Del - 07

Anger for den frafaldne (Murtad)

Efter at forfatteren, må Allah være nådig med ham, gjorde rede for frafalds typer, gik han i gang med at tale om reglerne vedrørende den frafaldne og sagde:

Et afsnit

omhandlende en redegørelse af reglerne for den frafaldne

Det er pålagt den frafaldne (Al-murtad) (hvad enten denne var han eller hunkøn) øjeblikkeligt at vende tilbage til (religionen) Islam (hvilket gennemføres) ved at udtale trosbekendelsen (hvilken lyder ”Jeg bevidner at, der ingen en anden guddom end Allah er, og bevidner at Muhammad er Allahs sendebud) samt afstå (dvs. holde sig) fra hvad (dvs. fra det) der forårsagede (dvs. var skyld i) frafaldet (riddah). (Holder man sig fra det, der var årsag til frafaldet og fremsiger trosbekendelsen, da vender man tilbage til Islam.) Endvidere er denne pålagt (i tillæg til sin rekonvertering til Islam med henblik på at undkomme syndighed, to påbud, det første er:) at fortryde hvad der var fremkommet af ham (ved at føle had i hjertet mod hvad man have udøvet samt sørge over det) og (det andet er:) at agte (dvs. være fast besluttet i hjertet på) aldrig at vende tilbage til noget lignende. (dvs. til vantro. Hvis man ikke fortryder eller ikke kommer i tanke om aldrig at vende tilbage til vantro, da er éns Islam godkendt, dog synder man for det. Derimod hvis man fatter et forsæt at begår vantro eller tøver derom, da begå man vantro øjeblikkeligt.) Vender denne ikke væk fra sin vantro (og frafald) ved fremsigelsen af trosbekendelsen, da bliver pligten om officielt at påkræve dennes anger udløst. (således vil det påhvile kaliffen eller dennes stedfortræder at befale vedkommende til at vende tilbage til Islam.) Kaliffen (eller hans stedfortræder) vil ikke godtage fra denne (dvs. fra den frafaldne) andet end (at vende tilbage til) Islam og ellers henrettelse derfor (dvs. pga. frafaldet. Dette udføres ved at hugge dennes hoved af med eksempelvis et sværd, om vedkommende ikke angrer. Denne dom) hvilken eksekveres af Kaliffen (eller dennes stedfortræder forrettes) efter at have påbudt vedkommende at vende tilbage til Islam (da det ellers ikke er tilladt inden påbuddet.) Derom vil Kaliffen basere sig (dvs. for at kunne fastslå indtræffelse af vantro fra vedkommende) på vidneudsagnet fra to troværdige, (mandlige) (^adl) vidner eller på vedkommendes egen tilståelse, (dvs. den frafaldnes egen bekendelse derom.) hvilket har belæg i den udtalelse, hvilket har belæg i den udtalelse, der er berettet af Al-Bukhariy, og som lyder: ”Henret hvem end der omvender”. (Dvs. henret den, der falder fra Islam til en anden religion, når I har befalet vedkommende til at rekonvertere og denne nægter det.)

(Iblandt reglerne for frafald er at) Som en konsekvens deraf (dvs. pga. frafald) ugyldiggøres ens faste (Sawm), (eftersom fasten ikke godtages fra en vantro. Desuden afbrydes ens) nødrenselse (tayammum) (i modsætning til ens wuduu’, da den, der begår frafald efter at have udført wuduu’ og vender tilbage til Islam uden at have udløst nogen wuduu´-afbrydende hændelse, besidder en godkendt wudu’.) og (Derudover ophæves ens) ægteskab(s kontrakt ved blot indtræffelse af vantro fra én af ægteparret) før fuldbyrdelsen. (dvs. før samleje, vender vedkommende tilbage til Islam, da er en ny ægteskabskontrakt påkrævet.) Ligeså (afbrydes ægteskabskontrakten, hvis frafald forekommer) derefter, (dvs. efter samleje) hvis denne (frafaldne blandt ægteparret) ikke er vendt tilbage til Islam indenfor kvindens venteperiode (^iddah). (og man behøver en ny ægteskabskontrakt. Vender denne tilbage til Islam, inden udgangen af venteperioden, da vil ægteskabskontrakten være gyldig. Venteperioden er tre renhedsperioder for kvinder der menstruerer, tre måneder for kvinder som ikke længere menstruerer, mens den for gravide er indtil nedkomst.)

Desuden er dennes (dvs. den frafaldende mands) ægteskabskontrakt med en muslimsk eller (med) en ikke-muslimsk kvinde ugyldig (og det selv hvis hun var frafalden som ham.) Derudover er (blandt de gældende regler for den frafaldne at) indtagelse af dennes slagtning (dvs. kød fra dyr som denne har slagtet) ulovlig (haram). (og dommen for dette dyr svarer til dyr, der dør uden lovlig slagtning og som er forbudt at spise af.) Den frafaldne må ikke arve (de blandt sine slægtninge, der dør som muslimer) og må heller ikke arves. (så hvis denne dør, da må dennes muslimske slægtninge ikke arve denne.) Desuden bliver denne ikke bedt for, (da det er forbudt at bede for en vantro. Det er heller ikke en pligt at få denne) vasket, (dog er det lovligt. Det er heller ikke en pligt at få ham) omsvøbt (dog er det lovligt) eller begravet på muslimernes gravpladser (og det er forbudt, eftersom denne ikke hører til dem) og dennes formue[1] (efter sin død) tilfalder statskassen, om der foreligger (dvs. forefindes) en velforvaltet statskasse, men hvis der imidlertid ikke er, (en velforvaltet pengekasse, ligesom det har været tilfældet med muslimerne længe og indtil dagens dato) og en retskaffen mand, (der er pålidelig og bekendt med hvor disse penge må anbringes) er i stand til at tage den (dvs. formuen) og spendere den i muslimernes interesser, da gør han det.

At befale det gode (Ma^ruf)

og forbyde det onde (Munkar)

Et afsnit

om overholdelse af pligter og afståelse fra synder.

(Vid at) Det er pålagt enhver mukallaf (individ) (at udføre alt, hvad Allah har forpligtet denne med. (såsom bønnen, zakat, faste, at returnere fratagne rettigheder og lignende.) Endvidere påhviler det denne (også) at udføre det i overensstemmelse med (dvs. i henhold til) hvad Allah beordrede denne til, derunder at efterkomme tilhørende søjler (arkaan[2]) (hvor arkaan er flertal af rukun, hvilken er en del af en handling, og hvor handlingen ikke er gyldig foruden) og betingelser (shuruut[3]) (hvor shuruut er flertalt af shart, hvilken er hvad der ikke er en del af en handling, men hvor handlingen ikke er gyldig foruden) samt afstå fra tilhørende afbrydelser. (dvs. at holde sig derfra.)

Desuden skal denne, (dvs. enhver mukallaf) ifald man ser én udelade nogen af disse (dvs. forpligtelserne) eller udføre dem forkert, (dvs. udfører dem på en måde, hvor pligten ikke er godkendt) beordre ham til at udføre dem på rette vis. (dvs. på en måde hvor pligten er godkendt) Denne er endda pålagt (dvs. al-mukallaf er pålagt så snart denne ser en person ikke udføre pligterne på rette vis) at betvinge vedkommende (ved at tvinge denne) til det, (dvs. til at udføre forpligtelserne på rette vis) om man har formåen dertil. (dvs. til at betvinge og beordre.) Ellers skal man (hvis man ikke har formåen dertil) benægte det (dvs. at afsky denne handling) i sit hjerte, i tilfælde af at man hverken kan betvinge eller beordre vedkommende. Dette (dvs. at benægte og afsky handlingen i hjertet) er det mindste, der er påkrævet mennesket for at gøre sig fri for synden ved magtesløsheden. (overfor betvingelse og befaling.)

Det er pålagt (al-mukallaf) at afstå fra samtlige synder (det være sig store eller små synder) og forbyde enhver, der begår dem, (dvs. den der bedriver synder) samt endda betvingende forhindre denne i disse, om man magter det (dvs. magter at forbyde med hånden eller tungen, forudsat at dette ikke medfører til en grovere synd end den pågældende) – ellers (såfremt man ikke magter dette) er man (som magtesløs) pålagt at benægte dem (dvs. de pågældende synder) i sit hjerte.

(Definitionen af) Det forbudte (al-haraam) er det, som Allah har truet bedriveren deraf (hvilken vil sige den der begår al-haraam) med straf, (dvs. hvad udføreren deraf fortjener straf i det hinsides for) og har lovet den der afstår derfra, (i lydighed og underkastelse til Allahs befaling) med belønning, derimod er det forpligtede (al-waadjib) dets modsætning. (hvilket er det, som Allah har lovet udføreren deraf i lydighed og underkastelse med belønning, og truet den, der afstår fra det med straf.)