Del - 06

Den tredje kategori (af frafalds typer) er frafald ved udtalelser, og disse er utallige og ikke kan afgrænses. Eksempler derpå er:

Ø  At sige til en muslim: ”O Vantro”, ”O jøde”, ”O kristen” eller ”du, religionsløs”, og mene, (med det fremsagte) at den tiltaltes religion er vantro, jødedom, kristendom eller at den tiltalte er uden religion (for dette er vantro og frafald,) og ikke blot (når man har et forkert grundlag for sin udtalelse, såsom at sige til en muslim: ”du vantro”) med henblik på at sammenligne. (Dvs. når man mener, at man ligner de vantro i éns usle opførsel eller at man behandler muslimerne, som måden de vantro behandler dem på, da begår vedkommende i så fald ikke vantro, men dette er alligevel forbudt, hvorved vedkommende bliver storsyndig.)

Ø  At ringeagte et af Allahs navne, Hans løfte (på paradis, og på hvad Allah har beredt af nydelser deri) eller Hans trussel, (om helvede og straffen) for hvem (dvs. når det fremkommer af hvilken som helst person) der ikke er ubekendt med, at et sådant er tilskrevet (dvs. at det navn, det løfte eller den trussel, som denne ironiserede, er tillagt) Ham, være ophøjet. (Et eksempel herpå er, hvad nogle ubehøvlede siger: ”Ved morgendagens komme, skal vi varme os ved helvedets ild”, idet dette indebærer ringeagt for religionen og løgnagtighed til Al-Qur´an.)

Ø  At sige: (ud af ringeagt for Allahs befaling) ”Hvis Allah beordrede mig til sådan noget, ville jeg ikke gøre det”, (at sige ud af ringeagt for Al-Qiblah) ”Hvis bederetningen blev ændret til en anden retning, ville jeg ikke bede mod den” eller (at sige) ”Hvis Allah skænkede mig paradis, ville jeg ikke indtræde i det”, ringeagtende eller udvisende trodsighed (dvs. udvisende trodsighed mod lovgivningen) i samtlige eksempler; (Derimod hvis det ikke var ud af ringeagt, stædighed eller for at tilskrive lovgivningen løgn, da er det ikke vantro.)

Ø  At sige: (ved sygdom, og når nogen har beordret én til at udføre bønnen) ”Hvis Allah ikke undskylder mig (dvs. hvis Han straffer mig) for udeladelse af bøn (dvs. for at udelade bøn) under min sygdom, da ville Han gøre mig uret”. (I så fald begår man vantro, fordi man tilskriver Allah, være ophøjet, uretfærdighed.)

Ø  At sige om noget der er hændt: (dvs. har fundet sted,) ”Dette skete uden Allahs Skæbnebestemmelse”. (uanset om det var noget godt eller ondt.)

Ø  At sige: ”Hvis profeterne…”, ”Hvis englene…” eller ”Hvis samtlige muslimer bevidnede noget for mig, ville jeg ikke tro på dem”. (dvs. da ville jeg ikke være tillidsfuld på hvad de siger. Vedkommende vil begå vantro, pga. hvad dette indebærer af at tilskrive religionens velkendte tekster løgn.)

Ø  At sige: (efter at være blevet befalet af en anden til at udøve noget sunnah, såsom at børste tænder med siwaak (tandpind)) ”Jeg vil ikke gøre sådan og sådan, selv hvis det er ønskeligt (sunnah)” (dvs. hvis vedkommende siger det) - med den hensigt at håne profetens sædvane. (I så fald vil vedkommende begå vantro, i modsætning til den, der siger det uden at have til hensigt at ringeagte As-sunnah, som ikke begår vantro.)

Ø  At sige: (om ens fjende eksempelvis) ”Hvis denne var profet, ville jeg ikke tro på ham”. (I så fald begår man vantro, pga. hvad dette indebærer af hån for profetiens status.)

Ø  At sige når en lærd giver én en religiøs dom: ”Hvad er det for en lovgivning!” - med den hensigt (med dette udtryk) at ringeagte (den islamiske) lovgivnings dom. (samt at protestere over den, da begår man vantro. I modsætning til at, når nogen giver én en religiøs dom, som man anser for værende usand og ikke samstemmende med lovgivningen, og man så siger dette benægtende, som f.eks. at sige: ”Hvad er det for et udsagn du tilskriver Allahs lovgivning og som i virkeligheden ikke hører dertil”, for så begår man ikke vantro.)

1.     At sige: ”Må Allahs forbandelse hvile på enhver lærd”, tilsigtende den omfattende generalisering. (dvs. generaliserer forbandelsen over samtlige lærde, da begår vedkommende vantro.) Hvis man derimod ikke tilsigter den omfattende generalisering af samtlige lærde, men blot at forbande sin egen tidsalders lærde og udtrykket forekommer i en sammenhæng der henviser dertil (som f.eks. at sige efter at have omtalt nogle korrupte lærde på en eller anden egn: ”Må Allahs forbandelse hvile på enhver lærd”, mens man sigter imod disse, og når dette var forekommet) samt at man bærer den tro at de er fordærvede, da begår man ikke vantro, til trods for at ens ord ikke er fri for syndighed. (Dvs. ens ord ligger stadig indenfor det forbudte. Hvis ens ord derimod ikke falder i en sammenhæng, der henviser til specifikation og indskrænkning, da begår man vantro, og det er selv hvis man skulle sige: ”Jeg sigtede imod de lærde fra min tidsalder”.)

Ø  At sige: ”Jeg bekender mig ikke Allah”, ”…englene”, ”…profeten”, (og mene vor mester Muhammad eller en anden profet, eller jeg anerkender ikke) ”…lovgivningen” (som Allah åbenbarede Sin profet,) eller ”…Islam”. (da begår man vantro.)

Ø  At sige: (når nogen har sagt til én: ”Hvorfor begik du denne synd, er du ikke bekendt dommen?”) ”Jeg kender ikke dommen” – med den hensigt at håne dommen åbenbaret af Allah. (da begår man vantro og bliver frafalden.)

Ø  At læse efter at have fyldt et bæger: (med en drik [ayah 34, Surat An-Naba’], der henviser til en kop fyldt til kanten med paradisets drik:)

وَكَأْسًا دِهَاقًا

[wa ka´san dihaaqaa]

(med den hensigt at ringeagte eller tilskrive løgn til Allahs løfte til de rettroende i paradiset med kopper, fyldt med en delikat drik, da er det vantro.)

Ø  Eller at læse efter at have hældt en drik ud: (ved at hælde den ud fra en beholder, ayah 20, Surat An-Naba’, der henviser til de bjerge, der på dommedag vil forsvinde, som om de var en luftspejlning:)

فَكَانَتْ سَرَابًا

[fa kaanat saraaba]

(med den hensigt at ringeagte verset, er vantro.)

Ø  Eller at læse ved vejning eller måling: (ayah 3, Surat Al-Mutaffifiin, der henviser til de mennesker der snyder, mens de vejer eller måler:)

وَإِذَا كَالُوهُمْ أَو وَّزَنُوهُمْ يُخْسِرُونَ

[wa idha kaaluhum aw wazanuuhum yukhsiruun]

(med den hensigt at ringeagte verset, ved f.eks. at mene at Allahs vers og trussel har ingen rang i éns hjerte, da begår man vantro.)

Ø  Eller at læse ved synet af en folkemasse: (dvs. en gruppe mennesker, ayah 47, Surat Al-Kahf, der henviser til dommedag, når menneskene bliver samlet, uden at nogen af dem vil blive udeladt:)

وَحَشَرْنَاهُمْ فَلَمْ نُغَادِرْ مِنْهُمْ أَحَدًا

[wa hasharnaahum fa lam nughaadir minhum ahada]

-        med den hensigt i alle ovennævnte tilfælde at ringeagte disse (fire) vers. (da er det vantro.)

Ligeså (begår man vantro,) i hver eneste sammenhæng hvori (vers fra) Al-Qur’an anvendes med den hensigt (dvs. med hensigt om at ringeagte Al-Qur’an.). Hvis det derimod ikke er med denne hensigt, (såsom at fremkomme med dem i sådanne sammenhænge uden en hensigt om at ringeagte,) da begår man ikke vantro. Dog (er det forbudt. Idet, herom) sagde Shaykh Ahmad Ibn Hadjar: (Al-Haytamiy) ”Forbuddet er ikke fjernt”. (dvs. udsagnet om forbuddet deraf er nært, dvs. det vægtes overvejende, da det indebærer mangel på god etik overfor Al-Qur’an.)

Ø  Ligeledes begår den der bander ad en profet eller en engel vantro (såsom Djibriil, ^Azraael, Munkar, Nakir eller andre af Allahs beærede engle.)

Ø  eller at sige: ”Jeg er en alfons, hvis jeg beder” (ringeagtende eller nedværdigende bønnen, da en alfons er en, der skaffer kunder til de prostituerede.) eller (at sige:) ”Der er ikke sket mig noget godt, siden jeg begyndte at bede” (da det indebærer ringeagt for bønnen,) eller (at sige for eksempel efter at nogen har befalet én til at udføre bønnen:) ”Bøn dur ikke for mig” - med den hensigt at håne. (i modsætning til hvis en menstruerende kvinde siger dette med en hensigt om, at bønnen ikke er gyldig fra hende, imedens hun har menstruation, for da begår hun ikke vantro.)

Ø  Eller ved at sige til en muslim: ”Jeg er din og din profets fjende” (da det indebærer ringeagt for profeten, må Allah hæve hans rang,) eller (at sige) til en af profetens efterkommere: (hvilken er, i denne sammenhæng, den hvis slægtskab har sin oprindelse fra profeten, må Allah hæve hans rang,) ”Jeg er din og din oldefaders fjende” og mene (med udtrykket ”oldefader”) profeten j (I modsætning til hvis man sigter mod en senere oldefader blandt vedkommendes oldefædre, så begår man ikke vantro,) eller ved at sige noget der ligner disse førnævnte væmmelige og fæle udtryk. (dvs. modbydelige udtryk, må Allah værne om os mod dem.)

Adskillige fiqh-lærde, (fra de fire retsskoler) fx den hanafiy faqih Badrur-Rashid (der levede i det ottende hidjriy-århundrede, har i sin afhandling, der omhandlede en redegørelse for de blasfemiske udtryk) og Al-Qadi ^Iyad fra Malikiy-retsskolen, (der levede i det sjette hidjriy-århundrede, i hans bog ”Ash-Shifaa”) må Allah være dem nådig, listede talrige eksempler (på blasfemiske trosretninger, handlinger og udtalelser, efterhånden som disse dukkede op i deres tidsalder, for at advare folk mod dem.) som man bør have indblik i, (dvs. på de sager som de nævnte, netop for at være agtpågivende derom) eftersom den der ikke er bekendt med ondskab, falder nemt deri. (og den største ondskab er blasfemi.)

Grundreglen (som de muslimske lærde baserede deres udsagn på i disse sager) er, at enhver tro, (dvs. overbevisning) handling eller udtalelse, der indebærer ringeagt for Allah, Hans bøger, Hans sendebude, Hans engle, Islams riter, kendetegnene for Hans religion, (dvs. hvad der er velkendt som værende tilhørende religionens anliggender, såsom bønnen, kaldet til bøn og moskéen) Hans regler, Hans løfter (om paradis og belønning) eller Hans trusler (om helvede og straf) er vantro. Således må mennesket under alle omstændigheder og til sit yderste udvise agtpågivenhed overfor dette. (dvs. over for samtlige typer af vantro, derfor skal mennesket gøre sit yderste i at afstå derfra samt være ekstremt agtpågivende overfor det, idet den der dør som vantro, taber både dette liv og det hinsides.)