allah en fuldkommenhed eller en ufuldkommenhed? De må sige det er. Derfor vil det ifølge deres holdning være en ufuldkommenhed for Allah ikke at være beskrevet med Talen forinden Han talte. Fordi de tror at Allah taler med start og slut.
2) Man siger til en wahhabi: Hvad er dommen for at sige at Allahs viden har en begyndelse? Så siger de det er vantro. Hvad er grunden til at det er vantro? De bliver tvunget til at sige at grunden er at man har tilskrevet Allahs viden begyndelse? Så siger vi: hvad ligger der til grund for at det er vantro gør sig også gældende for Allahs Tale.
3) Hvis Allah talte med bogstaver og sprog, der ville Hans Tale være tidsrummet. Og der ville regsnskabsdagen på 50.000 år ikke være tilstrækkelig, eftersom Iblis muligvis har levet i 100.000 og menneskenes antal er flere miliarder, for ikke at snakke om al-Jinn. Og Allah siger:
وَهُوَ أَسْرَعُ الْحَاسِبِينَ {62}
Hvilket betyder: ”Han er Den hurtigste til at stille til regnskab”.
Derimod er den åbenbarede tekst et udtryk for den evige tale, og kan derfor godt kaldes for Allahs tale). Han, Den Ophøjede, er anderledes end (dvs. ulig) samtlige skabninger i Selvet (dvs. at Hans Selv ikke ligner andres selv) Egenskaber (dvs. at Hans egenskaber ikke ligner andres egenskaber) og Handlinger (dvs. at Hans gøren ikke ligner andres gøren). Prist og ophøjet er Han (dvs. glorificeret og hævet) til den yderste grænse (dvs. en fuldkommen ophøjelse) over det, som de uretfærdige (dvs. de vantro det være sig polyteister eller de der sammenligner Gud med skabningerne) tilskriver Ham (og tillægger Ham af egenskaber der ikke passer for Ham).
Sammenfatningen af det førnævnte er, at det er fastslået, at Allah, være ophøjet, har 13 egenskaber, der er nævnt gentagne gange i Koranen (og Hadith) enten udtrykkeligt eller i overført betydning (idet profeten, må Allah hæve hans rang, drog omsorg for at alle skulle lære dem). Disse (egenskaber) er:
الْوُجُود :Eksistens (dvs. Allah eksisterer og der er ingen tvivl om Hans eksistens)
الْوَحْدَانِيَّة : Énehed (dvs. Han er Én og har ingen partner)
الْقِدَم : Evighed (dvs. Allah, være ophøjet, ingen begyndelse har på Sin eksistens) الْبَقَاء : Uophørlighed (dvs. der er ingen slutning på Hans eksistens, Han hverken dør, forgår eller forandres)
القِيَامُ البِنَّفْس : Uafhængighed (dvs. Han ikke har brug for nogen eller noget og alt foruden Ham, behøver Ham)
الْقُدْرَة : Magt (Allah magter alting, dvs. magter alt der forstandsmæssigt er muligt, hvilket er det, som forstanden begriber at det eksisterer i en tid og forgår i en anden)
الإِرَادَة : Vilje (som er at specificere det forstandsmæssigt mulige med egenskaber, det er modtageligt for, frem for andre og med en bestemt tid frem for en anden)
الْعِلْم : Viden (dvs. Allah ved med Sin evige viden alting. Han ved om Sit Selv, Egenskaber og hvad Han frembringer blandt Sine skabninger med én viden, der omfatter al viden, Hans viden hverken fornyes, forandres, forøges eller formindskes)
السَّمْع : Hørelse (dvs. Allah hører med Sin evige Hørelse, som ikke ligner andres hørelse, eftersom Allahs hørelse er evig mens andres er tilbleven. Allah hører med Sin hørelse alt hørbart uden behov for et øre eller andet redskab)
الْبَصَر : Syn (dvs. Allah ser med Sit evige syn som ikke ligner andres syn, eftersom Allahs syn er evigt, mens andres er tilblevet. Vor Herre ser med Sit syn alt synbart, således ser Han Sit Selv samt Sine skabninger uden behov for et øje eller andet redskab)
الْحَيَاة : Liv (dvs. Allah er beskrevet med et evigt og uophørligt Liv, der ikke ligner vores liv, og det er ikke med sjæl, kød, blod, nerver eller marv)
الْكَلام : Tale (dvs. Han, være ophøjet, taler med én evig og uophørlig Tale, som ikke er med bogstav, lyd eller sprog)
الْمُخَالَفَةُ لِلْحَوَادِث : og Uforlignelighed med Skabningerne (dvs. Han ikke ligner nogen eller noget blandt Sine skabninger.
Eftersom disse (13) egenskaber er blevet omtalt adskillige gange i de åbenbarede tekster (dvs. Koranen og Hadith som tidligere nævnt) har de lærde sagt, at det er en personlig pligt (for enhver ansvarlig) at få indsigt i dem.
Eftersom evigheden er stadfæstet for Allahs Selv (med intellektuelle og overleverede beviser) må Hans egenskaber tillige være evige, idet en tilbleven egenskab nødvendiggør, at det angående selve (der er beskrevet med egenskaben) også er skabt (idet forandring fra en tilstand til en anden indikerer at man er i behov for hvad der ændrer én, og den der er i behov kan umuligt være en evig guddom, men er en tilbleven skabning, og da evigheden forstandsmæssigt er vitterligt stadfæstet for Allahs Selv, er evigheden dermed nødvendigvis bekræftet for Hans egenskaber).
