Del - 05

(Efter at forfatteren afsluttede sin tale om det grundlæggende i troen, indledte han, må Allah være ham nådig, med at tale om frafald, hvis definition er afbrydelse af ens Islam enten via en blasfemisk udtalelse, handling eller trosretning).

Det er pålagt enhver (ansvarlig) muslim at bevare sin Islam og værne om den imod hvad der fordærver, ophæver og afbryder den, nemlig frafald, vi søger tilflugt hos Allah, være ophøjet, fra det, (idet vantro er den mægtigste synd, samt den synd, Allah ikke tilgiver for den, der dør med den i behold, men tilgiver derimod, hvad der er derunder, for hvem Han vil. Hafidh Yahya søn af Sharaf) An-Nawawiy (død år 677 e.e.) og andre (lærde) sagde: ”Frafald er den groveste (dvs.

afskyeligste) form for vantro” (ud fra den betragtning at den bortrydder samtlige gode gerninger, samt ud fra den betragtning at der er tale om en udtrædelse fra det rette til det urette og ikke i betydning af at det i enhver henseende, er den værste form for vantro).

Der er i denne tidsalder udvist (af de uvidende) en øget ligegyldighed i tale til en sådan grad, at nogle mennesker udtaler (blasfemiske) ord, som får dem ud af (religionen) Islam, uden at de anser (sig for frafaldende eller) disse (blasfemiske ord) som værende syndige, til trods for at de endda er vantro. Dette bekræfter profetens udtalelse, må Allah ophøje hans rang: ”Man kan fremsige et (blasfemisk) udtryk som man ikke kan se noget forkert ved (dvs. at man ikke tror, at det volder én skade), men som vil medføre (dvs. at udtrykket vil være årsag til) et fald i helvedet på 70 år”. Dvs. en afstand på 70 år i faldet til helvedets bund, der er forbeholdt de vantro (som det er fastslået i de lovmæssige tekster). Denne udtalelse har At-Tirmidhiy berettet (i hans samling) og klassificeret som hasan[1]. Med samme betydning er der en udtalelse berettet af (de to shaykh) Al-Bukhariy og Muslim (udtalelsen lyder ordret: ”Man kan fremsige et udtryk, som man ikke er klar over konsekvenserne af, men som alligevel vil forårsage at man falder i helvedet med en afstand, der er længere end hvad, der er mellem øst og vest”. Denne udtalelse tydeliggøres af At-Tirmidhiys version). Denne udtalelse er et bevis på, at det ikke er en betingelse for at falde i vantro, at være bekendt med dommen (idet profeten, må Allah ophøje hans rang, idømte taleren af det blasfemiske udtryk straffen på bunden af helvedet, til trods for at taleren ikke er bekendt med dommen, idet han ikke anser udtrykket for værende skadeligt, som anført i udtalelsen. Heraf fastslås, at den, der siger et blasfemisk udtryk, mens han forstår udtrykkets betydning, begår vantro, hvad enten denne er bekendt med at udtrykket er vantro eller ej. Det er heller ikke en betingelse for at falde i vantro) at finde behag i hjertet eller at tro på betydningen af det fremsagte (så den, der siger et blasfemisk udtryk, begår vantro, omend denne ikke finder behag i hjertet. Ligeså begår den, der forsætligt siger et blasfemisk udtryk, vantro, selv hvis denne ikke skulle have troet på betydningen af det fremsagte udtryk, som den der siger: ”Du, Guds søn”, uden at tro på, at Allah skulle have en søn, vi søger tilflugt hos Allah imod dette. Dog afveg ægypteren Sayyid Sabiq fra dette) som det uretmæssigt er nævnt i bogen (der tilhører ham, og som han benævnte) Fiqh As-Sunnah (”En muslim anses ikke for at være ude af Islam ej heller dømmes han som værende frafalden, medmindre han finder behag i hjertet med vantroen, føler ro i hjertet med den samt omvender virkeligt til en anden religion end Islam”. Det er dog tilstrækkeligt for at tilbagevise hans påstand at nævne den førnævnte udtalelse, der er berettet af At-Tirmidhiy). Ligeledes er det ikke en betingelse for at falde i vantro, ikke at være vred, som det er slået fast af (hafidh), imam An-Nawawiy, der sagde: ”Hvis en mand er vred på sit barn eller sin unge slave og slår ham hårdt, og en anden person da spørger ham: (’Hvordan kan du tæve din søn - eller din unge slave - på denne brutale, syndige måde ’) er du ikke muslim?’, og hans forsætlige svar til dette (dvs. uden at det er forårsaget af fortalelse) er ’Nej’ (jeg er ikke muslim) da begår han vantro” (eftersom han sagde dette blasfemiske udtryk ud af fri vilje). Dette (dvs. reglen om at det ikke er en betingelse for at falde i vantro, ikke at være vred) er også tilkendegivet af andre (dvs. af andre lærde end An-Nawawiy) herunder Hanafiy-lærde som andre.

Frafald er opdelt i tre typer, som det er klassificeret af (de lærde fra de fire retsskoler fx) An-Nawawiy samt andre fra henholdsvis Shafi^iy- og Hanafiy-retsskolerne samt andre (lærde. Den første type er) trosretninger (der finder sted i hjertet, den anden type er) handlinger (der finder sted via organer og kropsdele) og (den tredje type er) udtalelser (der finder sted via tungen). Hver især (af de tre typer) forgrenes (dvs. opdeles) i (aldeles) mange forgreninger.

Blandt (eksempler på) den første type af frafald (dvs. frafald ved trosretninger) er: At tvivle på Allahs eksistens, (Hans enéhed eller uforlignelighed, eller at tvivle på sandfærdigheden af) Hans sendebud (Muhammad, må Allah ophøje hans rang, eller at tvivle på hans budskab fx at tvivle på hvorvidt han er Allahs sendebud eller ej, eller at tvivle på om) Koranen (er fra Allah eller fra Muhammad, må Allah ophøje hans rang, eller at tvivle på hvorvidt) den yderste dag (dommedag, vil finde sted eller ej, eller at tvivle på eksistensen af) paradis (eller) helvede (i det hinsides eller at tvivle på om) belønning eller straf (vil finde sted i det hinsides eller ej), at tvivle på lignende sager, hvorom der er enighed (blandt muslimerne), at tro at universets art og hvad det huser af dele er uden begyndelse (som visse filosoffer påstod) eller blot arten (som andre filosoffer påstod. Denne vildfarelse blev adopteret af Ahmad søn af Taymiyah), at benægte en (enkelt eller flere) af Allahs (tretten) egenskaber, som Han forstandsmæssigt absolut må være beskrevet med, og hvorom der er enighed blandt muslimske lærde fx at Han er Alvidende (Almægtig, Althørende, Altseende eller er beskrevet med Liv eller Vilje), at tilskrive Allah, hvad der er pligtigt at hæve Ham over ifølge muslimske lærdes enighed fx at være et legeme (dvs. at tro på at Allah er et legeme med højde, bredde og dybde. Ligeså at tilskrive Den Ophøjede magtesløshed, uvidenhed eller død, da dette indebærer at tilskrive lovgivningen løgn), at legalisere hvad der enstemmigt er forbudt og er almenkendt i religionen (for værende forbudt, ved at det har opnået kendthed blandt de lærde og almene) og (hertil kommer at lovgivningens forbud imod det er) blandt det der ikke er skjult for én fx hor, analt samleje, (uberettiget) drab, tyveri eller plyndring. (Hvis en person derimod for nyligt er konverteret til Islam og er ubekendt med, at muslimer forbyder den omtalte sag, og af den grund anser den som værende legal, så vil denne ikke begå vantro), at forbyde en vidtkendt tilladt sag (dvs. at dens lovlighed er almen viden i religionen og dens lovlighed er ikke ukendt for én) fx handel og ægteskab (således vil den, der forbyder en sådan sag, begå vantro), at afvise en pligtighed hvorom der er enighed (ved at pligtigheden er vidtkendt og åbenlys blandt muslimerne både de lærde og uvidende) fx de fem forpligtede bønner eller én af deres knælninger (eller pligtigheden af) zakah, fasten (i måneden Ramadan), pilgrimsrejsen eller wudu’ (således vil den, der tror, at en af disse sager ikke er pligtig, begå vantro), at forpligte hvad der enstemmigt ikke er pligtigt (fx at forpligte en ekstra rak^ah til morgenbønnens to rak^ah), at benægte en ønskelighed, hvorom der er enighed (dvs. det er almen viden i religionen at det er ønskeligt fx de fem forpligtede bønners tilhørende ønskelige bønner eller witr-bønnen), at agte at begå vantro i fremtiden (ved at have til hensigt at begå vantro i morgen eksempelvis, eller om en måned, om et år eller senere, i så fald vil denne begå vantro omgående. At agte) at gøre noget af de førnævnte (blasfemiske sager) eller at tøve med det (ved at overveje i hjertet om at gøre det eller ej, i så fald vil man begå vantro øjeblikkeligt). Men ikke den ufrivillige tanke herom (idet den ikke ophæver ens tro. Et eksempel herpå er at få en ufrivillig tanke, der indebærer afvisning af Allahs eksistens, når det blot er en ufrivillig tanke og at man fortsat har en absolut utvivlsom tro på det rette, da vil man ikke begå vantro, idet ufrivillige tanker ikke modstrider overbevisning), at benægte vor mester Abu Bakirs ledsagerskab, må Allah beære ham (da man i så fald tilskriver løgnagtighed til Koranen, idet Allah omtalte hans ledsagerskab deri. At fornægte) budskabet af en hvilken som helst profet hvis profeti eller budskab er vedtaget enstemmigt) af muslimske lærde, såsom Adam, Moses, Jesus eller Muhammad, må Allah hæve deres rang alle), at benægte et bogstav hvorom der er (fastslået) enighed at det er fra Koranen) på trods af at man ved at det hører til Koranen, så benægter man det), at føje et bogstav til den (dvs. Koranen) hvorom alle har afvist det enstemmigt (dvs. at muslimske lærde er enige om, at det ikke hører til den) troende på at det er en del af den af stædighed (i modsætning til den, der føjer et bogstav til den og tror at det er en del af den af uvidenhed, i så fald begår denne ikke vantro), at tilskrive løgnagtighed til et sendebud, at ringeagte ham (ved at tilskrive ham noget upassende) eller at give ham et tilnavn (såsom at sige om Moses ”Muwaysa (lille Moses)”) med det formål at nedværdige ham (dvs. håne ham) eller at muliggøre profetien for nogen efter vor profet Muhammad, må Allah hæve hans rang (ved at tro på muligheden for at nogen får åbenbaret profetien uden at have fået den åbenbaret før Muhammad, må Allah hæve hans rang.