Kapitlet om troen
Den sande tro
Gud, være ophøjet, siger:
﴿ يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُواْ اتَّقُواْ اللهَ حَقَّ تُقَاتِهِ وَلاَ تَمُوتُنَّ إِلاَّ وَأَنتُم مُّسْلِمُونَ ﴿103﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”O troende, frygt Gud fuldkomment, og dø ikke som andet end muslimer”.
Den islamiske religion er den sande religion, som den sunde fornuft accepterer, og som passer til enhver tidsalder. Den er alle profeters religion, fra den første af dem Adam til den sidste Muhammad, må Gud ophøje og frede dem. Gud sendte profeterne for at vejlede menneskene til både godhed og retledning og for at anvise dem til at frygte Gud, være ophøjet, samt for at de skal fastholde sig på religionen indtil døden.
Fromhed: Fromhed er udførelse af hvad Gud, være ophøjet, har påbudt, og afståelse fra hvad Han har forbudt, så den der overholder dette er from. Den første af disse påbud er at have kendskab til og at tro på Gud, være ophøjet, samt Hans sendebud Muhammad, må Gud ophøje og frede ham.
Fremsigelse af de to vidnesbyrd: Når en ikke-muslim vil indtræde i islam, da bliver hans tro først accepteret, når han fremsiger de to vidnesbyrd. Og hvad angår muslimen, så er han pålagt at fremsige de to vidnesbyrd i hver bøn for at bønnen accepteres. De to vidnesbyrd er: Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Gud, og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud.
Betydningen af de to vidnesbyrd: Betydningen af det første vidnesbyrd Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Gud er: Jeg erklærer med ord og tror fast i hjertet, at ingen er tilbedt med rette undtagen Gud, være ophøjet.
Og betydningen af det andet vidnesbyrd Jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud er: Jeg erklærer med ord og tror fast i hjertet, at vor mester Muhammad søn af ^Abdullah er udsendt af Gud til samtlige mennesker og djin, for at de skal tro på Hans lovgivning. Og han var sandfærdig i alt, hvad han fortalte om Gud, være ophøjet.
Meningen med de to vidnesbyrd: Meningen med de to vidnesbyrd er afvisning af guddommeligheden for andre and Gud og samtidig en bekræftelse af guddommeligheden for Gud, være ophøjet, og en anerkendelse af vor mester Muhammad som et sendebud, må Gud ophøje og frede ham.
Hvem er den ansvarlige
Den ansvarlige ifølge lovgivningen er den, der har nået puberteten, er ved sin forstand og har hørt islams budskab. Puberteten nås ved at fylde femten måneår eller ved at få udløsning eller menstruation. Og det at være ved sin forstand betyder, at man ikke har mistet forstanden. Derudover er det en betingelse at have hørt islams budskab for at være ansvarlig. Så den, der er i puberteten og er ved sin forstand, bliver ansvarlig ved blot at høre grundlaget for det islamiske budskab, hvilket er Der er ingen gud end Gud, og Muhammad er Guds sendebud. Følgelig er den person, der har hørt om islam, ansvarlig og forpligtet til at blive muslim samt handle efter islams lovgivning. Ligeledes skal denne udføre alle forpligtelserne og afstå fra alle synderne.
På baggrund heraf forstås, at barnet intet ansvar har på dommedag, inden det når puberteten. Den sindssyge er heller ikke ansvarlig under sin sindssygdom, og tilsvarende den der lever efter at have nået puberteten, men ikke har hørt islams budskab.
Gud, være ophøjet, siger:
﴿ وَمَا كُنَّا مُعَذِّبِينَ حَتَّى نَبْعَثَ رَسُولاً ﴿ 15 ﴾
Hvilket betyder: ”Gud straffer ikke nogen, førend Han har sendt et sendebud”.
Profeten Muhammad, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Ansvaret er hævet for tre, den sovende indtil denne vågner, barnet indtil det når puberteten og den sindssyge indtil denne kommer til sin forstand.”
(Berettet af Abu Dawud)
En nyttig note: Da de arabiske idoltilbedere samledes fra forskellige steder i sæsonen for pilgrimsskab, plejede Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, at kalde dem til Islam. Han lod dem høre de to vidnesbyrd: Jeg bevidner, at der ikke er en anden gud end Gud, og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham. De arabiske idoltilbedere plejede at søge hen mod kabaen for at udføre pilgrimsskab i efterlignelse af deres muslimske forfædre.
Gud, være ophøjet, er skaberen af verdnerne
Gud, være ophøjet, siger:
أَفِي اللهِ شَكٌّ
Hvilket betyder: ”Der må ikke herske tvivl om Allahs eksistens”.
Den første pligt, der påhviler mennesket, er at have kendskab til Gud, være ophøjet. Han er skaberen af samtlige tilblivelser, og Han er skæbnebestemmeren af skabningerne. Uanset hvilken skabning vi tænker på, hvis vi reflekterer over den med en sund refleksion, vil vi erkende, at der er en skaber, der har skabt den.
Det intellektuelle bevis på Guds eksistens:
Med den sunde fornuft kan vi konkludere, at skrivning ikke kan finde sted uden en skriver, at slag ikke kan finde sted uden en udfører, og at opførelse ikke kan finde sted uden en opfører. Idet det forstandsmæssigt er uacceptabelt, at en handling finder sted uden en udfører. Således må universet, og hvad det huser af skabninger nødvendigvis have en Skaber, der er levende, viljefuld, vidende og almægtig. Og denne skaber er Gud, være ophøjet, der ikke ligner nogen af sine skabninger, og intet er lig med Ham.
Det er uacceptabelt, at naturen skulle være skaberen af universet, da naturen ingen vilje har. Hvordan skulle den så kunne skabe?
- Endvidere er det uacceptabelt, at noget skaber sig selv.
- Ligeledes er det uacceptabelt, at noget skulle skabe, hvad der er magen til sig selv.
Et eksempel herpå er et spædbarn, der til at starte med fødes lille, hvor det hverken kan tale eller gå. Efterhånden udvikler barnet sig og begynder at tale og gå. Herefter vokser det og bliver ung. Dernæst bliver det halvgammelt og affældigt og endeligt dør det. Hvem er den, som har udviklet og forvandlet det fra en tilstand til anden? Det er Gud, være ophøjet, som skabte, udviklede og forvandlede det, og lod det derefter dø. Hvis mennesket reflekterer, vil det erkende, at enhver forandring kræver en, der har skabt denne forandring. Universet forandrer sig og må derfor nødvendigvis have brug for én, der forandrer det.
En historie om en mand, der fornægtede Guds eksistens
Der berettes, at en ateist, der fornægtede Guds eksistens, henvendte sig til en kalif og sagde til ham: ”Lærde fra din æra siger: Dette univers har en skaber, og jeg er klar til at bevise for dem, at universet ingen skaber har.”
Kaliffen sendte bud efter en stor lærd, hvori han meddelte ham om nyheden og befalede ham at møde op. Denne lærd mødte, med vilje, lidt forsinket op. Kaliffen tog imod ham og lod ham sidde forrest i forsamlingen. Til forsamlingen mødte lærde og ansete folk op. Manden spurgte: ”Hvorfor blev du forsinket?” Denne lærd svarede: ”Der skete noget besynderligt for mig, og derfor blev jeg forsinket. Mit hjem ligger bag Didjlah-floden, og da jeg ville passere floden, fandt jeg ikke andet end en gammel båd, hvis træplader var ødelagte. Da mit syn faldt på den, bevægede pladerne sig og blev samlet. De blev sammenstykket til en velfungerende båd, egnet til at sejle med - uden reparation fra en tømrer eller en arbejder. Jeg satte mig i den, passerede floden, og ankom hertil”.
Manden sagde: ”O folk, lyt til, hvad jeres lærd siger. Har I hørt en større løgn end denne? Hvordan skulle en båd kunne blive til, uden en tømrer? Dette er åbenlys løgn”.
Den lærd sagde: ”O ikke-muslim, hvis det forstandsmæssigt er uacceptabelt, at en båd kan blive til uden en producent eller tømrer, hvordan kan du så påstå, at universet eksisterer uden en skaber.”
Guds egenskaber
Lærde har fremført, at det er en pligt for enhver ansvarlig at have kendskab til 13 af Guds egenskaber. Disse er: eksistens, enehed, evighed, uophørlighed, uafhængighed, magt, vilje, viden, hørelse, syn, liv, tale og uforlignelighed med skabningerne. Deres betydning er som følger:
Eksistens: Det er obligatorisk at tro på, at Gud eksisterer utvivlsomt. Han eksisterer uden at være i et sted og uden at være i en retning, og Han er ikke tidsbundet.
Enehed: Gud er én, og Han har ingen partner. Han er én i sit selv, og Han er alene beskrevet med sine egenskaber og sine handlinger.
Evighed: Gud er evig, uden en begyndelse på sin eksistens, og Han eksisterede før skabningerne.
Uophørlighed: Gud er uophørlig, dvs. at Han ingen slutning har på sin eksistens. Han forgår ikke, ej heller udslettes Han.
Uafhængighed: Gud, være ophøjet, har ikke brug for nogen af sine skabninger, mens alle har brug for Ham.
Magt: Gud, være ophøjet, har magt over alting.
Vilje: Alt, hvad der sker i universet, er med Guds vilje.
Viden: Gud er vidende om alting, også før det sker.
Hørelse: Gud, være ophøjet, hører alt hørligt uden ører eller instrumenter.
Syn: Gud ser alt synligt uden øjne eller instrumenter.
Liv: Gud er levende uden sjæl, kød og hjerte. Hans liv ligner ikke vores liv, og Han dør ikke.
Tale: Gud taler uden tunge og læber. Hans tale er hverken arabisk eller et andet sprog, for Han er skaberen af alle sprog, bogstaver og lyde. Og Hans tale ligner ikke skabningernes tale.
Uforlignelighed med skabningerne: Gud, være ophøjet, ligner ikke skabningerne.
Hvad der er fremkommet om skabelsens begyndelse - Vandet er den første skabning
Da profeten blev spurgt om starten af skabelsen, svarede han:
”Gud eksisterede, og der var intet andet end Ham, Hans Trone blev skabt af Vandet, Han indskrev alting på Tavlen, og skabte derefter himlene og jorden.”
(Berettet af al-Bukhariy)
Profetens svar på spørgsmålet var, at Gud ikke har nogen start på sin eksistens (altså at Han er evig) og ingen andre end Ham er evig. Med andre ord, det er kun Gud, der har eksisteret evigt og skabt alting. Betydningen af at Gud skabte alting er, at Han frembragte alt fra intethed til eksistens.
Gud, være ophøjet, har ikke skabt alle skabninger på én gang, men havde Han villet, havde han gjort det. Gud skabte himlene, jorderne og hvad der er imellem dem, såsom floder, bjerge og dale, på seks dage. Visdommen i dette er at lære os at gøre ting i ro og mag.
Vandet - den første skabning:
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Sandelig har Gud, være ophøjet, skabt alting af Vandet.”
(Berettet af Ibn Hibban)
Udtalelsen betyder, at før Gud skabte lyset, mørket, jorderne, himlene, Tronen og Den Bevarede Tavle, skabte Han Vandet. Han skabte Vandet før alt og gjorde det til kilden for alting. Han skabte herefter Tronen af Vandet, hvorefter Han skabte Pennen og Den Bevarede Tavle. Efter skabelsen af disse skabninger, skabte Gud de resterende skabninger, såsom jorderne, himlene, dyrene, bjergene, træerne og floderne. Den sidste art iblandt skabningerne er mennesket, og det første menneske er Adam, fred over ham. Han blev skabt en fredag eftermiddag.
Tronen: Dens form er som en seng med fire ben. Den er den største genstand, Gud, være ophøjet, har skabt, og Den er Paradisets tag.
Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”De syv himle i forhold til Al-Kursiy er som en ring i en vildmark. Og Tronen i forhold til Al-Kursiy, er som en vildmark i forhold til en ring.”
(Berettet af Ibn Hibban)
Dette henviser til Tronens mægtige omfang. Tronen bæres nu af fire kæmpestore, mægtige engle. Afstanden mellem deres øreflip og skulder modsvarer en distance på syvhundrede år med hastigheden for en hurtigt flyvende fugl. Men på dommedag vil otte engle bære Tronen.
Tronen er omringet af engle, og Den er ikke et opholdssted for Gud, idet Gud ikke er et legeme og ikke har behov for et sted. Imam ^Aliy, må Gud være tilfreds med ham, sagde: ”Gud skabte Tronen for at vise sin magt, og Han har ikke taget Den som et sted for sig”.
Gud skabte Tronen og Al-Kursiy for at vise Sin magt, og Han, være ophøjet, eksisterer uden at være i et sted eller retning.
Skabningernes rækkefølge efter Vandet og Tronen
Efter at Gud, være ophøjet, skabte Vandet og Tronen, skabte Han Den Hævede Pen og dernæst Den Bevarede Tavle og dernæst de øvrige skabninger.
● Den Hævede Pen og Den Bevarede Tavle: Der er blevet berettet, at Den Bevarede Tavle består af en hvid perle, begge Dens sider er af rubin og Dens bredte svarer til en afstand på femhundrede år.
Gud, være ophøjet, befalede Pennen at nedskrive, hvorefter Pennen med Guds magt skrev, uden at nogen af Hans skabninger holdt den. Pennen skrev på Den Bevarede Tavle, hvad der var sket, og hvad der vil ske til verdens ende. Efter halvtreds tusinde år skabte Gud himlene og jorderne på seks dage. Intet menneske bliver født og ingen regndråbe falder fra himlen, undtagen at det står skrevet på Den Bevarede Tavle.
● Jorden: Jordkloden, som vi opholder os på, er en af syv jorder, Gud har skabt. Denne jordklode ligger øverst. Hver af disse jorder er adskilt fra hinanden. I den nederste, syvende jord, findes et sted kaldt Sidj-djin. Efter at ikke-muslimernes krop nedbrydes, føres deres sjæl til Sidj-djin, hvor de opholder sig, indtil kroppene genskabes. Helvedet beligger under den syvende jord, og helvedet er ilden, Gud har lovet ikke-muslimerne samt de syndige af Hans skabninger. Skabelsen af denne jord fandt sted i de første to dage.
● De syv himle: Efter at Gud, være ophøjet, skabte jorderne, skabte Han de syv himle. Himlene er solide legemer, Gud har hævet uden at være båret af søjler. Himlene er adskilt fra hinanden, og afstanden mellem to himle er femhundrede år. Enhver af disse himle har en port.
Eftersom den første himmel ligger fjernt fra jorden, og mennesket ikke er i stand til at nå den, tror nogle mennesker, at rummet, der huser stjernerne og planeterne, er hele universet. Fejlagtigt tror de, at rummet er evigt uden grænser. Denne tro er usand, fordi Gud, være ophøjet, har meddelt os i koranen og ligeså profeten i sine udtalelser, at virkeligheden forholder sig anderledes. Over den syvende himmel beligger Paradiset.
● Jordens elementer: efter skabelsen af de syv himle, skabte Gud, være ophøjet, jordens elementer, såsom floderne, træerne, bjergene og andet.
● Adam: Gud skabte Adam i slutningen af den sjette dag, som var en fredag. Adam hører til den sidstskabte art, og han er den første profet. Gud, være ophøjet, skabte ham fra jordklodens jord, efter at en engel blev befalet af Gud at blande denne jord med vand fra Paradiset. Gud skabte Eva af Adams venstre ribben. Skabelsen af englene, djinene og dyrene var før skabelse af Adam.
Troen på skæbnebestemmelsen af godt og ondt
Gud, være ophøjet, siger:
﴿ إِنّا كُلَّ شَيءٍ خَلَقنٰهُ بِقَدَرٍ ﴿49﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Vi
skabte alting med skæbnebestemmelse”.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Troen er at tro på Gud, Hans engle, bøger, sendebude, dommedag og på skæbnebestemmelsen af godt og ondt.”
(Berettet af Muslim)
Vi har i de forrige lektioner afgivet forklaringer på det, der er nævnt i denne udtalelse. Dette er hvad profeten, må Gud ophøje og frede ham, meddelte, og det er obligatorisk at tro på det.
Troen på skæbnebestemmelsen af godt og ondt: Det betyder, at man skal tro på, at alt, hvad der er indtrådt i eksistensen af godt og ondt, er med Guds evige skæbnebestemmelse. De gode af menneskets gerninger er med Guds skæbnebestemmelse og tilfredshed, og det er noget Gud elsker. De onde af menneskets gerninger er med Guds skæbnebestemmelse, skabelse og viden, dog ikke med Guds tilfredshed, og det er ej heller noget, Gud elsker.
Note: Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sagde til ^Abbas´ søn, må Gud være tilfreds med ham:
”Vid, hvis nationen samler sig om at gavne dig med noget, vil de kun kunne gavne dig med noget, Gud har fastlagt for dig. Og hvis de samler sig om at skade dig med noget, vil de kun kunne skade dig med noget, Gud har fastlagt for dig - pennene er hævede, og skrifterne er udtørrede.”
(Berettet af At-Tirmidhiy)
Og profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Alting er skæbnebestemt, selv klogskab og ubegavethed.”
(Berettet af Muslim)
Kapitlet om Tilbedelserne
Fasten
Gud, være ophøjet, har pålagt de ansvarlige at faste måneden Ramadan, sigende:
يَا أَيُّهَا الَّذِينَ ءامَنُواْ كُتِبَ عَلَيْكُمُ الصِّيَامُ
hvilket betyder: ”O troende, det er jer foreskrevet at faste.”
(Surah Al-Baqarah, v. 183)
Dvs. at det er blevet en forpligtelse for jer at faste måneden Ramadan. Fasten blev pålagt i måneden sha^ban, i det andet år efter emigrationen. At faste måneden Ramadan er en mægtig forpligtelse og er en af islams vigtigste sager. Muslimerne fryder sig over dens komme. Den er måneden for godhed, dyder og velsignelser. Den er den bedste måned på året, og i den findes den bedste nat, Laylatul Qadr. Faste er at afholde sig i løbet af dagen fra det der afbryder fasten samt at udføre hensigten for fasten natten før. Fasten er en pligt for enhver muslim, der er ansvarlig, ved sin forstand og er i stand til at faste. Den er ugyldig for den menstruerende, og den der har efterfødselsblødning.
Det er pålagt at faste måneden Ramadan, når én af disse to ting forekommer:
Tredive dage af måneden sha^ban har passeret. Eller ved synet af nymånen for måneden Ramadan i natten til den tredivte af sha^ban.
Dette er udledt fra profetens udtalelse, må Gud ophøje og frede ham:
”Fast, når I ser nymånen, og slut fasten, når I ser den igen. Hvis I er forhindret i at se nymånen, fuldfør da sha^ban med tredive dage.”
(Berettet af Al-Bukhariy og Muslim)
Den person, der ser nymånen for måneden Ramadan, er pålagt at faste, og den, der ikke ser nymånen, er pålagt at faste, hvis en troværdig, ^adl, fri, sandfærdig muslimsk mand fortæller ham, at han har set nymånen.
Fastens pligter er to:
At fastsætte en hensigt: natten forinden, såsom at sige i hjertet: ”Jeg har til hensigt at faste dagen i morgen, som udførelse af ramadan forpligtelsen i år, i tro og ønske om at opnå belønning fra Gud, være ophøjet”. Tiden for hensigten er mellem solnedgang og daggry.
At afstå fra hvad der bryder fasten: fra daggry til solnedgang.
Hændelser der afbryder fasten:
Hændelser der afbryder fasten er mange, heriblandt: At spise eller drikke: selv hvis det spiselige er på størrelse med et sesamfrø, eller at drikkelsen er en vanddråbe eller medicin, vel at mærke at man husker at man faster.
At dryppe: næsen eller øret, hvis medicinen når ind til kroppens hulrum. Ligeledes at indføre noget i kønsdelen eller endetarmsåbningen. Det at dryppe øjet afbryder ikke fasten. Indsprøjtning i huden, en muskel eller åre afbryder ikke fasten.
At være besvimet hele dagen: Fasten accepteres ikke, hvis man har været besvimet hele dagen, altså fra daggry til solnedgang. Ligeledes gælder det for den, der mister sin forstand, om end det varer et øjeblik.
Opkast: ved at stikke fingeren eller lignende i munden. Hvis man derimod kaster ufrivilligt op, uden at sluge noget af opkastet, da afbrydes fasten ikke.
Frafald: uagtet hvilken det er af de tre frafaldstyper: tro, handling eller udtalelse.
Den, der bryder en dag af måneden Ramadan ved at spise, drikke eller kaste op, har syndet, og skal straks indhente denne dag efter Ramadan og Eid-dagen. Og denne er ikke pålagt at betale penge til de ludfattige og fattige.
Nyttig note:
Det er forbudt at faste dagen for højtiden Eid-Al-Fitr, dagen for højtiden Eid-Al-Adha, og de tre tashriq-dage, hvilket er de tre dage der efterfølger Eid-Al-Adha-dagen.
Bøn
Allahumma laka sumt wa^ala rizqika aftart.
Hvilket betyder: ”O Gud, til Dig har jeg fastet, og med Dit underhold har jeg brudt fasten.”
Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, plejede at sige, når han brød fasten:
”Dhahaba adh-Dhama´ wabtallatil-^uruq wa thabatal adjru in sha Allah.”
Hvilket betyder:
”Tørsten er slukket, årene er blevet fugtige, og belønningen er stadfæstet om Gud vil.”
(Berettet af Abu Dawud)
Zakah
Gud, være ophøjet, siger:
وَأَقِيمُواْ الصَّلاَةَ وَءاتُواْ الزَّكَاةَ
hvilket betyder:”Og udfør bønnen, og betal zakah.”
(Surah Al-Baqarah v. 43)
Sprogligt betyder zakah renselse og forøgelse. Og religiøst er det et navn for, hvad der udtages, for ejendele eller krop, med et bestemt formål. Det blev kaldt dette, fordi ejendelene forøges af de velsignelser, der ligger bag, at man yder dem, og desuden fordi det renser udtageren fra syndighed.
Zakah er iblandt de mægtigste sager i Islam. Gud forpligtede det i det andet år efter emigrationen. De ting som er pligtigt at betale zakah for er:
Al-an^am: Hvilke er kameler, kvæg, får og geder.
(Az-zuru^) afgrøder som man frivilligt lever af: altså det man normalt bruger som føde, såsom hvede, byg og majs, og ikke frugt, såsom æble og appelsin.
Ath-thimar: Dadler og rosiner.
Handelsvarer: Handel er at købe og sælge med henblik på at opnå fortjeneste.
An-naqdan: Guld og sølv.
Zakatul-fitr er også en pligt. Det er at man giver zakah for kroppen og ikke for ejendele. Den ansvarlige skal betale zakatul-fitr for sig selv, sin kone, sine små børn og sine fattige forældre i måneden ramadan eller i dagen for Eid-Al-Fitr.
Dem som fortjener at modtage zakah:
Det er ikke tilladt at betale zakah til andre end dem der fortjener det, og disse er de otte typer omtalt i den beærede koran, i verset:
إِنَّمَا الصَّدَقَاتُ لِلْفُقَرَاء وَالْمَسَاكِينِ وَالْعَامِلِينَ عَلَيْهَا وَالْمُؤَلَّفَةِ قُلُوبُهُمْ وَفِي الرِّقَابِ وَالْغَارِمِينَ وَفِي سَبِيلِ اللهِ وَابْنِ السَّبِيل
hvilket betyder: ”Zakah tilkommer de ludfattige, de fattige, zakah-indsamlere, Al-Mu´allafati qulubuhum, Fir-Riqab, Al-Gharimin, Fi Sabil-lillah og ibnis-Sabil”.
(Surah At-Tawbah v. 60)
Ludfattige: er dem, som ikke besidder halvdelen af deres fornødenheder.
Fattige: er dem, som besidder halvdelen af deres fornødenheder og mere, men ikke dem alle.
Zakah-indsamlere: er de ulønnede folk, som kaliffen har ansat til at indsamle zakah.
Al-Mu´allafati qulubuhum: er dem, der for nyligt har konverteret til Islam, men endnu ikke er tæt knyttet til muslimerne. Det gælder også dem, der er noble blandt deres folk - og ved at give dem forventer man, at deres lige bliver muslimer.
Fir-Riqab: er de slaver, der af deres herre er lovet frigørelse mod betaling af en sum penge.
Al-Gharimin: er de gældsbundne, der ikke magter at betale deres gæld.
Fi sabil-lillah: henviser til de frivillige, kæmpende personer, og henviser altså ikke til enhver godgørenhed. Det er således ikke tilladt at betale zakah til at opføre hospitaler, moskeer og lignende.
Pengeforlegne rejsende: er den, som er på rejse, men ikke har, hvad der kan føre ham til sin destination.
Betingelserne for zakah:
Betingelserne for zakah er to typer: Betingelserne for dets forpligtelse og betingelserne for dets gyldighed.
Betingelserne for dets forpligtelse er fem:
- Islam
- Frihed
- Fuldejerskab
- Et helt års ejerskab over ejendelene, der opgøres årligt
- Kvoteopnåelse. Man skal således ikke betale zakah, når kvoten for ejendelene ikke er opnået. Og i forbindelse med al-an^am gælder betingelsen, at dyrene skal have græsset på fællesgræsgange.
Betingelserne for dets gyldighed er at:
Give det til dem der fortjener det, hvilke er de ovennævnte otte typer.
Give det til en muslim. Det er ugyldigt at give det til en ikke-muslim.
Give det til en fri person. Det er således ikke tilladt at give det til en slave, med undtagelse af den hvis herre har lovet ham frigørelse mod betaling af en sum penge.
Modtageren ikke tilhører Hashim- eller Al-Muttalib-slægten. Så den, der er beslægtet med sendebuddet, må Gud ophøje og frede ham, må ikke modtage zakah, om end han er fattig. Iblandt de, der er beslægtet med profeten, er slægterne Munayminah, al-Hut, ash-Sharif, al-Kayyali, al-Djilani, ar-Rifa^i, as-Sayyadi, al-Qadiri og al-Kaylani samt mange andre, så vær opmærksom herpå.
Pilgrimsskab
Gud, være ophøjet, siger:
وَللهِ عَلَى النَّاسِ حِجُّ الْبَيْتِ مَنِ اسْتَطَاعَ إِلَيْهِ سَبِيلاً
hvilket betyder: ”Gud har pålagt hadj-pilgrimsskab for de mennesker, der magter det.”
(Surah Al-^imran v. 97)
Hadj-pilgrimsskab er iblandt de mægtigste sager i Islam, og det er en pligt for de ansvarlige, frie, der magter det. Det samme gælder ^Umrah-pilgrimsskab. Det er en pligt at udføre dem én gang i ens levetid, og det er desuden ønskeligt at gentage dem. Hadj-pilgrimsskab indeholder et særpræg, fordi den sletter de store samt små synder.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den, som udfører hadj-pilgrimsskab uden at have samleje eller begå en stor synd, er fri for sine synder som den dag, hans mor fødte ham.”
(Berettet af al-Bukhariy)
Dette er betinget af, at hensigten er oprigtig, dvs. at man gør det for Gud alene. Derudover skal pengene til rejsen være legitime. Og man skal beskytte sig både mod storsyndighed, altså mod de store synder, og mod samleje.
Iblandt de ting, der henviser til hadj-pilgrimsskabs høje værdi, er, at man skal underkue egoet, herunder at spendere penge og tøjle egoet, idet man sulter og tørster og er vågen længe, og man skal bekæmpe farefuldheden samt forlade sit land, familie og venner.
Søjlerne for hadj- eller ^umrah-pilgrimsskab:
Søjlerne er de handlinger, som pilgrimsskab for hadj eller ^umrah ikke accepteres uden. Så den, der forsømmer én søjle, vil dermed ikke få sit pilgrimsskab accepteret. Derfor er det nødvendigt, at man udfører alle søjlerne. Dog er man ikke pålagt nogen bod for udeladelse af nogen af søjlerne.
Hadj-pilgrimsskabs søjler er seks:
Hensigten: Man siger i hjertet fx: ”Jeg har til hensigt at udføre hadj-pilgrimsskab og at påbegynde dets handlinger i søgen efter belønning fra Gud, være ophøjet.”
Ophold på ^Arafah (selv et øjeblik): Opholdets tid begynder, når solen aftager fra sit højeste punkt i himlen på den niende dag af måneden Dhil-Hidjdjah til daggryet oprinder på den tiende dag altså Eid-dagen.
Cirkulation om Kabaen: Man skal gå rundt om Kabaen syv gange med venstre skulder til Kabaen. Man starter fra den sorte sten, og man skal være fri for de to hadath, udover at man skal tildække sin ^awrah.
Gang mellem As-Safa og Al-Marwah: syv gange, og det er ikke en betingelse at være ren. Man starter fra As-Safa og slutter ved Al-Marwah.
Kronragning eller klipning af håret: Kronragning er at barbere alt hår på hovedet, mens klipning er at klippe mindst tre hår. Kvinder klipper håret og barberer sig ikke.
Overholdelse af rækkefølgen i de fleste søjler: Man indleder med hensigten før alle de øvrige søjler, og det er en betingelse at vente med kronragning/klipning samt cirkulation om Kabaen (ifadah-cirkulation), indtil man har opholdt sig på ^Arafah.
Søjlerne for ^umrah-pilgrimsskab er fem:
Hensigten for ^umrah: Man siger fx: ”Jeg har til hensigt at udføre ^umrah-pilgrimsskab og at påbegynde dets handlinger i søgen efter belønning fra Gud, være ophøjet.”
Cirkulation om Kabaen.
Gang mellem As-Safa og Al-Marwah.
Kronragning eller klipning af håret.
Udførelse af alle søjlerne i den ovennævnte rækkefølge.
Pligterne for pilgrimsskab for hadj eller ^umrah:
Det pligtige er, hvad pilgrimsskab for hadj eller ^umrah accepteres uden, men man pålægges en bod for at udelade det. At undlade en pligt med vilje er forbudt.
Nogle af hadj-pilgrimsskabs pligter er at:
Udføre hensigten inden man overskrider grænseområdet.
Kaste halvfjers sten i de tre kastesteder, det lille, det midterste og det store.
Overnatte i Muzdalifah, et landområde nær ^Arafah, hvor pilgrimmene samler sten til kastene.
Overnatte i Mina, et landområde mellem Mekka og ^Arafah, men tættere på Mekka.
Afskedscirkulation om Kabaen.
Hvad er man pålagt ved forsømmelse af en pligt:
Det er en pligt at slagte et får for den, der har forsømt en pligt. Den, der ikke magter at slagte, faster ti dage: tre dage under hadj-pilgrimsskab, og syv når denne vender tilbage til sin familie.
Hvilke forbud er der for den, der har udført hensigten om pilgrimsskab for hadj eller ^umrah:
For kun mænd gælder disse to:
Tildækning af hovedet.
Iklædning af noget omsluttet i enderne via sømning, presning eller lignende.
For kun kvinder gælder:
Tildækning af ansigtet.
Bæring af handsker.
Under pilgrimsskab er det forbudt for både mænd og kvinder at:
Parfumere sig.
Smøre hovedet og skægget med voks, olie eller lignende.
Fjerne hår og klippe negle.
Indgå et ægteskab.
Jage spiselige, vilde, utamme dyr, såsom gazelle eller due.
Kapitlet om god moral
Oprigtighed, Uoprigtighed og Selvhævdelse
Oprigtighed i tilbedelse er blandt hjertets forpligtede handlinger, og det hører til den gode moral.
Betydning af oprigtighed i tilbedelse: er at man udfører sin lydighedshandling til Gud alene, dvs. at man i udførelse af lydighedshandlingen ikke har til hensigt, at folk skal rose én og se op til én med respekt og agtelse. Gud, være ophøjet, har gjort oprigtigheden til en betingelse for at få godtaget sine gode handlinger.
Gud, være ophøjet, siger:
فَمَن كَانَ يَرْجُواْ لِقَاء رَبِّهِ فَلْيَعْمَلْ عَمَلاً صَالِحًا وَلا يُشْرِكْ بِعِبَادَةِ رَبِّهِ أَحَدًا
hvilket betyder: ”Den, der ønsker at opnå sin Herres belønning, må handle redeligt og ikke være uoprigtig i sin tilbedelse af sin Herre.”
(Surah Al-Kahf v. 110)
Den oprigtige er den, der udfører sine lydighedshandlinger, såsom bøn, faste, pilgrimsrejse, zakah, koranrecitation og andet, i ønske om at opnå belønning fra Gud og ikke for at folk skal rose og omtale ham som en tilbeder. Følgelig er det en pligt, at den bedendes hensigt er oprigtig for Gud, være ophøjet, og kun for Ham. Og ikke for at folk skal sige om én: ”Vedkommende er en tilbeder, han forsømmer ikke forpligtelserne.” Ligeledes skal den fastende være oprigtig i sin faste for Gud alene. Dette gælder også for enhver, der yder zakah, giver almisse, reciterer koran eller udfører en belønningsværdig handling eller en godgørenhed.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”’Sandelig belønner Gud den af jer, der udfører sin handling med itqan.’ Der blev spurgt: ’O Guds sendebud, hvorledes udføres den med itqan?’ Han svarede: ’Ved at gøre handlingen fri for uoprigtighed og dårlig innovation.’”
(Berettet af hafidh As-Suyutiy)
Uoprigtighed: er det modsatte af oprigtighed og betyder: at man udfører belønningsværdige handlinger, såsom faste, bøn og lignende, med hensigt om, at folk skal rose og agte én.
Uoprigtighed ophæver belønningen for en handling, hvis både uoprigtigheden og handlingen er sammenfaldende. Belønningen for enhver lydighedshandling, der udføres med uoprigtighed, vil gå tabt, om end hensigten udelukkende er uoprigtig eller sammenfaldende med en hensigt om at få belønning af Gud.
Selvhævdelse i udførelse af lydighedshandlinger: er at man betragter ens tilbedelse som værende udført af én selv uden at drage til minde, at det er en gave fra Gud, dvs. at man i hjertet selv tager æren for ens tilbedelse, istedet for at ihukomme at det er en nådegave fra Gud, og at det er Gud, der ud af sin gavmildhed, har styrket én og givet én inspiration til at udføre den.
Uoprigtighed i lydighedshandlinger og selvhævdelse tilhører begge hjertets synder og er to dårlige vaner. Det er forpligtet den ansvarlige at afstå fra dem begge samt være oprigtig i sin tilbedelse til Gud, være ophøjet, for at opnå belønning.
Arrogance, nag og misundelse
Arrogance, nag og misundelse hører til hjertets synder samt de dårlige manérer. De er ukendte for mange mennesker, fordi folk ikke har lært om, hvad de er, og hvorledes man afstår fra dem.
Arrogance: Det er at afvise sandheden over for den, der fremlægger den, og at forklejne folk.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Arrogance er at afvise sandheden og at forklejne folk.”
(Berettet af Muslim)
Betydningen af at ”afvise sandheden” er at forkaste og fornægte sandheden over for den, der fremlægger den. Betydningen af at ”forklejne folk” er at foragte dem. Ud fra denne udtalelse forstås, at arrogance er at afvise sandheden over for den, der fremlægger den, mens man er velvidende om, at taleren har ret. Enten fordi vedkommende er yngre, fattig, elev eller svag. At forklejne folk er at foragte dem ved fx at være arrogant over for de fattige samt at se ned på dem eller at vende sig bort fra dem eller at udvise hovmodighed i sin tale til dem.
Nag: Det er at nære fjendskab til en muslim samt handle ud fra det.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den, der ønsker at blive bortfjernet fra helvede og at indtræde paradis, skal dø med troen på Gud og dommedag og behandle folk, som han selv elsker at blive behandlet.”
(Berettet af Ibn Hibban og Al-Bayhaqiy)
Misundelse: Det er at hade for andre, hvad Gud har skænket dem af gaver, ønske at de mister dem samt føle det tungt i hjertet. Det er dog først en synd, hvis man handler ud fra det. Hvis man derimod kun bærer på hadet, men ikke handler ud fra det, så har man ikke syndet. At handle ud fra det betyder, at man fx stjæler deres penge eller ødelægger deres bil som følge af ens misundelse.
Sand og usand bagtalelse samt splidsåning
Gud, være ophøjet, siger:
مَا يَلْفِظُ مِن قَوْلٍ إِلاَّ لَدَيْهِ رَقِيبٌ عَتِيدٌ
hvilket betyder: ”Mennesket fremsiger ingen udtalelse, uden at Raqib og ^Atid nedskriver den.”
(Surah Qaf v.18)
Dette vers belyser, at alt, hvad mennesket udtaler, hvad enten det er godt eller ondt, nedskrives af de to engle, Raqib og ^Atid. Det fornuftige menneske vil derfor afholde sin tunge fra al ondskab, herunder sand og usand bagtalelse samt splidsåning, da disse hører til tungens synder og de dårlige manérer.
Det er blevet stadfæstet, at en af ledsagerne talte til sin tunge, sigende:
”O tunge, sig godt, så vinder du. Og ti om ondt, så er du sikker, inden du kommer til at fortryde, for jeg har hørt Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sige: ’De fleste af menneskets synder begås af tungen.’”
(Berettet af At-Tabaraniy)
Sand bagtalelse: er at omtale en muslim med noget sandt ved ham, i hans fravær, med noget han ikke bryder sig om. Hvis en person siger, om en fraværende muslim, der er lav i højde: ”pågældende er lav”, og vedkommende ikke bryder sig om det, da har personen faldet i den bagtalelse, profeten forbød.
Gud, være ophøjet, siger:
وَلا يَغْتَب بَّعْضُكُم بَعْضًا
hvilket betyder: ”Bagtal ikke hinanden.”
(Surah Al-Hudjurat v.12)
Usand bagtalelse: er at omtale en fraværende muslim med noget usandt ved ham, og som han ikke bryder sig om at blive omtalt med. Denne synd er grovere end sand bagtalelse, idet den indeholder en løgn.
Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sagde til nogle ledsagere:
”’Ved I, hvad sand bagtalelse er? ’De svarede: ’Gud og Hans sendebud ved bedst.’ Han sagde: ’At du omtaler din bror med noget, han ikke bryder sig om.’ Der blev spurgt: ’Hvad nu hvis det, jeg siger, er sandt ved min bror?’ Han svarede: ’Hvis det er sandt ved ham, så har du bagtalt ham med noget sandt, og hvis ikke så har du bagtalt ham med noget løgn.’”
(Berettet af Muslim)
Den, der lytter til den forbudte bagtalelse, begår en af ørets synder. Imidlertid skal denne forbyde bagtalelsen.
Splidsåning: er at overføre menneskenes tale til hinanden for at så splid mellem dem, såsom at overføre tale mellem to tætte personer for at så splid imellem dem samt afbryde deres forhold eller for at fremkalde fjendtlighed mellem dem.
Gud, være ophøjet, siger:
هَمَّازٍ مَّشَّاء بِنَمِيمٍ
hvilket betyder: ”Enhver bagtaler, der sår splid.”
(Surah Al-Qalam v. 11)
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Ingen, der sår splid, kommer i paradis med de første.”
(Berettet af Al-Bukhariy)
Betydningen af udtalelsen er, at denne person ikke indtræder paradis sammen med de første, men efter han har fået helvedestraffen, han fortjener, i tilfælde af at Gud ikke benåder ham.
Løgn
Løgn hører til tungens synder. Og løgn er, at man med vilje siger noget, der ikke er i overensstemmelse med sandheden, dvs. at man er bekendt med, at det, man siger, er modsat sandheden. Løgn er forbudt, hvad enten det er i alvor eller for sjov.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Løgn er ikke tilladt i alvor eller i spøg.”
(Berettet af Al-Bayhaqiy)
Og han, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Vogt dig for løgn, da løgn fører til syndefuldhed og syndefuldhed fører til helvede, og så længe tjeneren lyver og bestræber sig på løgn, vil han kendes blandt englene som en løgner.”
(Berettet af Ibn Madjah)
Under løgn hører adskillige af tungens synder, herunder: at sværge falsk, at vidne falsk og at lyve om Gud og Hans sendebud.
Den falske svoren: hører til de store synder. Et eksempel herpå er, at man sværger falsk ved Gud, være ophøjet, sigende: ”Ved Gud, jeg har gjort det”, men man har ikke gjort det. Eller at man siger: ”Ved Gud, jeg har ikke gjort det.” Men man har gjort det. Dette er at vanhellige Gud, være ophøjet.
Det falske vidneudsagn: At vidne falsk hører til de største synder. Et eksempel herpå er, at en person afgiver hos dommeren et usandt vidneudsagn om, at en anden person har stjålet.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Det falske vidneudsagn ligner afguderi.”
(Berettet af Al-Bayhaqiy)
Det blev sammenlignet med afguderi på grund af den enorme synd det afføder. Og udtalelsen betyder ikke, at udføreren er trådt ud af islam, men at han har begået en stor synd.
At lyve om Gud og Hans sendebud: er iblandt de store synder.
Gud, være ophøjet, siger:
وَيَوْمَ الْقِيَامَةِ تَرَى الَّذِينَ كَذَبُواْ عَلَى اللهِ وُجُوهُهُم مُّسْوَدَّةٌ
hvilket betyder: ”På dommedag vil du se dem, der løj om Gud, have et sortnet ansigt.”
(Surah Az-Zumar v. 60)
Et eksempel på løgn om Gud er at sige:
”Gud har skabt et bjerg af guld i den retning”, men bjerget findes ikke. Dette er i uovensstemmelse med sandheden, på trods af at Gud magter at skabe et sådant bjerg. Iblandt løgn om Gud der er blasfemisk er at sige, at Gud sidder på Tronen, bor i en retning eller fysisk befinder sig overalt. Tilsvarende er det blasfemisk, at påstå at Gud har tilladt noget, som Gud har forbudt i sin lovgivning, eller at påstå at Gud har forbudt noget, som Gud har tilladt i sin lovgivning, når man ved at det er usandt, det man siger.
Et eksempel på løgn om Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, er, at man bevidst opdigter en udtalelse og refererer den til Guds sendebud.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”At lyve om mig er ikke som at lyve om andre. Den, der bevidst lyver om mig, skal indtage sin plads i helvede.”
(Berettet af Muslim)
Nyttevirkning af viden og praktisering af den
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Søgen efter viden er en pligt for enhver muslim.”
(Berettet af Al-Bayhaqiy)
Viden og videnssøgning er det bedste man kan ofre sine mest værdifulde tider på. Idet den rette vej til ens egen og families beskyttelse mod helvedes tortur er dels at lære om religionssemnerne, dvs. det Gud har pålagt os at være vidende om, og dels at afholde os fra hvad Gud har pålagt os at afstå fra.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den, Gud vil det godt for, gør Han informeret om religionen.”
(Berettet af Al-Bukhariy)
Viden og de ærefulde manerer:
En skabning kan ikke være from uden viden og praktisering, altså uden at lære om religionsemnerne og at overholde hvad denne har lært. Følgelig vil den, der har søgt viden og praktiserer den, vide, hvordan man benytter hjertet og kropsdelene i lydighed til Gud. Og på denne måde kan en muslim realisere at besidde de ærefulde manerer. Det er sådan, at en muslim bruger sin hørelse til at søge viden, og bruger sin mund til at repetere og udbrede den.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Overbring selv ét vers fra mig.”
(Berettet af Al-Bukhariy)
Afståelse fra tungens synder:
Iblandt det, den vidende skal afstå fra, er tungens synder, herunder: at give religionsbesvarelse uden viden, at fortie den pligtige viden, når en videnssøgende opsøger én, og at undlade at befale til ret og forbyde uret, når man magter det.
At give religionsbesvarelse uden viden: er at give sit subjektive synspunkt på et religionsforhold. Dette er forbudt og beskadiger én. Et eksempel herpå er, at påstå at noget er tilladt eller at det er forbudt uden at have kendskab til dets dom ifølge lovgivningen.
Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den, der giver religionsbesvarelse uden viden, forbandes af Gud, englene og samtlige mennesker.”
(Berettet af As-Suyutiy)
At fortie den pligtige viden overfor en videnssøgende: Iblandt tungens synder er at fortie den pligtige viden ved eksempelvis at afstå fra at lære den personlige forpligtede viden til en opsøgende person, der behøver den.
Profeten, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den, der bliver spurgt om en viden, men fortier den, vil pålægges et bidsel af ild på dommedag.”
(Berettet af Ibn Madjah, Al-Hakim og Ibn Hibban)
At undlade at påbyde det rette og forbyde det urette:
Hvis man undlader at påbyde det rette og forbyde det urette, når man magter det, begår man en af tungens synder. Hvis man ved, at en person undlader at bede, og denne godtager råd fra én, da er det pligtigt at befale ham til det rette, dvs. at udføre bønnen.
