Bønnens søjler er 17:
1) Hensigten: er et hjerte handling. At udtale den med tungen er ikke påkrævet. Hvis man f.eks. udelader at sige: ”Jeg har til hensigt at udføre middagsbønnen, eller eftermiddagsbønnen” og retter sig mod Kabaen og siger ”Allahu Akbar”, medens man under Den Indlende Takbirah havde eksempelvis følgende hensigt: ”Jeg har til hensigt at udføre middagsbønnens forpligtelse”, så er bønnen godkendt. Hvis man derimod udfører hensigten i hjertet førend Takbir, således at hensigten ikke forefalder under Takbir, så er bønnen ikke godkendt i henhold til Shafi^iyy eftersom hensigten skal forefalde samtidig med Takbir ifølge ham. Bønnen er heller ikke gyldig hvis man siger: ”Jeg beder middagsbønnens pligt” og forsømmer at udføre hensigten i hjertet under Takbir.
► Det pligtige ved hensigten er at have en intension om at udføre bøn.
► At præcisere den bøn der har en anledning såsom ^id-bønnen, måneformørkelses-bønnen, eller en bøn som har en specifik tidsrum såsom Ad-duha 
.
► At have hensigten om at udføre forpligtelsen, hvis bønnen er en pålagt. Et eksempel herpå er at fastsætte en hensigt i hjertet om, at udfører den forpligtede middagsbøn. Hvis man kun udfører hensigten om at bede middagsbønnen uden at ihukomme forpligtelsen, så bliver bønnen ikke godkendt i henhold til visse lærde fra Shafi^iy-retskolen. Andre sagde, at bønnen godkendes uden den. Alt dette skal ihukommes samtidig med Takbir.
► Det er ikke en pligt i henhold til Imam Malik, at lade hensigten forefalde samtidig med Takbir. Hvis man således udfører hensigten for pågældende bøn kort tid før Takbir, så bliver bønnen ifølge ham godkendt. Dvs. hvis man fastsætter hensigten i hjertet, og herefter fremsiger Den Indledende Takbirah, så er bønnen godtaget.
2) At fremsige Den Indledende Takbirah: Dvs. at sige ”Allahu Akbar” så man hører sig selv. Den Indledende Takbirah er ikke godkendt, hvis ikke man hører alle dens bogstaver. Dette er også gældende for de resterende fremsigelsessøjler:
Fremsigelsessøjlerne er fem:
a) At sige ’Den Indledende Takbirah’. Dvs. at man siger ”Allahu Akbar” ved påbegyndelsen af bønnen.
b) At recitere ’Al-Fatihah’.
c) At sige ’Den Sidste Tashahhud’.
d) At sige ’As-Salatu ^Alan-nabiyy’ sidste gang man sætter sig.
e) At sige ’As-salam’, som er den sidste udtalelses søjle i bønnen. Man siger: ”As-salamu ^alaykum”.
Gavnlige sager man skal være vidende om vedrørende Den Indledende Takbirah:
1) Det er en betingelse, at man ikke strækker bogstavet ” ب ” i ordet ”Akbar”,
ب = (svarer til det danske bogstav ” b ”),
således at den udtales ”Akbar”. Dermed vil bønnen ikke være gyldig fordi ordet ”Akbar” betyder ”store trommer” i henhold til det arabiske sprog. Hvis man siger dette, mens man er uvidende om hvad den indbefatter af betydning, så bliver bønnen afbrudt. Hvis man derimod er velvidende om betydningen og siger det bevidst, så begår man vantro. Vi søger tilflugt hos Allah imod dette. Man må ligeså udvise agtpågivenhed for dette når man kalder til bøn (Adhan), da lærde fra Shafi^iy-retskolen og Malikiy-retskolen har nævnt, at dette er vantro, hvis man er velvidende om betydningen og fremsiger det af fri vilje.
2) Det er en betingelse, at man ikke strækker i bogstavet ” أ ”,
أ = (svarer til det danske bogstav ” a ”),
som er det første bogstav i ordet Allah. Hvis man således siger: ”Allahu Akbar”, da vil bønnen ikke godkendes, og det er syndigt fordi det henleder til spørgsmål, såsom at sige: ”Er Allah større end andre i status eller ikke?”
3) Det er en betingelse, at man ikke tilføjer en ” و ” før ordet Allah.
و = (svarer til det danske bogstav ” w ”),
Hvis man således siger: ”wAllahu Akbar”, så vil bønnen ikke være gyldig. Samme dom gælder hvis man tilføjer en ” و ” imellem ordet Allah og Akbar. Dvs. at sige ”Allahu wa akbar”. Bønnen vil hermed ikke være gyldig. Samme dom gælder hvis man bytter bogstavet ” A ” i Akbar med ”wa”. Dvs. at sige: ”Allahu wakbar”.
Nyttig viden: Hvis ma’mumen møder djævelens hviske under udførelse af Den Indledende Takbirah til så høj en grad, at han distraherer andre følgere, så har han begået en synd. Dette er sammenlignet med en person, der sidder i nærheden af en der udfører bøn og taler. Det er også syndigt at recitere koranen højtlydt til en grad, at man distrahere en der beder i nærheden.
3) At stå oprejst i de forpligtede bønner, for den der magter: Iblandt bønnens søjler er, at udføre bønnen stående i de forpligtede bønner, og selvom bønnen er et løftebøn eller begravelsesbøn. Det er en betingelse for bønnens gyldighed, at barnet står oprejst, såsom det er påkrævet den voksne. Samme dom gælder for den genudførte bøn. Den genudførte bøn er den bøn der genudføres, på trods af at den blev godtaget, pga. en anden fællesbøn. Det er en betingelse ved stående stilling, at man støtter sig til fødderne og har ret ryg. Det er ikke en pligt at rette nakken, men det er ønskeligt at bøje hovedet lidt forover. I tilfælde af at man kun magter at stå oprejst ved hjælp af en stok, så er man forpligtet til at støtte sig til stokken.
Hvis man ikke magter at stå egenhændigt eller ved hjælp fordi man voldes af stort besvær, der normalt ikke kan udholdes, så godtages bønnen fra vedkommende mens denne er siddende. Hvis man ikke magter at bede siddende, er den forpligtede bøn pålagt én, mens man er liggende på en af siderne. Enten højre eller venstre, dog er det bedst at vælge højre. Magter man ikke dette så venstre. Hvis man ikke magter at udføre bønnen liggende på en af siderne, så skal den bedes mens man ligger på ryggen, og man skal løfte hovedet ud af pligt, selvom det kun er lidt, for at rette ansigtet mod Kabaen. Magter man ikke at løfte hovedet, er det tilstrækkeligt at rette fodsålerne mod Kabaen. Hvis man ikke magter dette, fordi man ikke magter andet end at ligge på maven, så skal man bede på denne tilstand og løfte hovedet, hvis det er muligt. Ellers skal man bede med øjenlågene. Dvs. man bevæger øjenlågene med hensigten om at udføre bukning. Derefter bevæger man dem med hensigt om at knæle, hvor øjenlågene lukkes yderligere. Hvis man ikke magter dette, gennemføres billedsøjlerne i hjertet, mens fremsigelsessøjlerne udtales med tungen. Er tungen lammet, gennemføres de i hjertet.
Den der beder siddende, skal udføre bukning sådan, at hovedet er placeret langs med den forreste del af knæene. Det mest fuldkomne er at det forefalder langs med knælepunktet. Det er ønskeligt for denne efter Den Indledende Takbirah, at placere hænderne under brystet men over naglen.
4) At recitere al-Fatihah : som følge af profetens udtalelse:
لا صَلاةَ لِمَنْ لَمْ يَقْرَأ بِفَاتِحَةِ الكِتَابِ.
Hvilket betyder: ”Ingen bøn er gyldig for den, der ikke recitere koranens indledende kapitel (al-Fatihah)”.
Al-Fatihah indbefatter inklusivt al-basmalah syv vers. Derfor godkendes reciteringen af al-Fatihah ikke uden al-basmalah. Det er påkrævet, at man reciterer al-Fatihahs 14 ”ّ ” (tryk). Udelader man en af dem bliver reciteringen af al-Fatihah ikke godkendt. Såsom at recitere: ” إِيَّاك ” (ordet udtales ”iyyaka”) uden trykket på ” ﻴّ ” (bogstavet ”y”). Det er påkrævet at versene reciteres i ét stræk. Hvis dette udelades under reciteringen, såsom at tie i længere tid, er man påkrævet at starte al-Fatihah forfra. At nyse, hoste, gabe eller udføre noget lign. uforsætligt har ingen indflydelse, og selvom det varer ved i lang tid. At sige ”Amin” når al-imam har afsluttet reciteringen af al-Fatihah har heller ingen indflydelse, og al-Fatihah afbrydes ikke. Det er yderligere påkrævet at al-Fatihahs bogstaver udtales korrekt. Den der udelader dette af dovenskab ved at ombytte ﺫ (dhal) med ﺯ (zay), eller ﺕ (ta’) med ﻄ (ta’), har afbrudt reciteringen.
5) At bukke sig: Bukning forefalder ved at man bøjer sig til en grad at håndfladerne når knæene. Håndfladerne er undersiden af hånden mellem fingrenes rod og håndleddet. Forudsætningen for en gyldig bukning er at man ikke bøjer knæene. En fuldkommen bukning sker ved at strække ryggen og nakken som en plade, udfolde benene og lårene, tage om knæene med håndfladerne, sprede knæene og fødderne en afstand af ca. 20 cm., og sprede fingrene middelt. Dette er for mandens vedkommende, medens kvinden af ønskelighed skal samle fødderne. Endvidere indebærer en fuldkommen bukning at sige: ”subhana rabbiyal-^adhim ”, tre gange.
6) At have ro under bukning i et tidsrum det tager at sige ”subhana Allah”: Dette udføres ved at man fastfryser alle kroppens knogler på deres plads samtidig. Dvs. at lemmerne falder til ro på en gang.
7) At rette sig op: ’At rette sig op’ betyder, at den bukkende vender tilbage til den stilling han stod i før bukning, hvis man beder stående eller lignende. Dette forefalder ved at tilbederen vender til opret stilling, hvis man beder stående eller ved at vende tilbage til siddende stilling, hvis man beder siddende.
8) At have ro under stående stilling.
9) At knæle to gange: Ved at ligge hele eller en del af panden på underlaget samt ligge dele af knæene, indersiden af håndfladerne, og undersiden af tæerne. Profeten sagde:
أُمِرْتُ أنْ أسْجُدَ عَلَى سَبْعَةِ أعْظُمٍ : الْجَبْهَةِ واليَدَيْنِ والرُّكْبَتَيْنِ وأطْرَافِ القَدَمَيْنِ.
Hvilket betyder: ”Jeg blev påbudt at knæle på syv knogler: panden, hænderne, knæene og fodspidserne”.
Iblandt dens betingelser er:
a- At presse mildt med panden sådan at sporene deraf kommer til syne, hvis man eksempelvis knæler på noget bomuld.
b- At sænke hovedet sådan at den nedre del af kroppen (bagdelen) er højere end den øvre del af kroppen.
10) At have ro under knælning.
11) At sidde mellem de to knælninger.
12) At have ro imens man sidder mellem de to knælninger.
13) At sidde for sidste gang: for at sige Den Sidste Tashahhud, Salah ^Alan-Nabiyy, samt Den Afsluttende Salam.
14) At sige Den Sidste Tashahhud: Den Sidste Tashahhud indebærer en kort eller fuld version. Den korteste version som bønnen ikke godtages foruden er:
التَّحِيَّاتُ لله
سَلامٌ عَلَيْكَ أيُّهَ النَّبِيُّ وَرَحْمَةُ اللهِ وَبَرَكَاتُهُ
سَلامٌ عَلَيْنَا وَعَلَى عِبَادِ اللهِ الصَّالِحِيْن
أشْهَدُ أنْ لا إلهَ إلا الله وأنَّ مُحَمَّدًا رَسُوْلُ الله
Lydbogstaver:
At-tahiyyatu lillah(i)
Salamun ^alayka ayyuhan nabiyyu wa rahmatullahi wa barakatuh(u)
Salamun ^alayna wa ^ala ^ibadil-lahis salihin
Ashhadu alla ilaha illAllah wa anna Muhammadar rasulul-lah.
Oversættelsen:
Alle hilsner tilhører Allah
Allahs profet, må Allah beskytte dig for enhver skade og hvile Hans nåde og velsignelse på dig.
Må sikkerheden hvile på os og på alle Allahs retskafne skabninger.
Jeg bevidner, at der ikke findes anden guddom end Allah og at Muhammad er Allahs sendebud.
Den fulde version af tashahhud er:
التَّحِيَّاتُ الْمُبَارَكَاتُ الصَّلَوَاتُ الطَّيِّبَاتُ لله
السَلامُ عَلَيْكَ أيُّهَ النَّبِيُّ وَرَحْمَةُ اللهِ وَبَرَكَاتُهُ
السَلامُ عَلَيْنَا وَعَلَى عِبَادِ اللهِ الصَّالِحِيْن
أشْهَدُ أنْ لا إلهَ إلا الله وأشْهَدُ أنَّ مُحَمَّدًا رَسُوْلُ الله
Lydbogstaver:
At-tahiyyatul-mubarakatus-salawatut-tayyibatu lillah.
As-salamu ^alayka ayyuhan nabiyyu wa rahmatullahi wa barakatuh(u).
As-salamu ^alayna wa ^ala ^ibadil-lahis salihin.
Ashhadu alla ilaha illal-lah wa ashhadu anna Muhammadar rasulul-lah.
Oversættelsen:
Alle velsignede hilsner, bønner og gode gerninger tilhører Allah.
Allahs profet, må Allah beskytte dig for enhver skade og hvile Hans nåde og velsignelse på dig.
Må sikkerheden hvile på os og på alle Allahs retskafne skabninger.
Jeg bevidner, at der ikke findes en anden guddom end Allah og bevidner, at Muhammad er Allahs sendebud.
NB: Mht. hvad der er blevet spredt blandt nogle folk af postulat der indebærer at profeten under sin himmelfart til et sted hvor han hørte Allahs Tale, sagde: ”At-tahiyyatu lillah”. Så sagde Allah: ”As-salamu ^alayka ayyuhan nabiyyu wa rahmatullah”, er ikke sandt idet denne udtalelsesform ikke blev påbudt i denne nat. Men nogle løgnagtige berettere, beretter denne fortælling. Endvidere har denne påstand på trods af hvad den indebærer af løgn om Allah og sendebuddet opnået stor berømmelse. Derfor er det en pligt at oplyse folk om dette.
15) At sige As-Salatu ^alan-nabiyy:
Den korteste version af As-Salatu ^alan-nabiyy er :
اللَّهُمَّ صَلِّ عَلَى مُحَمَّد
Lydbogstaver:
Allahumma salli ^ala Muhammad
Oversættelsen:
Må Allah hæve rangen af Muhammad
16) At sige den afsluttende salam: Den korteste version er: ”as-salamu ^alaykum”. Iblandt betingelserne for dens gyldighed er at man er påkrævet at fremsige ”as” i ”as-salamu”, således er det ikke tilstrækkeligt at sige ”salamu ^alaykum”.
Medens den fulde version af salam forefalder ved at man derefter tilføjer: ”wa rahmatul-lah”. Nogle lærde valgte ydermere at tilføje ”wa barakatuh”. Dette er berettet af Abi Dawoud i hans bog as-Sunan.
17) At overholde rækkefølgen: Dvs. at overholde søjlernes rækkefølge som de er blevet opremst. Udelader man bevidst rækkefølgen, såsom at knæle før bukning, så afbrydes bønnen som følge af sjuskeri i henhold til lærdes konsensus. Dette vedrører den der bevidst forsømmer rækkefølgen. Hvis man derimod forsømmer rækkefølgen af glemsomhed, så vender man tilbage til søjlen, medmindre man er nået til tilsv. søjle eller derefter i næste enhed. I et sådant tilfælde fuldender man enheden, og aflyser hvad der af glemsomhed blev udført imellem. Den der undlader rækkefølgen af glemsomhed, hvorefter det forglemte ihukommes, er kategoriseret i tre tilfælde:
a) Ved enten at ihukomme det forglemte førend man er nået til tilsv. undladte søjle
b) Eller ihukommer det forglemte når man er nået til den tilsv. undladte søjle
c) Eller ihukommer det forglemte når man har passeret den tilsv. undladte søjle
a) Hvis man ihukommer det forglemte førend man er nået til tilsv. undladte søjle, vil det udførte være ophævet, eftersom det ikke forefaldt ordinært. I henseende vender man øjeblikkeligt tilbage (til det undladte) for overholdelsen af rækkefølgen. Hvis man eksempelvis under første enhed glemmer bukning, og bevæger sig fra stående stilling, efter reciteringen af al-Fatihah, direkte til knælning og ihukommer under knælning, at man har undladt bukning, så skal man ud af pligt øjeblikkeligt rejse sig til stående stilling og derefter udføre bukning og fortsætte bønnen. I sådan et tilfælde er det ikke tilstrækkeligt at vende tilbage til bukning, men man er påkrævet at vende tilbage til stående stilling som nævnt.
b-c) Hvis man ihukommer det forglemte når man er nået til tilsv. undladte søjle eller derefter, så fuldendes enheden og det udførte derimellem vil være aflyst. Hvis man eksempelvis glemmer bukning i første enhed, og ihukommer under knælning i tredje enhed, at man har glemt bukning i første enhed, så skal man forblive knælende og fuldende denne enhed. Denne enhed anses for værende nr. to fordi det udførte efter det undladte og frem til tilsv. søjle anses for værende aflyst.
Denne regel vedkommer ikke al-ma’mum. Al-ma’mum skal i dette tilfælde indhente en ekstra enhed efter at al-imam afslutter bønnen .
En vigtig regel: Mht. tvivl gælder tilsv. regler, som for den der ihukommer det forglemte. Hvis man eksempelvis udfører bukning, og tvivler på om man har reciteret al-Fatihah eller ej. Eller tvivler under knælning om man har udført bukning og derefter rettet sig eller ej, så skal man af pligt øjeblikkeligt stå op og fortsætte. Og det er ikke tilstrækkeligt at vende tilbage til bukning. Hvis man under samme enhed tvivler på, alt imens man er stående, om man har reciteret al-Fatihah eller ej, så er man ikke øjeblikkeligt pålagt at recitere al-Fatihah, idet man ikke har bevæget sig fra sin stilling.
Gavnlige oplysninger om fortolkning af udtryk i bønnen:
”Allahu Akbar” (اللهُ أكْبَر) betyder: At Allah er større end alt andet i status og mægtighed, og ikke i størrelse, fordi Allah er hævet over at have en størrelse.
”SuhanAllah” (سُبْحَانَ الله) betyder: At Allah er hævet over mangel og ufuldkommenhed, såsom magtesløshed, svaghed, uvidenhed, angst, forandring, at sætte sig, stabilisering eller alt hvad, der indebærer tilsv. betydning af menneskelige egenskaber.
”Subhana Rabbiyal-A^la” (سُبْحَانَ رَبِّيَ الأعْلَى) betyder: Jeg frikender min ophøjede Skaber fra at ligne skabningerne, som er højere end alt andet mht. ophøjethed. Han er høj mht. status og ikke mht. grænse, sted eller højde.
Ønskelige handlinger før og under bønnen:
Ønskelige handlinger før man påbegynder bønnen er to sager: Al-Adhan (Det Første Kald) og Al-Iqamah (Det Andet Kald). Ønskelige handlinger efter man påbegynder bønnen og som man knæler (Sudjud as-sahuw) for i slutningen af bønnen, hvis de undlades af forglemmelse, er følgende sager: Den Første Tashahhud samt Du^a´ al-Qunut under morgenbønnen eller Witr-bønnen i den sidste halvdel af måneden Ramadan.
Mht. de ønskelige handlinger som man ikke knæler (Sudjud as-sahuw) for, hvis de undlades af forglemmelse, er mange. Iblandt disse er:
• At løfte hænderne for Den Indledende Takbirah, for bukning samt for at rette sig op fra bukning.
• At placere højre hånd over venstre, samt under brystet men over naglen.
• At sprede fødderne en afstand af ca. 20cm.
• At sige Du^a’ at-Tawadjdjuh, og er:
وَجَّهْتُ وَجْهِي للذِي فَطَرَ السَّمَاوَاتِ والأرْضَ حَنِيْفًا مُسْلِمًا وَمَا أنَا مِنَ الْمُشْرِكِيْنَ
إنَّ صَلاتِي وَنُسُكِي وَمَحْيَايَ وَمَمَاتِي للهِ رَبِّ العَالَمِيْنَ لا شَرِيْكَ لَهُ، وبِذَلِكَ أُمِرْتُ وأنَا مِنَ الْمُسْلِمِيْن
Lydbogstaver:
Wadj-djahtu wadjhiya lil-ladhi fataras samawati wal arda hanifan musliman wa ma ana minal mushrikin.
Inna salati wa nusuki wa mah-yaya wa mamati lil-lahi rabbil ^alamin. La sharika lahu wa bidhalika umirtu wa ana minal muslimin.
Oversættelsen:
Jeg retter min tilbedelse til Den, der skabte himlene og jorden, som en hengiven muslim, der ikke hører til afgudsfdyrkerne.
Mine bønner, dyr som jeg ofrer til Allah samt mit liv og død, hører til Allah, som ingen partner har. Dette er, hvad jeg er beordret til, og jeg hører til muslimerne.
• At sige at-Ta^awwudh. Den er ønskelig i enhver enhed:
أعُوْذُ بِاللهِ مِنَ الشَّيْطَانِ الرَّجِيْم
Lydbogstaver:
A^udhu billahi minash-shaytanir-radjim
Oversættelsen:
Jeg søger tilflugt hos Allah mod djævlens ondskab
• At reciterer lavmælt eller højt i et bestemt sammenhæng. Kvinden dæmper sin stemme af ønskelighed ved fremmede mænds tilstedeværelse.
• At sige amin (Må Allah bønhør) efter al-Fatihah.
• At recitere et kapitel efter al-Fatihah. Ønskeligheden forefalder blot ved at reciterer et vers. Dette er ikke ønskeligt under tredje enhed i solnedgangsbønnen eller i andre, ej heller under fjerde enhed i bønner der rummer fire enheder.
• At sige Allahu Akbar når man rejser sig og bukker sig.
• Når man begynder med at rette sig fra bukning at sige:
سَمِعَ اللهُ لِمَنْ حَمِدَهُ
Lydbogstaver:
sami^Allahu liman hamidah
Oversættelsen:
Må Allah bønhøre den, der lovpriser Ham
Når man står oprejst at sige:
رَبَّنَا لَكَ الْحَمْد
Lydbogstaver:
rabbana lakal-hamd
Oversættelsen:
Vor Herre dig tilkommer lovprisning
• At sige subhana rabiyal-^adhim i bukning, og subhana rabiyal-a^la i knælning.
• At manden spreder albuerne fra kroppen, samt holder distance mellem maven og lårene, mens kvinden kryber sammen.
• At sidde kortvarigt efter anden knælning i hvert enhed man rejser sig op fra, forudsat at der ikke følger en Tashahhud.
• At udfører iftirash, hver gang man sidder. Fremgangsmåden for iftirash er at sidde på venstre fods ankel og placere højre fods spidser på gulvet.
• At udfører tawarruk når man sidder i slutningen for at fuldende bønnen. Tawarruk har samme struktur som iftirash, bort set fra at man trækker venstre fod frem fra højre side og klæber hoften til gulvet.
• At stille hænderne på lårene når man sidder, samt at folde venstrehånd ud og knytte højre med undtagelse af pegefingeren, fordi man peger med den når man siger ”illal-lah” i vidnesbyrdet, som en hentydning til monoteismen.
• At dreje hovedet til højre under den første salam, og til venstre under den anden.
• At sige ”as-salamu ^alaykum” for anden gang.
