Den Islamiske Dannelse – en serie religionslektioner for grundskolen
Kapitlet om troen
De to vidnesbyrd
De to vidnesbyrd er:
Jeg bevidner, at der ikke er en anden Gud end Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud (må Gud ophøje og frede ham)
Det er en pligt for den, der vil indtræde i religionen islam, straks at sige de to vidnesbyrd med hensigt om at indtræde i islam samt at tro på deres betydning.
Betydningen af Jeg bevidner, at der ikke er en anden Gud end Allah er: Jeg tror i hjertet og erklærer med ord, at ingen andre end Gud tilbedes med rette. Det vil sige, at ingen andre end Gud, være ophøjet, fortjener, at jeg ydmyger mig til den største grad for.
Betydningen af Jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud er: Jeg tror i hjertet og erklærer med ord, at vores mester Muhammad, søn af ^Abdullah, søn af ^Abdul Muttalib, søn af Hashim, søn af ^Abdi Manaf, qurayshitten, er Guds skabning og sendebud. Han er sendt til samtlige mennesker og djin, både arabere og ikke-arabere. Han tilhører Quraysh-stammen, som er den fornemmeste af de arabiske stammer. Han blev født i Mekka og fik sin profeti i grotten Hira´, mens han var boende i Mekka. Og han udvandrede til Medina, hvor han er begravet. Han er den sidste af profeterne og sendebudene, og han er den bedste af dem (må Gud ophøje og frede ham). Man skal tro på alt, hvad profeten Muhammad fortalte om og overbragte fra Gud, være ophøjet.
Imam Dhun-Nun Al-Misriy sagde:
“Hvad du end forestiller dig i fantasi, er Gud ulig det.”
4
Den første pligt - viden om Gud og sendebuddet
﴿ فَاعلَم أَنَّهُ لا إِلٰهَ إِلَّا اللَّهُ وَاستَغفِر لِذَنبِكَ وَلِلمُؤمِنينَ وَالمُؤمِنٰتِ وَاللَّهُ يَعلَمُ مُتَقَلَّبَكُم وَمَثوىٰكُم ﴿19﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Vid, at der ikke er en anden guddom end Gud”.
Den første pligt, der hviler på mennesket, er at have viden om Gud og viden om profeten (må Gud ophøje og frede ham).
Viden om Gud opnås ved at man ved, hvad der forstandsmæssigt er nødvendigt for Gud, hvad der forstandsmæssigt er umuligt for Gud, og hvad der forstandsmæssigt er muligt for Gud.
Gud er absolut beskrevet med de fuldkomne egenskaber, der passer for Ham, som Viden, Magt og Vilje. Derimod er det umuligt, at Gud skulle være beskrevet med uvidenhed, magtesløshed og enhver tilbleven egenskab som menneskernes egenskaber er. Og det mulige for Gud er, at Han skaber skabninger og tilintetgør dem.
Guds sendebud, må Gud ophøje og frede ham, sagde:
”Den bedste handling er troen på Gud og Hans sendebud.”
Imam Al-Ghazaliy sagde:
”Tilbedelsen er ugyldig, hvis man ikke har kendskab til den tilbedte.”
Viden om profeten opnås ved at man ved, hvad der forstandsmæssigt er nødvendigt for ham, hvad der forstandsmæssigt er umuligt for ham, og hvad der forstandsmæssigt er muligt for ham.
Profeten er absolut beskrevet med sandfærdighed, troværdighed, mod, intelligens og videregivelse af budskabet. Og følgende er umuligt for ham: Løgnagtighed, svindel, ubegavethed, fejhed, blasfemi, store synder samt små lumpne synder. Alt dette gælder både før og efter, at han blev profet.
Det som er muligt for ham er fx at spise, drikke, sove og blive gift. Alt dette gælder også de øvrige profeter.
De nødvendige egenskaber for Gud er følgende:
- Eksistens
- Enehed
- Evighed
- Uophørlighed
- Uafhængighed
- Magt
- Vilje
- Viden
- Hørelse
- Syn
- Liv
- Tale
- Uforlignelighed med skabningerne
6
Den rette tro og retskaffenhed
﴿ يٰأَيُّهَا الَّذينَ ءامَنُوا اتَّقُوا اللَّهَ وَلتَنظُر نَفسٌ ما قَدَّمَت لِغَدٍ وَاتَّقُوا اللَّهَ إِنَّ اللَّهَ خَبيرٌ بِما تَعمَلونَ ﴿18﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”I troende, frygt Gud, og må enhver have tanke for, hvad han har beredt til det hinsides. Frygt Gud, som er vidende om, hvad I gør”.
I dette vers befalede Gud, være ophøjet, de troende at være retskafne. Retskaffenhed er udførelse af pligterne og afståelse fra synderne.
Den første og bedste pligt er troen på Gud og Hans sendebud. Derefter kommer bønnen, fasten og lignende sager.
Den største og værste synd er blasfemi. Denne synd tilgiver Gud ikke for den, der dør som blasfemiker. Alle andre synder end blasfemi, såsom tyveri, indtagelse af alkohol og at få nytte af renter, er noget, som Gud tilgiver, for hvem Han vil af sine troende skabninger.
Imam Abu Dja^far At-Tahawiy sagde:
”Og den, der beskriver Gud med en af skabningernes egenskaber, begår blasfemi.”
De, der dør som troende, er to typer:
1) nogle dør som troende og retskafne, og de straffes hverken i graven eller i det hinsides.
2) andre dør som troende, men som storsyndere, dvs. at de fx forsømte bønnerne, fasten, drak alkohol og spiste svinekød. Nogle af dem syndsforlades og tilgives af Gud, være ophøjet, og dermed straffer Han dem ikke, dvs. at Han lader dem indtræde Paradis uden straf, omend deres rang er lavere end de retskafnes. De andre derimod straffes af Gud, hvorefter Han lader dem indtræde Paradis, hvor de vil være for evigt.
9
Islam er alle profeternes religion
﴿ وَمَن يَبتَغِ غَيرَ الإِسلٰمِ دينًا فَلَن يُقبَلَ مِنهُ وَهُوَ فِى الأاخِرَةِ مِنَ الخٰسِرينَ ﴿85﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Den, der antager en anden religion end Islam, vil ikke få den godkendt”.
إِنَّ الدّينَ عِندَ اللهِ الإِسلامُ
Hvilket betyder: ”For Gud er den sande religion Islam”.
Den sande religion for Gud er Islam, og lyksaligheden i det hinsides opnås ved at følge den.
Gud, være ophøjet, sendte profeterne, der var sandfærdige mænd, som Gud udvalgte til profetien, for at undervise menneskene om den islamiske tro, og det der er til gavn for dem i deres verdslige og religiøse liv.
Alle profeterne var muslimer. De troede på, at Gud er den eneste Gud, uden nogen partnere. Den første profet var Adam, og den sidste var Muhammad, må Gud ophøje og frede både ham og hans profetiske brødre. Men deres lovgivning var forskellig. I Jesu og Moses´ lovgivning skulle muslimerne bede to gange i døgnet, mens i Muhammads lovgivning skal muslimerne bede fem gange i døgnet.
11
Profeternes egenskaber
﴿ وَإِسمٰعيلَ وَاليَسَعَ وَيونُسَ وَلوطًا وَكُلًّا فَضَّلنا عَلَى العٰلَمينَ ﴿86﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Enhver af dem har Gud ophøjet over alle skabningerne”.
Profeterne er de bedste af Guds skabninger, og de er de allerbedste mennesker. Gud, være ophøjet, sendte dem for at de skulle forkynde folk, hvad der gavner dem i deres religiøse og verdslige liv. Profeterne er beskrevet med god moral og udsøgte egenskaber.
Blandt deres gode moral er, at de alle var sandfærdige, kloge, troværdige, ædle og modige. Dermed var ingen af dem løgnere eller ubegavede, ej heller var nogen af dem bedrageriske, skændige eller feje.
Profeterne udsættes ikke for frastødende sygdomme, såsom at orme kommer ud af kroppen eller lignende, og de bliver heller ikke udsat for sindssygdom.
Profeterne (må Gud ophøje og frede dem) er beskrevet med:
- sandfærdighed, så løgnagtighed er umuligt for dem.
- klogskab, så ubegavethed og dumhed er umulige for dem.
- troværdighed, så bedrageri er umuligt for dem.
- ædle, så skændighed og nederdrægtighed er umulige for dem.
- mod, så fejhed er umuligt for dem.
13
Forskellen mellem profeterne og sendebudene (må Gud ophøje og frede dem)
﴿ يٰأَيُّهَا الَّذينَ ءامَنوا ءامِنوا بِاللَّهِ وَرَسولِهِ وَالكِتٰبِ الَّذى نَزَّلَ عَلىٰ رَسولِهِ وَالكِتٰبِ الَّذى أَنزَلَ مِن قَبلُ وَمَن يَكفُر بِاللَّهِ وَمَلٰئِكَتِهِ وَكُتُبِهِ وَرُسُلِهِ وَاليَومِ الءاخِرِ فَقَد ضَلَّ ضَلٰلًا بَعيدًا ﴿136﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Den, der fornægter Gud, Hans engle, bøger, profeter eller dommedag, er visseligt i gevaldig vildfarelse”.
Alle sendebude er profeter, men ikke alle profeter er sendebude. Et sendebud er en profet, der af Gud har fået åbenbaret en ny lovgivning, hvilket vil sige nye regler, som han skal undervise dem, han er blevet sendt til, i. Imidlertid er en profet den, som får åbenbaring om at følge lovgivningen for sendebuddet før ham, uden selv at få åbenbaret en ny lovgivning.
Alle og enhver profet og sendebud videregav budskabet til menneskene. Følgelig er antallet af profeterne enormt, hvorimod antallet af sendebudene er 313.
I koranen er nævnt navnene på 25 profeter. Disse er:
Adam Adam
Idris Enoch
Nuh Noah
Hud
Salih
Ibrahim Abraham
Isma^il Ismael
Ishaq Isak
Ya^qub Jakob
Lut Lot
Yusuf Josef
Ayyub Job
Shu^ayb
Musa Moses
Harun Aron
Dhul Kifl
Dawud David
Sulayman Salomon
Ilyas Elias
Ilyasa^
Yunus Jonas
Zakariyya Zakarias
Yahya Johannes
^Isa Jesus
Muhammad Muhammad
(må Gud ophøje og frede dem)
15
Forskellen mellem mirakel og trolddom
Gud, være ophøjet, skabte mennesket og gav det en forstand, så det kan skelne mellem det gode og det dårlige. Og Gud sendte sine profeter for at vejlede menneskene til frelsens vej. Men mange mennesker er stædige mht. at tage imod det rette, således bruger de ikke deres forstand til det, den er skabt til.
Gud, være ophøjet, støttede sine ærede profeter med mirakler, som er naturstridige hændelser, dvs. at de bryder med den vanlige orden for menneskene. Mirakler forekommer for profeter alene, og det bekræfter deres udsagn. Og intet menneske magter at efterligne dem i forsøg på at gøre modstand. Som eksempel på et mirakel er, at vand løb ud mellem profet Muhammads fingre, og at Moses´ stav blev til en slange.
Og mirakler er ikke trolddom, for trolddom er noget, man kan tillæres gennem undervisning og øvelse. Derudover kan trolddom ved modstand overgås med en anden trolddom ved at en anden troldmand udfører en endnu stærkere trolddom.
På baggrund heraf troede Faraos troldmænd på, at Moses var et sendebud sendt af Gud, for hans stav blev forvandlet til en ægte slange, der slugte troldmændenes reb og stave, som tilskuerne var blevet illusioneret om, at de var slanger. Troldmændene var nemlig klar over, at deres reb og stave i virkeligheden ikke var slanger, mens at de erkendte, at det ikke var trolddom, da Moses stav blev til en slange.
At udføre trolddom hører til de store synder.
18
Troen på alt hvad vor mester Muhammad kom med
وَما ءاتاكُمُ الرَّسولُ فَخُذُوهُ ومَا نَهاكُمْ عَنْهُ فانْتَهوا
Hvilket betyder: ”Tag imod, hvad sendebuddet viderebragte til jer, og afstå fra, hvad han forbød jer”.
Gud, være hævet og ophøjet, befalede os i dette vers at følge sendebuddet Muhammad, må Gud ophøje og frede ham, i, hvad han befalede os og at afstå fra, hvad han forbød os. Dette fordi sendebuddet Muhammad, må Gud ophøje og frede ham, var sandfærdig i alt, hvad han viderebragte fra Gud, være ophøjet.
﴿ وَما يَنطِقُ عَنِ الهَوىٰ ﴿3﴾﴾
Hvilket betyder: ”Og han
siger ikke noget af egen drift”.
﴿ إِن هُوَ إِلّا وَحىٌ يوحىٰ ﴿4﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Det
Alt, hvad sendebuddet fortalte om, er sandt og rigtigt, hvad enten det drejer sig om sager om halal eller haram, fortællinger om de forrige profeters livshistorier eller ting der vil ske i fremtiden, i dette liv eller på Dommedag.
Blandt det, sendebuddet Muhammad, må Allah ophøje og frede ham, fortalte om, er gravens pinsler for ikke-muslimerne og visse syndige muslimer, gravens lyksaligheder for de fuldkomne troende, Dommedag, regnskab, belønning, straf, Paradis, helvede og meget andet.
Ikke-muslimerne straffes i deres grav, hvorimod de troende muslimer får af Gud belyst deres grav med et lys, der ligner fuldmånens.
20
Belønning og straf
﴿ إِنَّ الأَبرارَ لَفى نَعيمٍ ﴿13﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”De lydige vil være i lyksalighed”.
﴿ وَإِنَّ الفُجّارَ لَفى جَحيمٍ ﴿14﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”Og ikke-muslimerne vil være i helvede”.
Man skal tro på, at Gud, være ophøjet, vil på Dommedag, belønne de troende for, hvad de udførte af gode gerninger. Og Han vil straffe ikke-muslimerne for, hvad de begik af blasfemi samt synder og desuden straffe de af de syndige muslimer, Han vil.
Belønning er det, den troende opnår på Dommedag, og som glæder ham fx at drikke fra profetens sø (Hawd), at passere broen (i sikkerhed) og at indtræde Paradis, hvor den evige lyksalighed venter.
Straffen er det, der gør skabningen fortræd på Dommedag fx at ikke-muslimerne udsættes for solens hede, at de indtræder helvede, hvor evig straf venter. Også nogle syndige muslimer, der dør uden at angre, og ikke tilgives af Gud, vil straffes i helvede i en periode, hvorefter Gud lader dem komme ud og indtræde Paradis, fordi de trods alt døde som troende.
22
Lyksaligheden i det hinsides
﴿ إِنَّ الَّذينَ ءامَنوا وَعَمِلُوا الصّٰلِحٰتِ لَهُم جَنّٰتُ النَّعيمِ ﴿8﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”De, som tror og udfører gode gerninger, vil opnå lyksalighedens haver”.
Gud, være ophøjet, lovede sine troende skabninger, der udførte forpligtelserne og afstod fra synderne, brede haver, hvori der er en vedvarende lyksalighed, der hverken forgår eller forsvinder. I dem er der brede floder, en flod med mælk, en med honning, en med vand og en med uberusende vin (khamr) der ikke er som vinen i dette liv. Deri er der også dejlige dufte, smukke træer og store slotte.
De troende i Paradis vil være på samme alder – 33 år. Selv de, der døde som gamle eller spædbørn, vil være i den alder.
Alle er smukke i udseende og har samme højde som vor mester Adam, fred over ham.
Alle, der indtræder Paradis, vil hverken dø, blive syg, bedrøves, ældes eller trættes. Paradis ligger over de syv himle, og Tronen er Dets loft. Ikke-muslimerne vil aldrig indtræde Paradis. Og Paradis forbliver, hverken Det eller Dets folk forgår.
24
Kapitlet om Tilbedelserne
Vandets typer
Vand opdeles i forskellige typer:
- Vand, der er rent (tahir) og rensende (mutahhir). Også kaldt Tahur-vand
- Vand, der er rent (tahir), men ikke-rensende (ikke-mutahhir).
- Vand, der er urent (nadjis).
Vand, der er rent og rensende: Er vand, der er rent i sig selv, og som er rensende, hvilket vil sige, at det er egnet til at gøre andre ting rene. Man kan altså bruge det til pligtbad (rusl), wudu´ og fjernelse af urenhed (nadjasah). Det er eksempelvis regnvand, havvand, flodvand, brøndvand og kildevand.
Vand, der er rent, men ikke-rensende: Det er vand, der har været brugt til enten pligtbad, wudu´ eller fjernelse af urenhed, forudsat at ingen af dets egenskaber –farve, lugt eller smag – er forandret, efter at urenhed er blevet fjernet. Sådan noget vand er rent i sig selv; men det er ikke rensende for andre legemer. Hvis vi samler vandet op efter pligtbad, wudu` eller fjernelse af urenhed, kan dette vand ikke bruges til disse formål igen, med mindre det er en stor mængde. Man må derimod godt bruge det til fx at vaske tøj, hvis tøjet ikke er urent.
Urent vand: Det er en lille mængde vand, hvori der er faldet ufritaget urenhed i (se mere i næste lektion). Vandet er urent, også selvom ingen af dets egenskaber er blevet forandret.
Der kan også være tale om en stor mængde vand, hvori der er faldet urenhed i, men så skal de have forandret en eller flere af vandets egenskaber – lugt, farve eller smag. Hvis derimod en stor mængde vands egenskaber ikke forandres, bliver vandet ikke urent.
En stor mængde vand er lig med eller større end 2 qullah vand, og det svarer til ca. 190 liter vand. Hvis vandets mængde derimod er under 2 qullah, så betegnes det en lille mængde vand.
26
Renselse for urenheder
Urenheder er to typer:
- Den sanselige (^ayniyyah) urenhed
- Den usanselige (hukmiyyah) urenhed
Den sanselige urenhed er den, hvis substans eller egenskaber – smag, lugt eller farve – kan sanses. Et eksempel herpå er en bloddråbe på tøjet. Den fjernes ved at man hælder rent, rensende vand på den, indtil dens substans og egenskaber er forsvundet.
Den usanselige urenhed er den, hvis egenskaber – farve, smag eller lugt – er usanselige. Et eksempel herpå er en udtørret urindråbe på tøjet, sådan at selve substansen er forsvundet, og egenskaberne er usanselige. Tøjet renses ved at man hælder rent, rensende vand over stedet.
Hvis der er tale om, at en urenhed fra en hund eller en gris rammer et menneskes hånd, tøj eller tallerken, så fjernes urenheden ved at man vasker stedet syv gange med rent, rensende vand, hvor den ene af vaskene er blandet med rent, rensende jord.
Nogle typer urenheder er fritaget. Et eksempel herpå er urinstænk – der ikke kan ses med det blotte øje. Hvis urinstænk falder i vand, bliver vandet ikke urent. Et andet eksempel er det døde, hvis blod ikke flyder, fx en flue eller en myg. Hvis den falder i vand og dør deri, da bliver vandet ikke urent.
28
Betingelserne for renselse
Allah, være ophøjet, siger:
﴿ يٰأَيُّهَا الَّذينَ ءامَنوا إِذا قُمتُم إِلَى الصَّلوٰةِ فَاغسِلوا وُجوهَكُم وَأَيدِيَكُم إِلَى المَرافِقِ وَامسَحوا بِرُءوسِكُم وَأَرجُلَكُم إِلَى الكَعبَينِ وَإِن كُنتُم جُنُبًا فَاطَّهَّروا وَإِن كُنتُم مَرضىٰ أَو عَلىٰ سَفَرٍ أَو جاءَ أَحَدٌ مِنكُم مِنَ الغائِطِ أَو لٰمَستُمُ النِّساءَ فَلَم تَجِدوا ماءً فَتَيَمَّموا صَعيدًا طَيِّبًا فَامسَحوا بِوُجوهِكُم وَأَيديكُم مِنهُ ما يُريدُ اللَّهُ لِيَجعَلَ عَلَيكُم مِن حَرَجٍ وَلٰكِن يُريدُ لِيُطَهِّرَكُم وَلِيُتِمَّ نِعمَتَهُ عَلَيكُم لَعَلَّكُم تَشكُرونَ ﴿6﴾ ﴾
Hvilket betyder: ”I troende, når I rejser jer op for at bede, så vask jeres ansigt og hænder til albuerne, stryg jeres hoved, og vask fødderne til anklerne”.
Wudu´ har seks søjler:
- Hensigten i hjertet ved vask af ansigtet. Man siger i hjertet for eksempel: Jeg har til hensigt at lave wudu´.
- At vaske hele ansigtet fra hårgrænsen til hagespidsen og fra øre til øre.
- At vaske hænder og underarme, fra fingerspidserne til og med albuerne, dér hvor underarmen møder overarmen.
- At stryge over noget af hovedet.
- At vaske fødderne til og med anklerne, hvor der stikker to knogler frem på begge sider af foden.
- At overholde denne rækkefølge dvs. at man laver hensigten ved vask af ansigtet, vasker ansigtet, vasker hænderne og underarmene, stryger over noget af hovedet og til sidst vasker fødderne.
Blandt wudu´s ønskeligheder er:
- At sige bismillah i begyndelsen
- At børste tænder med siwak (tandpind)
- At vaske hænderne
- At skylle munden
- At skylle næsen
- At stryge over hele hovedet
- At stryge over indersiden og ydersiden af ørerne med egnet vand
- At massere mellem fingre og tæer
- At starte med højre
- At vaske og stryge tre gange
- At massere
- At vaske i ét stræk, dvs. at vaske den næste kropsdel inden den forrige kropsdel tørrer
- At begrænse vandforbruget
34
Wudu´s afbrydelser og uønskeligheder
Blandt det, der afbryder wudu´, er at man:
- udskiller urin, afføring eller tarmluft.
- berører et menneskes kønsdel eller ringmuskel med bar håndflade.
- sover på ryggen, maven, på højre eller venstre side. Undtagen hvis man sover siddende med enden fastanbragt på underlaget, sådan at der ikke er mellemrum. Hvad angår døs så afbryder det ikke wudu´. Døs er en tilstand, hvor tale høres, men forstås ikke, og man kan ikke drømme i den.
- mister bevidstheden ved sindssygdom eller besvimelse.
Uønskeligheder ved wudu´:
- At starte med venstre i stedet for højre
- At vaske mere end tre gange
- At forbruge meget vand
- At føre nytteløs tale under wudu´
- At undlade basmalah
36
Adhan – det første kald
Når tiden for bønnen er inde, er det ønskeligt, at en af muslimerne kalder højt til, at man udfører bøn. Dette første kald kaldes adhan. Kalderen stiller sig på et højt sted, i renheds tilstand og rettet mod bederetningen, og kalder:
Allahu akbar Allahu akbar. Allahu akbar Allahu akbar.
Ashhadu alla ilaha illallah. Ashhadu alla ilaha illallah.
Ashhadu anna Muhammadar rasulullah. Ashhadu anna Muhammadar rasulullah.
Hayya ^alassalah. Hayya ^alassalah.
Hayya ^alalfalah. Hayya ^alalfalah.
Allahu akbar Allahu akbar.
La ilaha illallah.
Betydningen af udtrykkene er:
Allah er større end alle andre i status (siges 4 gange)
Jeg bevidner, at der ikke er en anden guddom end Gud (2 gange)
Og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud (2 gange)
Kom til bønnen (2 gange)
Kom til succes (2 gange)
Allah er større end alle andre i status (2 gange)
Der er ingen anden guddom end Gud (1 gang)
I kaldet til morgenbøn tilføjer kalderen, efter han siger Hayya ^alalfalah for anden gang:
Assalatu khayrun minan-nawm, assalatu khayrun minan-nawm
Bønnen er bedre end søvn (2 gange)
Det er ønskeligt for lytterne at gentage ordene efter kalderen. Dog siger de: la hawla wala quwwata illa billah – som betyder ingen kan undgå en synd eller udføre en lydighed undtagen med Guds hjælp – når kalderen kalder: hayya ^alassalah, hayya ^alalfalah.
Iqamah - det andet kald
Når kalderen er færdig med det første kald, og folk har samlet sig for at udføre den forpligtede bøn, kan en af dem udføre det andet kald sigende:
Allahu akbar Allahu akbar.
Ashhadu alla ilaha illallah.
Ashhadu anna Muhammadar rasulullah.
Hayya ^alassalati hayya ^alal falah.
Qadi qamatis-salatu qadi qamatis-salah.
Allahu akbar, Allahu akbar.
La ilaha illallah.
Allah er større end alle andre i status (2 gange)
Jeg bevidner, at der er ingen anden guddom end Gud
Og jeg bevidner, at Muhammad er Guds sendebud
Kom til bønnen
Kom til succes
Bønnen er foreliggende (2 gange)
Allah er større end alle andre i status (2 gange)
Der er ingen anden guddom end Gud
Det er ønskeligt, efter de to kald, at bede Allah om at ophøje og frede profeten, må Allah ophøje og frede ham.
37
De forpligtede bønner og deres tider
De forpligtede bønner i døgnet er fem: morgenbønnen, middagsbønnen, eftermiddagsbønnen, solnedgangsbønnen og natbønnen.
Deres tider er:
- Morgenbøn (As-Subh). Dens tid begynder, når det sande daggry oprinder. Det sande daggry er noget vandret hvidt lys, der ses i horisonten i øst. Og den slutter med solopgang.
- Middagsbøn (Adh-Dhuhur). Dens tid begynder, når solen begynder at aftage mod vest, efter at den har nået sit højeste sted på himlen (kulmination). Og den slutter, når tiden for eftermiddagsbønnen begynder.
- Eftermiddagsbøn (Al-^Asr). Dens tid begynder, når skyggen af en genstand bliver lige så lang som genstanden, udover dens skygge når solen var midt på himlen (altså kulminationsskyggen). Og dens tid slutter, når tiden er inde for solnedgangsbønnen.
- Solnedgangsbøn (Al-Maghrib). Dens tid begynder, når solen er gået helt ned. Og den slutter, når natbønnens tid er inde.
- Natbøn (Al-^Isha´). Dens tid begynder, når det røde skær på himlen er forsvundet. Og den slutter, når tiden er inde for morgenbønnen.
Dermed er det pligtigt at bede disse bønner i deres tider. Og det er forbudt at fremrykke eller udskyde dem i forhold til deres tid uden grund.
40
Betingelserne for bønnens gyldighed
Betingelserne for bønnens gyldighed er de ting, den bedende skal opfylde, inden han starter sin bøn. Blandt disse er:
- Bøn fra en ikke-muslim er ugyldig.
- Tamyiz. Den alder, hvor barnet forstår stillede spørgsmål og kan give svar.
- Wudu´. Det er et krav, at man har wudu´, ellers er ens bøn ugyldig.
- Den bedendes tøj, krop, bedested og ting, han bærer, skal være fri for ufritaget urenhed.
- Tildækning af ^awrah. Mænd skal dække kroppen mellem navlen og knæene. Kvinder skal tildække hele kroppen undtagen ansigtet og hænderne.
- Bønnens tid skal være inde, dvs. at den bedende skal have sikret sig, at bønnens tid er inde.
- At rette sig mod bederetningen, dvs. den ærede kaba i Mekka.
Den bedende, der ikke opfylder alle disse betingelser, hans bøn accepteres ikke.
42
Bønnens søjler
Bønnen har en række søjler og ønskeligheder. Uden alle søjlerne er bønnen ugyldig, hvorimod man kan undlade ønskeligheder, uden at bønnen gøres ugyldig, men man går glip af belønningen for disse ønskeligheder.
Bønnen har 17 søjler:
- Hensigten. Man skal i hjertet have hensigt om at bede fx middagsbønnen, samtidigt med at man siger ”Allahu akbar”. Hensigten i hjertet er således: Jeg har til hensigt at bede middagsbønnen.
- Den indledende takbirah. Man siger ”Allahu akbar” så højt, at man som minimum kan høre sig selv, og den siges som det første i bønnen.
- At stå op i de pligtige bønner, hvis man kan, dvs. at man skal stå op i de forpligtede bønner, hvis man magter det.
- At læse Al-Fatihah med basmalah og samtlige shaddah. Og det er pligtigt, at versene læses efter hinanden, samt at bogstaverne udtales korrekt.
- Bukning. Sådan at ens håndflader kan nå knæene.
- Ubevægelse, lige så lang tid som det tager at sige subhanallah. Det betyder, at kropsdelene skal være i ro på én gang.
- At rette sig op. Sådan at man går op til stående stilling med rank ryg efter bukning.
- Ubevægelse.
- At knæle to gange. Knælning udføres, ved at man placerer syv knogler på underlaget, dvs. at man placerer noget af panden utildækket, noget af knæene, noget af håndfladerne og noget af undersiden af tæerne.
- Ubevægelse.
- At sidde mellem de to knælninger.
- Ubevægelse.
- Den sidste sidning, for at læse den sidste tashahhud og det, der kommer efter.
- At læse den sidste tashahhud. Den korteste version er:
At-tahiyyatu lillahi
salamun ^alayka ayyuhan-nabiyyu
wa-rahmatullahi wa-barakatuh
salamun ^alayna wa^ala ^ibadillahis-salihin
Ash-hadu alla ilaha illallah
Wa-anna Muhammadar-rasulullah
Den fuldkomne version er:
At-tahiyyatul mubarakatus-salawatut-tayyibatu lillah
as-salamu ^alayka ayyuhan-nabiyyu
wa-rahmatullahi wa-barakatuh
as-salamun ^alayna wa^ala ^ibadillahis-salihin
ash-hadu alla ilaha illallah
wa-ash-hadu anna Muhammadar-rasulullah
- At bede Allah om at ophøje profeten. Den korteste version er: Allahumma salli ^ala Muhammad
- At afslutte bønnen med As-salam. Den korteste version er: As-salamu ^alaykum.
- At overholde rækkefølgen, som det fremgår ovenpå. Så hvis man fx bevidst knæler, inden man har bukket, bliver ens bøn afbrudt.
43
Bønnens ønskeligheder
Bønnens ønskeligheder er mange. Hvis man udelader dem, da er ens bøn stadig gyldig, men den, der udfører dem, opnår belønning af Gud. Derfor bør den bedende være flittig med at udføre dem.
Blandt disse ønskeligheder er:
- At sætte højre hånd på venstre håndled og at holde dem over navlen og under brystet.
- At læse den indledende bøn, inden man læser Al-Fatihah i den første rak^ah.
- At læse en kort surah efter Al-Fatihah i de første to rak^ah (dog ikke for den, der beder bag en imam, i de bønner, hvor man læser højt).
- At sige ”Allahu akbar” ved overgang fra en bevægelsessøjle til en anden – undtagen når man retter sig op efter bukning, for dér siger man ”sami^al-lahu liman hamidah”. Den indledende Allahu akbar er dog en søjle i bønnen.
- At sige ”Subhana rabbial ^adhim” tre gange i bukning.
- At sige ”Sami^allahu liman hamidah” ved oprejsning fra bukning.
- At sige ”Rabbana walakal hamd” når man er oprejst efter bukning.
- At sige ”Subhana rabbial a^la” tre gange i knælning.
- At sige ”Allahumma-ghfir li war-hamni wah-dini wa ^afini war-zuqni” når man sidder mellem de to knælninger.
- At læse Den første tashahhud efter at have fuldført to rak^ah i middagsbønnen, eftermiddagsbønnen, solnedgangsbønnen og natbønnen.
- At læse den fuldkomne version af As-salah al-ibrahimiyyah efter Den sidste tashahhud. Den fuldkomne version lyder:
Allahumma salli ^ala Muhammad wa^ala ali Muhammad
kama sallayta ^ala Ibrahim wa^ala ali Ibrahim innaka hamidun madjid
Allahumma barik ^ala Muhammad wa^ala ali Muhammad
kama barakta ^ala Ibrahim wa^ala ali Ibrahim innaka hamidun madjid
Betydningen er: O Gud, ophøj vor mester Muhammad og vor mester Muhammads slægt, ligesom du ophøjede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt. O Gud, velsign vor mester Muhammad, og velsign vor mester Muhammads slægt, ligesom Du velsignede vor mester Abraham og vor mester Abrahams slægt, Du er Den Priselige, Almægtige.
- At tilføje ”Wa rahmatullah” i as-salam. Dermed siger man: ”As-salamu ^alaykum wa rahmatullah”.
- At sige ”As-salamu ^alaykum wa rahmatullah” for anden gang.
- At dreje hovedet mod højre og venstre, når man siger ”As-salamu ^alaykum wa rahmatullah”.
