I Den Nådefulde, Nådige Allahs navn
Lovprisning tilfalder Allah, skabningernes Herre. Ham tilhører foræring, gavmildhed og god taknemlighed. Vi beder Allah, Den Generøse, Nådige, og ligeså gør englene, om at ophøje vor mester Muhammad, det mest beærede sendebud, samt hans gode, rene efterslægt.
Endvidere er pålidelighed mht. viden væsentligere end pålidelighed mht. penge. Mennesket bør herfor være omhyggeligt med hvad det siger og handle i overensstemmelse med det vor mester ^Abdullah søn af ^Umar søn af Al-Khattab har sagt:
الْعِلْمُ ثَلاثَةٌ كِتَابٌ نَاطِقٌ وَسُنَّةٌ مَاضِيَةٌ وَلَا أدْرِي
Hvilket betyder: ”Viden er tre typer: Allahs bog, profetens autentiske udtalelser og ’jeg ved det ikke”. 
Meningen med ”Allahs bog” er Koranen, ”profetens autentiske udtalelser” er de stadfæstede udtalelser fra Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, og ”jeg ved det ikke” er at svare sådan når man er ukyndig på et felt, og endvidere skal man afstå fra besvarelser uden forhåndsviden.
I skal begribe stillede spørgsmål på rette vis og afstå fra at forhaste jer med at afgive svar førend spørgsmålet er blevet forstået ligesom vor mester ^Abdullah søn af ^Abbas, må Allahs nåde hvile på dem begge, har anført:
أَفْهِمُونِي مَا تَقُولُونَ وَافْهَمُوا عَنِّي مَا أقُول
Hvilket betyder: ”Lad mig forstå hvad I siger, og forstå fra mig hvad jeg siger”. Berettet af Al-Bukhariy
Ret jer efter et udtryk som gavner meget den der tager det til følge:
زَيْنُ الْعِلْمِ الْحِلْم
Hvilket betyder: ”Videns udsmykning er besindighed”.
Mange katastrofale udtalelser vedrørende religiøse sager er et udslag af at overskride sine grænser og under sit foredrag besvare uden forhåndsviden på spørgsmål der ikke er forbundet til det egentlige stof i bogen som foredragsholderen underviser i. Dette indebærer stor fare. Hvis eleven spørger underviseren, så skal underviseren ikke besvare spørgsmål der ikke er tilknyttet emnet, og som underviseren ikke har fået svaret på via mundtlig overlevering. I stedet skal underviseren sige: ”Jeg ved det ikke”, for i så fald frelser han sig selv og eleven. Underviseren skal heller ikke tænke at eleven vil betragte ham som svag hvis han ikke besvarer spørgsmålet.
Det er desuden af yderst vigtighed at underviseren ihukommer så snart han ønsker at påbegynde foredraget at formålet er at gavne folk i deres religiøse anliggender i søgen efter belønning fra Allah og ikke for at omtales med at have stor viden. Hvis underviseren ihukommer denne hensigt i begyndelsen af foredraget, så vil det være nemt for ham at sige ”jeg ved det ikke” angående emner som han ikke har indsigt i.
Det er ligeledes vigtigt at underviseren drager omtanke for den person han underviser samt de der overværer foredraget udover sine egne elever hvorvidt udtrykket der nævnes under foredraget opfattes korrekt af de tilstedeværende, eller om det ikke opfattes som det skal, og som han tilsigter med det.
Al-Imam ^Aliy, må Allah være ham nådig, sagde: ”Tal til folk med det de forstår, ønsker I mon at der skal tilskrives løgn til Allah og Hans sendebud?”. Berettet af Al-Bukhariy.
I tillæg hertil har Allah, være ophøjet, sagt i Surat Qaf, vers 18:
Verset redegør for at ethvert udtryk der er fremsagt af mennesket, nedskrives af de to engle Raqib og ^Atid hvad enten udtrykket er godt, ondt eller neutralt.
Herudfra forstås at mennesket stilles til regnskab for hvad det siger. Hvis det er ondt, så straffes det herved, og hvis det er godt, så belønnes det herved. Som følge heraf har lærde sagt at hvis en muslim fremsiger et vantro udtryk frivilligt ej tvunget til det, bevidst ej ud af fortalelse og endeligt at denne er ved sin forstand ej sindssyg, så udtræder denne herved fra Islam.
Endvidere har muslimske lærde inddelt vantro i tre typer: Vantro ved trosretning, vantro ved handling og vantro ved udtalelse. De har desuden fastlagt nogle grundregler hvorved der vides hvilke udtalelser, handlinger og trosretninger der fører en ud af Islam.
Første Grundregel
Den der afviser hvad der i religionen er blevet evident dvs. er blevet velkendt hos både de vidende og de almene muslimer, begår vantro . Selvom afviseren er uvidende om at sin tale fører ham ud af Islam. Et eksempel herpå er at sige: ”Det er lovligt at indtage alkohol” efter at være bekendt med at lovgivningen forbyder alkohol indtagelse . Dette er vantro omend man er uvidende om at man begår vantro heraf.
Hvis afviseren derimod
- Er en nykonvertit dvs. er omvendt til Islam for nylig.
- Minder om en nykonvertit idet han eksempelvis er opvokset i et område fjernt fra de vidende.
- Eller er opvokset iblandt muslimer , men har ikke gentagne gange hørt om dommen han har afvist, så begår denne ikke vantro. Dette er under forudsætning af at afviseren er ubekendt med at dommen han har afvist, er en del af religionen Islam. Sidstnævnte gælder så længe reglen, som afviseren afviser, ikke vedrører sager der er forbundet med at ophøje Allah over at have en mage; at ophøje Ham over at være rummet i en retning samt sted; og at ophøje profeterne over svig samt ubegavethed . Den der tilskriver Allah, være ophøjet, sted, retning eller skabningernes egenskaber; eller tilskriver profeterne storsyndighed, skændighed , svig eller ubegavethed, begår vantro omend denne er nykonvertit eller fejltolker. Idet muliggørelse af at Allah, være ophøjet, er tilskrevet de førnævnte ufuldkommenheder, afbryder troen på Allah. Og idet muliggørelse af at profeterne, må Allah ophøje deres rang, er tilskrevet de førnævnte ufuldkommenheder, afbryder troen på Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham.
Religionens grundpiller er inddelt i to kategorier. Afvigeren fra den første kategori selv hvis han er uvidende om dens nævnelse i lovgivningen, hans tro på Allah og Allahs sendebud, må Allah ophøje og frede ham, er ugyldig. Et eksempel på hvad troen på Allah og Hans sendebud indebærer, er at Allah er hævet over at have en mage, og at profeterne er hævet over lavhed og skændighed. Så den der afviser i hjertet eller med tungen en grundpille af denne kategoris piller, begår vantro om end denne er en nykonvertit eller ej; er opvokset iblandt muslimerne eller ej; har fejltolket eller ej.
Hvad angår den anden kategori så inddeles den også i to kategorier. Den første kategori omfatter grundpillerne der er evidente såsom troen på gravens pinsler for den vantro. Den der afviser eller tvivler på en grundpille herfra, erklæres for vantro .
Den anden kategori omfatter grundpillerne der i religionen ikke er evidente selv hvis der er konsensus om dem såsom troen på Al-Hawd (profetens sø). Afviseren og den der tvivler på denne kategori, dømmes ikke for vantro medmindre de gør det af stædighed eller benægter det bevidst.
Reglerne om forbud, uønskeligheder, påbud, lovligheder samt neutralitetter, alle sammen kendes ifølge sunnitterne via lovgivningen og ikke via forstanden, og disse regler inddeles ligeså i to kategorier: Det der er evident i religionen, og det der ikke er evident i religionen. Den første kategori omfatter forpligtelsen af de fem daglige bønner, zakah-almissen, fasten og pilgrimsrejsen. Den der afviser nogen af disse, dømmes for vantro. På nær hvis afviseren minder om en nykonvertit eller fejltolker disse punkter på en måde at fejltolkningen afværger vantro fra ham. Et eksempel på fejltolkning er fejltolkningen fra de der afstod fra at betale zakah og afviste at den var dem pålagt efter Allahs sendebuds bortgang i Abu Bakr As-Siddiqs regeringsperiode. På trods af deres fejlslutning i tolkning så afværgede deres fejltolkning dem fra at blive idømt for vantro. Og af denne grund dømte ledsagerne dem ikke for vantro, men bekrigede dem for deres afståelse fra zakah-betalingen ligesom de bekrigede dem der frafaldt Islam.
Under denne kategori hører ikke den der tolker vers og udtalelser anderledes end deres betydning og derved bærer dem på en måde der modstrider og modsiger de to vidnesbyrd eller et af dem. Et eksempel herpå er den der tror at Allah er et legeme pga. sin misforståelse af et vers eller en udtalelse. Ligeledes gælder det for den der tolker et vers eller en udtalelse anderledes end dens betydning og derved tror at noget i denne verden finder sted uden at det er med Allahs vilje, eller at en anden end Allah skaber et selv af selvene eller en handling af handlingerne. Idet den der tror på noget der er magen til disse trosretninger, har ikke kendskab til Allah, være ophøjet, hvordan skal denne så være rettroende? På lige med denne er den der ikke har lært det rette om disse punkter og på baggrund af sin uvidenhed har taget fejl. Tillige gælder det for den der har lært det rette og derefter har glemt det. Af denne grund har Ibn Al-Djawziy (i sin bog Akhbar As-Sifat) og andre gendrevet Ibn Qutaybahs udtalelse om ikke at dømme den der afviser Allahs magt over alting for vantro på baggrund af dennes uvidenhed. Ibn Al-Djawziy har tillige sagt at afvisning af Allahs magt over alting er ifølge konsensussen vantro. Dette er blevet tilkendegivet om ham af Al-Hafidh Ibn Hadjar og andre som gav ham medhold heri.
Den anden kategori vedrører det der ikke er evident i religionen hvad enten der er konsensus herom eller ej. Så den der afviser en dom af denne kategori hvorom der er konsensus, dømmes ikke for vantro uanset om dommen vedrører noget illegalt, legalt, pligtigt eller belønningsværdigt. Medmindre afviseren er bekendt med dommen og herefter afviser den. På den anden side begår afviseren dog en stor synd for sin modsigelse af nationens konsensus. Et eksempel herpå er at tillade et lyst- og skærmfrit håndtryk til en fremmed kvinde eller at være i enrum med en kvinde uden at ville synde ud af uvished om lovgivningens forbud imod dette. I så fald dømmer vi ikke denne person for vantro.
De almene mennesker der følger en lærds holdning frem for en andens indenfor kategorien af regler hvorom der er uenighed i nationen, begår ikke vantro. Et eksempel herpå er Al-^umrah. Nogle lærde har sagt, at Al-^umrah er pålagt den der magter at udføre den . Andre har sagt at Al-^umrah ikke er pålagt . Så den der følger en af disse to holdninger, begår ingen lovbrud medmindre denne tror på at lovgivningen påbyder Al-^umrah, og denne så alligevel afviser påbuddet; eller påbyder Al-^umrah med troen på at lovgivningen ikke påbyder den. I dette tilfælde begår denne vantro idet denne har tilskrevet lovgivningen løgnagtighed. Dette gælder fordi metoden at kende reglernes forgreninger på er via hørelse og overlevering og ikke en anden måde eftersom det gode er det lovgivningen har bestemt som godt, og det dårlige er det lovgivningen har bestemt som dårligt. Havde Allah, være ophøjet, ikke pålagt os nogen forpligtelser, da ville ingen af dem havde været os pålagt. Og havde Allah ikke forbudt os nogen af forbuddene da ville ingen af dem havde været os forbudt. Således ville ingen af dem havde været årsag til straf i det hinsides. Allah, være ophøjet over enhver ufuldkommenhed, fastsætter reglerne som Han vil, og gør hvad Han vil. Ingen tvinger eller nødsager Ham til noget. Så den der tror på at en bestemt dom er nævnt i lovgivningen og afviser den alligevel, begår vantro. Uanset om denne har fejltolket eller ej; om der er konsensus om dommen eller ej; eller om dommen er evident i religionen eller ej.
Den der derimod er ubekendt med lovgivningens dom i en bestemt sag dvs. har ikke fået kendskab til lovgivningens dom og dermed tror på at lovgivningens dom er anderledes end hvad den virkeligt er eller siger det der er modsat det rette pga. sin uvished om dommen, og fordi denne tror på at det han siger er lovgivningens dom, og ikke fordi denne ønsker at afvise eller modsætte sig dommen, begår ikke vantro. Det samme gælder for den der har lært lovgivningens dom, men derefter har glemt den og derved tror på det modsatte af sandheden uanset om dommen i virkeligheden er evident i religionen eller ej.
Anden Grundregel
Enhver udtalelse, handling eller trosretning der indbefatter bespottelse af Allah, Hans sendebude, bøger, engle, regler, løfter, trusler, de velkendte sager i religionen eller Hans vers, er vantro . Endvidere har lærde inddelt udtryk der fører til vantro i umiddelbar og entydig.
- Det umiddelbare [udtryk] er det der i henhold til sproget rummer flertydighed, men ligger tættere på en betydning der er vantro.
- Det entydige [udtryk] er det der i henhold til sproget kun rummer én betydning, og som indebærer vantro.
De lærde har sagt at den der fremsiger et umiddelbart udtryk der rummer flertydighed hvoraf den ene betydning er mere anvendt og er vantro, og den anden betydning er mindre anvendt, dømmes ikke for vantro indtil det er klarlagt hvad dennes hensigt er .
Den der derimod udtaler et entydigt vantro udtryk, dømmes for vantro, og denne udspørges ikke om sin hensigt og der godtages heller ikke en tolkning fra denne . Medmindre denne er ubekendt med udtrykkets entydige vantro betydning og tror at det entydige udtryk bærer en anden betydning der ikke er vantro. I dette tilfælde vil udtrykket set i forhold til personen ikke dømmes som værende entydig. Et eksempel herpå er det som nogle mennesker siger: ”I eksistensen er der ikke andre end Allah”, ”Der eksisterer ikke andre end Allah” eller ”Han er alt”. Disse udtryk hører til de entydige vantro udtryk set ud fra deres sproglige betydning. Idet udtrykkene betyder at universet er Allah. Alligevel er der nogle mennesker som ikke forstår denne betydning, men tror på at udtrykkene betyder at Allah er Den der fastlægger alting. Disse mennesker dømmes ikke for vantro hvis de fremsiger disse udtryk, men de forbydes dem. Derudover klargøres der for dem hvad udtrykkenes fordærvede betydning er.
På den anden side dømmes de mennesker der har frembragt disse ord og opfattet den betydning der indebærer forening af Allah med universet - dvs. at gøre Allah og universet som en enhed -, for vantro. Disse mennesker tilhører de afvigende der påstår om sig selv at være sufister relaterende sig selv til islam. De har adopteret disse udtryk fra græske filosoffer. Efterfølgende er udtrykkene gået videre til nogle almene menneskers hørelse uden at disse mennesker har kendt betydningen. Senere for ca. et århundrede siden er der opstået sådanne udtryk fra visse mennesker der relaterer sig til Ash-Shadhiliyyah al-Yashrutiyyah retningen. De tror på udtrykkenes indhold der er vantro hvilket er udtrykkenes oprindelige betydning. Til tider siger disse mennesker at Allah indgår i enhver person, og til andre tider siger de at Allah opløses i personer .
Tilsvarende gælder det hvis en person ud af uvidenhed indenfor den sproglige betydning, tror at et entydigt vantro udtryk bærer to betydninger hvoraf den ene er vantro, og den anden ikke er vantro, og personen udtaler udtrykket uden at mene vantro betydningen. I dette tilfælde begår personen ikke vantro.
Personen der derimod er bekendt med at udtrykket er entydigt i henhold til sproget, men opdigter en ny betydning ifølge ham og tilsigter denne opdigtede betydning uden at tro på udtrykkets oprindelige betydning, og personen bevidst udtaler udtrykket velbekendende med dets oprindelige betydning, begår vantro. Et eksempel herpå er hvad nogen ubehøvlede siger [når de vil fornærme andre]: ”Ukhta rabbik (din guds søster)”. Eller hvad nogen siger til hverandre: ”Ya ibn Allah (du, guds søn)”. Disse begår vantro omend de ikke tror på betydningen. Nogen af disse udtaler dette udtryk på en almen dialektform: ”Ya ibn Alla” uden h’et [ﻫ] i termen Allah mens de forstår af dette udtryk at Allah omtales. Andre udtaler h’et idet Allah med h’et eller Alla uden h’et er det samme ifølge dem.
Dog siger vi om personen der udtaler et entydigt frafaldsudtryk at vi anskuer hans tilstand. Forstår personen betydningen [af udtrykket], eller er personen ubekendt med betydningen og tror at udtrykket bærer en anden betydning. Hvis personen er ubekendt med udtrykkets betydning, så dømmer vi ikke personen for vantro, men i et sådant tilfælde lærer vi personen om udtrykkets betydning og forbyder ham at fremsige det.
Hvis personen udtaler det entydige [udtryk] og glemmer den vantro betydning som han tidligere har kendt og forstår ikke fra udtrykket ved fremsigelsen af det andet end en betydning der ikke indebærer vantro, så begår personen ikke vantro.
Herudfra forstås at der ikke skal hastes med at fælde vantrodom over en person der har udtalt et uentydigt vantro udtryk, men i stedet et umiddelbart vantro udtryk førend det er afklaret, hvad personen har haft til hensigt. Ej heller skal der hastes med at fælde vantrodom over den der har udtalt et entydigt vantro udtryk hvis udtaleren ikke er bekendt med udtrykkets betydning og desuden ikke er vidende om udtrykkets entydighed.
Nogle Hanafiy lærde og andre har sagt : ”Hvis et udtryk bærer 70 betydninger der er vantro og en enkelt betydning der ikke er vantro, så dømmes udtaleren af dette udtryk ikke for vantro medmindre det er afklaret at udtaleren har ønsket en af de betydninger der er vantro”. En lign. udtalelse skulle være relateret til Abu Hanifah eller Malik, men det er usandt. Ingen af de to imamer har anført det . Dog er betydningen af det førnævnte udtryk korrekt. Den stadfæstede udtryksmåde for fremgangsmåden hos de senere Fiqh-kyndige for at fastslå idømmelse af frafald er følgende: ”Hvis et udtryk bærer flere sider (betydninger) der fastslår vantro, og en side der ikke fastslår vantro, så dømmer muftien ikke udtaleren af udtrykket for vantro medmindre udtaleren har ønsket vantro udtrykket”. Hvad de Fiqh-kyndige har ment med udtrykket ”side”, er ”betydning” idet et ord kan indeholde over 10 betydninger såsom ordet ”yadd” . Den der tilskriver Allah Yadd og mener med dette udtryk en kropsdel som tillægges mennesket samt andre, dømmes for vantro fordi denne sammenligner Allah med Hans skabninger. Derimod vil den der tilskriver Allah yadd og mener hermed magten, nådesgaven eller lign. betydninger som ikke indebærer sammenligning af Allah med Hans skabninger, ikke dømmes for vantro.
På baggrund af denne redegørelse idømmes vantrodom over den der tolker Allahs tillæggende egenskaber i Koranen: Yadd eller Al-Istiwa’ ^ala al-^arsh som noget fysisk eftersom det fysiske hører til skabningernes egenskaber. Dvs. den der tolker Yadd med en hånd eller Al-Istiwa´ ^ala al-^arsh med sidning, stabilisering eller høj beliggenhed og afstand altså tolker disse i fysiske henseender, begår vantro. Ligeledes vil den der tolker Madji´ som er nævnt i koranen i Allahs udtalelse:
﴿ وَجاءَ رَبُّكَ وَالمَلَكُ صَفًّا صَفًّا ﴿22﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”
– på samme måde som menneskets og englenes Madji´, altså flytning og bevægelse fra et sted til et andet, begå vantro.
Som overbygning af det førnævnte siger vi at hvis vi eksempelvis hører en person sige: ”As-Salatu ^alan-Nabiyy makruh”, så bør vi ikke haste med at idømme personen for vantro. Personen skal derimod spørges om hans hensigt idet arabere benytter termen ”An-nabiyy” om en høj, afrundet jord. Hvis det viser sig at personens hensigt har været at det er Makruh (uønskeligt) at bede på en høj, afrundet jord idet denne bøn ikke rummer gudfrygtighed (andægtighed), da er personens udsagn sandt. Og hvis det viser sig at personen har agtet med sin udtalelse at det er Makruh (uønskeligt) at spørge Allah om at ophøje rangen af profeten Muhammad, så dømmes personen for vantro. I ordbogen Al-Qamus og andre er der nævnt at termen ”An-nabiyy” indeholder disse to betydninger.
Dette klargør desuden for os at det ikke tilkommer muftien at udstede domme i disse sager førend denne er blevet bekendtgjort med det lokale folks sprogbrug i forbindelse med hvad de benytter af vendinger. Dvs. at muftien ikke har ret til at udstede en dom over udtryk førend denne er blevet bekendt med det lokale folks sprogbrug.
Tredje Grundregel
Den der tror på, udfører eller siger et entydigt vantro udtryk ifølge konsensussen, gavnes ikke af at fremsige vidnesbyrdet, så længe denne tvivler på dommen. Denne skal derimod fremsige vidnesbyrdet for at frigøre sig fra vantroen og desuden bære den faste tro på at den der falder i denne vantro, begår vantro. Fremsigelse af vidnesbyrdene gavner ikke så længe man ikke forlader vantro som det er tilfældet med mange mennesker. De udtaler vantro udtryk og fremsiger derefter vidnesbyrdene uden at afstå fra vantroen. Dvs. uden at vide at udtrykket er vantro og følgelig tage afstand fra det i hjertet. I dette tilfælde gavner deres fremsigelse af vidnesbyrdene ikke dem .
Det er ikke betinget for den person der forlader noget vantro og fremsiger vidnesbyrdene, at han herunder ihukommer i hjertet et bestemt udtryk såsom jeg har til hensigt at indtræde i Islam. At betinge ihukommelsen af dette udtryk bærer ingen gavn. Det at personen er blevet bekendt med vantroen, forlader den samt fremsiger vidnesbyrdene for at løsrive sig fra vantroen, er hensigten at indtræde i Islam. Ud fra dette forstås det som vi siger til den vantro: ”Sig vidnesbyrdet med hensigten om at indtræde i Islam” dvs. vid at du er vantro, forlad vantroen, og fremsig vidnesbyrdet for at blive muslim. I dette tilfælde er der ingen skade.
En vigtig note: Den der har begået vantro og siger efterfølgende ”Astaghfirul-lah (Må Gud tilgive mig)” før sin tilbagevenden til Islam med de to vidnesbyrd, gavnes på ingen måde af at sige det førnævnte udtryk. Tværtimod begår denne yderligere vantro idet denne opsøger tilgivelse mens han er vantro. Og Allah tilgiver ikke den vantros vantro eller synder så længe denne er vantro.
En yderligere note: En person begår vantro uden at kende til dommen. Senere lærer personen at dommen for det begåede er vantro, men erindrer ikke at have begået vantroen. Nogen tid efter fremsiger personen de to vidnesbyrd af vane og ikke af tilbedelse og husker fortsat ikke at have begået vantro. Men efter en periode erindrer personen at have begået vantroen og ikke at have fremsagt vidnesbyrdene som løsrivelse fra den eftersom han ikke huskede at have begået den. I dette tilfælde har de to vidnesbyrd som han har udtalt af vane, gavnet ham. Endvidere skal personen ikke gentage vidnesbyrdene idet personen har fremsagt vidnesbyrdene med afstandstagen fra vantro og ikke ud af stædighed.
En regel: Vidnesbyrdet der er blevet kendt under sikkerhedsvidnesbyrdet, nytter i to tilfælde.
- Det første er at en person siger et flertydigt udtryk der bærer nogen vantro betydninger og efter personens fremsigelse af udtrykket, tvivler personen om hvorvidt han har ment betydningen der indebærer vantro eller ej.
- Det andet er at personen bliver bekendt med at dommen for et vis udtryk er vantro, og personen så tvivler om udtrykket er forekommet af sig eller ej.
I begge tilfælde er personen pålagt at fremsige sikkerhedsvidnesbyrdet øjeblikkeligt. Fremsigelsen af dette vidnesbyrd gavner personen hvis han i virkeligheden har begået vantro.
Fjerde Grundregel
Den der afviser udtrykket af en Mutawatir Hadith , begår ikke vantro . Derimod begår denne vantro hvis denne afviser Hadithens betydning der er evident i religionen . På den anden side vil den der afviser ét bogstav fra Allahs Bog [Koranen], begå vantro hvis det er blevet gjort ud af stædighed . Dette gælder selv hvis dennes afvisning ikke ændrer betydningen. Antallet af ”Mutawatir Hadith” er ifølge nogle lærde ca. 50 dog er de ifølge andre andet.
Femte Grundregel
Den der agter at begå vantro i fremtiden , tøver med det eller lader det afhænge af forekomsten af en hændelse såsom at sige: ”Hvis jeg mister mine penge; eller mit barn dør, så omvender jeg til jødedommen; eller omvender til en anden religion end Islam”, begår vantro i samme øjeblik . Herunder hører den der befaler andre til at begå vantro såsom at sige til sin søn: ”Band af dennes Herre [Allah]” som nogle folk gør for at øve barnet i at tale. Den der befaler et barn til at fremsige sådanne udtryk, begår vantro selvom barnet ikke kender til betydningen. Dette svarer til at sige til en voksen mand: ”Band ad dennes Herre”. Dommen er ens. Ligeså vil den der tvinger et menneske til at begå vantro, selv begå vantro idet at acceptere vantro er vantro .
Hertil hører at bifalde vantro fra andre selv hvis det ikke udtrykkes mundtligt . Hvorimod den der griner forhånende af den der begår vantro eller ikke magter at kontrollere grinet, ikke begå vantro idet denne ikke er tilfreds med vantroen og ej bifalder den.
I øvrigt vil den vantro der agter at blive muslim uden praktisk set at gennemføre det ikke blive muslim indtil denne fremsiger vidnesbyrdet med agt og fastbeslutsomhed, for i så fald tælles denne for muslim.
Sjette Grundregel
Enhver handling der udelukkende udøves af vantro , er vantro. Et eksempel herpå er at smide Koranen i affald eller at knæle til et idol , solen, månen eller satan.
Syvende Grundregel
Den der ønsker legalisering af en sag der har været forbudt i samtlige lovgivninger, og denne er bekendt med det, begår vantro . Et eksempel herpå er at ønske legalisering af hor, indtagelse af blod eller kød der ikke er slagtet ifølge shariaen; svinekød eller kød der er slagtet under et andet navn end Allahs. Disse sager har været forbudt i samtlige lovgivninger - fra Adams lovgivning til Muhammads lovgivning. Dog gælder det ikke på samme måde at ønske legalisering af en sag der har været lovlig i nogen af profeternes lovgivninger såsom ægteskab mellem bror og søster eller har været illegalt i samtlige lovgivninger, men man ved ikke at det har været illegalt i dem alle.
Ottende Grundregel
Den der dømmer en muslim for vantro uden grund, begår vantro. Dette er bekræftet i en udtalelse berettet af Muslim :
مِنْ قَالَ لأخِيْهِ يَا كَافِرُ فَقَد بَاءَ بِهَا أَحَدُهُمَا فَإنْ كَانَ كَمَا قَالَ وَإلاَّ رَجَعَتْ عَلَيْه
Hvilket betyder: ”Den der har sagt til sin bror: ”din vantro”, har en af dem begået vantro. Enten er tilfældet som denne siger, og ellers vender den tilbage til denne”.
Dette skyldes at denne har tilskrevet Islam som sin muslimske bror adopterer, for vantro. Bærer denne derimod en begrundelse for at dømme sin bror for vantro pga. sin brors indtagelse af alkohol, hor eller selvmord, og fordi denne ud af uvidenhed tror at indtagelse af alkohol, hor eller blot selvmord er vantro og derfor har dømt sin bror for vantro, så dømmes denne ikke for vantro, men som storsyndig. Hertil hører at sige til sin bror din vantro, med den hensigt at hans tilstand og adfærd er så forfærdelige at de ligner tilstanden og adfærden af den vantro.
Vigtig Note
Der findes adskillige emner som nogle mennesker tror der er konsensus om hos alle Islams lærde hvor det i virkeligheden ikke er tilfældet. Et eksempel herpå er at spisning under Ramadanen ophører når (Fadjr) daggryet oprinder. Denne holdning bærer flertallet af Islams lærde hvilket er sandheden. Iblandt de der har taget fejl herom, er nogle fra Mudjtahid-klassen fra ledsagernes følgere der har sagt at det er tilladt at spise indtil solopgang. Alligevel har lærde ikke dømt den der har påstået dette, for vantro. Derfor er det ikke lovligt at haste med at dømme andre for vantro. Lærde igennem tiden har været uenige i mange emner såsom koran-recitation under bønnen. Nogle af Salaf af Mudjtahid-klassen har sagt at den der fuldfører bukning og knælning, opnår en godtaget bøn dvs. selvom denne ikke reciterer noget af koranen i stående stilling . Andre har sagt at ”Allahu Akbar” ikke er en søjle for at påbegynde bønnen, men at hensigten alene er tilstrækkelig selv uden Takbir. Hvis hensigten udføres om at bede en bøn, så er dette tilstrækkeligt for godtagelsen selv uden fremsigelsen af Takbir. Dette udsagn er anført af imamen Muhammad Ibn Muslim Az-Zuhriyy der har søgt viden fra de mindre fremtrædende personligheder af ledsagerne . Der findes andre emner af lign. slags. Derfor skal man ikke haste eller idømme andre for vantro på baggrund af indbildninger. I stedet skal man basere idømmelsen på agtpågivenhed med blikket rettet mod emnets forhold. Er der konsensus om emnet eller ej? Derefter er emnet evident i religionen eller ej? Herudfra udtaler man sig så om dommen for emnet.
Mht. de emner der vedrører ringeagt for Allah, Hans sendebud, Hans engle, Hans religion eller de velkendte sager i Islam; eller indebærer en form for sammenligning af Allah med universet; eller indebærer afvisning af de 13 egenskaber som nødvendigt er for Allah; eller troen på at nogle af skabningernes tilblivelse er fundet sted uden at det er med Allahs Vilje, så skal ingen holde sig tilbage fra at idømme den der forbryder sig med lignende, for vantro uanset hvor høj grad forbryderen drukner i uvidenhed. Den der har hørt om disse anliggender fra muslimer, og den der ikke har, er på lige fod.
Den der derimod benægter egenskaberne som intellektet ikke egenhændigt kan konstatere, men som er nævnt i koranen såsom Wadjh, Yadd og ^Ayn, - i Allahs udtalelser:
﴿ وَلا تَدعُ مَعَ اللَّهِ إِلٰهًا ءاخَرَ لا إِلٰهَ إِلّا هُوَ كُلُّ شَيءٍ هالِكٌ إِلّا وَجهَهُ لَهُ الحُكمُ وَإِلَيهِ تُرجَعونَ ﴿88﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Alt vil ophøre undtagen Allahs herredømme”.
يَدُ اللَّهِ فَوقَ أَيديهِم
Hvilket betyder: ”Allahs Løfte er mægtigere end deres løfter”.
samt Allahs udtalelse vedrørende Noahs ark:
﴿ تَجرى بِأَعيُنِنا جَزاءً لِمَن كانَ كُفِرَ ﴿14﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Den
– dømmes ikke for vantro, undtagen hvis denne er bekendt med deres nævnelse i koranen og alligevel afviser at de er tilskrevet Allah, være ophøjet. Så den der siger at Allah ikke har en Yadd; Han har ikke en ^Ayn; Han har ikke en Wadjh, fordi denne ikke er bekendt med at de indgår i koranen, begår ikke vantro. Dog oplyses denne om at disse er blevet nævnt i koranen. Hvis denne alligevel afviser disse efter at have stiftet bekendtskab med deres nævnelse i koranen, så begår denne vantro. Imam Ash-Shafi^iyy må Allah være ham nådig , har fortalt at den der afviser Allahs egenskaber der ikke kan konstateres af det intellektuelle bevis eller forstanden dvs. intellektuel overvejelse, dømmes ikke for vantro medmindre denne er bekendt med at det er bekræftet af lovgivningen. Hvis denne afviser efter sit bekendtskab, så begår denne vantro.
Det er tillige vantro at tolke Yadd, Wadjh og ^Ayn med legemsdele for Allah, være ophøjet. Fordi Allah være ophøjet, ikke har villet med dette en legemsWadjh som skabningernes ansigter, ej heller en legemsYadd som skabningernes hænder ej heller en legems^Ayn som skabningernes øjne. Fordi Yadd, Wadjh og ^Ayn i hvad angår skabningen er legemsdele. Eksempelvis er englens Wadjh, Yadd og ^Ayn uhåndgribelige legemsdele, og menneskets Wadjh, Yadd og ^Ayn er håndgribelige legemsdele. Så den der fortolker Allahs Yadd, Wadjh og ^Ayn i betydning af legemsdele, begår vantro idet denne har sammenlignet sin Skaber med Hans skabninger idet universet består af uhåndgribelige og håndgribelige legemer. Og Allah er Den Der har frembragt de uhåndgribelige legemer såvel som de håndgribelige legemer. Han har frembragt dem efter at de ikke har været eksisterende. Hvorledes skulle Allah så være et uhåndgribeligt legeme ligesom englene og lyset eller et håndgribeligt legeme som mennesket? Havde Allah været et uhåndgribeligt eller et håndgribeligt legeme, da ville Han havde været lig os. Han ville være modtagelig for forandring, sygdom, svaghed, forøgelse samt forringelse som det er tilfældet med os. Dette er noget som intellektet samt lovgivningen forkaster.
Dette vers er entydigt i at Allah på ingen måde ligner den uhåndgribelige verden og den håndgribelige verden.
Vigtige Grundregler er hermed gennemført
Allah er hævet over ufuldkommenhed, og taknemlighed tilkommer Ham
Lovprisning til Allah, skabningernes Herre
Litteraturfortegnelse
- Ithaf As-Sadah Al-Muttaqin bisharh Ihya´ ^Ulum Ad-Din af Az-Zabidiy, Al-Fikr Forlaget – Beirut.
- Al-Ashbah Wan-Nadha´ir af Ibn Al-Wakil, Ar-Rushd forlaget – Ar-Riyad.
- Al-I^lam biqawati^ Al-Islam af Ibn Hadjar Al-Haytamiy, Mustafa Al-Babiy Al-Halabiy – Egypten
- I^lam An-Nubala´ bitarikh Halab Ash-Shahba´ af Raghib At-Tabbakh, Al-Qalam Al-^Arabiy forlaget – Aleppo.
- Al-Anwar Li´a^mal Al-Abrar af Yusuf Al-Ardabiliy, Mustafa Al-Babiy Al-Halabiy – Kairo.
- Al-Bahr Ar-Ra´iq sharh Kanz Ad-Daqa´iq af Ibn Nudjaym, Al-Ma^rifah forlaget – Beirut.
- Basa´ir dhawiy At-Tamyiz fi lata´if al-kitab al-^Aziz af Al-Fayruzabadiy, Al-Kitab Al-Lubnaniy forlaget – Beirut.
- Al-Bayan fi Madhhab Al-Imam Ash-Shafi^iy af Al-^Imraniy, Al-Minhadj forlaget – Jeddah.
- Tadhkirat Al-Huffadh af Adh-Dhahabiy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Tashnif Al-Masami^ bidjam^ Al-Djawami^ af Az-Zarkashiy, Qurtubah biblioteket – Kairo.
- At-Taqrir Wat-Tahbir sharh ^ala At-Tahrir af Ibn Amir Al-Hadj, Al-Amiriyyah forlaget – Boulaq.
- Djami^ bayan Al-^Ilm Wafadlihi af Ibn ^Abdil-Bar, Medina Al-Munawwarah.
- Al-Djami^ As-Saghir af As-Suyutiy, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Hashiyah Ad-Dusuqiy ^ala Ash-Sharh Al-Kabir af Ad-Dusuqiy, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Hulyat Al-^Ulama´ fi Ma^rifat Madhahib Al-Fuqaha´ af Abi Bakr Al-Qaffal Ash-Shashi, Ar-Risalah Al-Hadithiyyah biblioteket – Jordan.
- Ad-Dur Al-Mukhtar af Al-Hiskafiy. Se Rad Al-Muhtar af Ibn ^Abidin.
- Rad Al-Muhtar ^ala Ad-Dur Al-Mukhtar af Ibn ^Abidin, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Ar-Rawd Al-Murabba^ Bisharh Zad Al-Mustaqna^ af Al-Buhutiy, Al-Bayan forlagets bibliotek – Damaskus.
- As-Sunan Al-Kubra af Al-Bayhaqiy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Sharh Al-Fiqh Al-Akbar af Mulla ^Aliy Al-Qari, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Sharh Al-Qamus = Tadj Al-^Arus.
- Ash-Shifa bita^rif Huquq Al-Mustafa af Al-Qadi ^Iyad, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Sahih Al-Bukhariy = Fath Al-Bari bisharh Sahih Al-Bukhariy.
- Sahih Muslim af Muslim søn af Al-Hadj-djadj, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Al-Fatawa Al-Kubra Al-Fiqhiyyah af Ibn Hadjar Al-Haytamiy Mu´assasat At-Tarikh Al-^Arabiyyah – Beirut.
- Al-Firdaws bi ma´thur Al-Khattab af Abi Shudja^ Ad-Daylamiy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Fayd Al-Qadir sharh Al-Djami^ As-Saghir af Al-Minawiy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Al-Qamus Al-Muhit af Al-Fayruzabadiy, Mu´assasat Ar-Risalah – Beirut.
- Al-Kifayah lidhawiy Al-^Inayah af ^Abdul-Basit Al-Fakhuriy, Mu´assasat Al-Kutub Ath-Thaqafiyyah – Beirut.
- Lisan Al-^Arab af Ibn Mandhur, Sadir forlaget – Beirut.
- Madjma^ Az-Zawa´id wa manba^ Al-Fawa´id af Al-Haytamiy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Al-Madjmu^ sharh Al-Muhadh-dhab af An-Nawawiy, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Al-Mudawi li^ilal Al-Djami^ As-Saghir wa sharhay Al-Minawi af Ahmad Al-Ghumariy, Al-Kutub Al-^Ilmiyyah forlaget – Beirut.
- Al-Mu^djam Al-Awsat af At-Tabaraniy, Al-Hadith forlaget – Kairo.
- Minah Al-Djalil Sharh Mukhtasar Khalil af Muhammad ^Illaysh, Al-Fikr forlaget – Beirut.
- Mizan Al-I^tidal af Adh-Dhahabiy, Al-Ma^rifah – Beirut.
- Nihayat Al-Muhtadj ila Sharh Al-Minhadj af Ar-Ramliy, Ihya´ At-Turath Al-^Arabiy forlaget – Beirut.
