Et afsnit
omhandlende en redegørelse af
begravelsesforberedelse og -bøn (Djinaazah)
(At vaske, omsvøbe,) efter afvaskning, (bede for samt begrave den afdøde er en fælles forpligtelse (fard kifaayah),) for enhver, der er bekendt med dennes bortgang, (hvis denne) afdøde (var muslim), selv et barn, (der er født levende), ved at blive bekendt med dennes liv enten via f.eks. et skrig eller en frivillig bevægelse (hvis en muslim dør og denne blev udeladt således at denne blev på jordoverfladen indtil denne blev oppustet og lugten af ham udkom, bliver enhver der er bekendt med dennes bortgang syndig, det være sig kvinder eller mænd. Selv den der døde af drukning, skal vaskes og der bliver det ikke tilstrækkeligt at denne døde i havet. Ligeså gælder for den, der begår selvmord). Derimod er det ikke pålagt at foretage noget for den krigeriske vantro samt den frafaldende (og selvom dennes forældre er muslimer. Og selv hvis denne blev udeladt til kødædere og rovdyrene er det ikke syndigt, men det er ønskeligt at gøre hvad der tilhyller hans grimme lugt over for folk). (Endvidere er det pålagt ved en dhimmiy), hvilken er den vantro, der betaler al-djizyah til muslimernes kalifat (at forrette omsvøbning og begravelse), om ikke dennes religions folk udføre det (eller denne har efterladt en arv hvorfra man kan tage til dennes omsvøbning og begravelse), dog begraves denne ikke på muslimske begravelsespladser, (og) ligeledes er det pålagt (ved en dødfødt), hvilken er den, hvis livstegn ikke har vist sig, (vask, omsvøbning og begravelse,), hvis menneskelige træk kendetegnes derved, og ellers er det elskværdigt at omsvøbe det i et stykke tøj og begrave det. (og der udføres ikke begravelsesbønnen for dem begge) dvs. dhimmiyen og den dødfødte (viser der sig livstegn på det dødefødte spædbarn såsom en frivillig bevægelse eller skrig da påkræves fire ting). (Den, der dør) som muslim (i kamp mod de vantro,) selv mod en enkelt vantro (af denne grund) dvs. pga. kamp (bliver omsvøbt) ud af elskværdigheden (i sit kamptøj), der er tilsmudset med blod. (Er det) dvs. dennes kamptøj (imidlertid ikke tilstrækkeligt, da forøges det) op til tre ruller. (Denne bliver begravet,) på muslimske begravelsespladser, (men bliver hverken vasket eller bedt for), idet denne er krigsmartyr. (desuden er det forbudt at bede for ham begravelsesbøn og at vaske ham, hvad enten denne er kvinde, mand, slave eller barn, ifald denne døde i krig mod de vantro. Og selv hvis denne dør ved fejl af en muslim eller denne våben vender tilbage igen og dræber ham, eller falder fra sit ridedyr. Mennesket bliver ikke uren af at dø). På den anden side vil den der bliver dræbt grundet de vantros våben, uden at denne er en kriger, da vaskes denne og bedes for som samtlige martyrer, der døde uden krig mod de vantro, såsom den der dør af sin mave, såsom diare eller tilstopning grundet luft eller afføring. De vaskes og bedes for. Det er ønskeligt at omsvøbe krigsmartyren med sit kamptøj der tilsmudset med blod, og hvis de fjernes og denne omsvøbes med andet er det tilladt.
Martyren bliver ikke udspurgt i sin grav, hvorfor denne ikke modtager talqiin, men dennes sjæl fór til himmels og lever i paradiset indtil oprejsning fra gravene, hvorved dennes sjæl vender tilbage til kroppen
At vaske og omsvøbe den afdøde
(Den mindste forpligtede vask) af den afdøde (er at fjerne nadjaasah), om det foreligger på dennes krop (samt at omfatte) dvs. inkludere (hele den afdødes hud og hår, selv der hvor det) dvs. håret (er tykt én) enkelt (gang med) taahir, (mutahhir vand.), og det bedste er at gøre det tre gange. Det kræver ikke en hensigt for denne vask, og selv hvis en vantro vaasker ham er det tilladt. Desuden er det øsnkeligt for den der vasker ham at undgå at kigge på de dele der ikke er awrah. Og denne awrah vaskes med en klud for ikke at berøre stedet, ifald der er behov for at masere.
Det bedste ved vask at mænd er at en mand vasker ham, men hustruen kan godt hvis hun ønsker. Og det modsatte er også gældende. Hvis der ikke er en mand for en mand så laver kvinderne tayammum for manden og det modsatte har samme dom. Frygter man ved vask at den afdødes hud falder fra hinanden grundet forbrænding, da udfører man tayammum til ham.
(Den mindste forpligtede omsvøbning) for den afdøde (er et dække,) der dækker (hele kroppen) og det gøres med hvad der er tilladt, hvad der ikke er tilladt er f.eks. klæder af silke)
pånær den mandlige pilgrimsrejsendes hoved og den kvindelige pilgrimsrejsendes ansigt, eftersom de ikke tilhylles. (Tre stykker stof tages i brug ved den, der efterlader en arv, der overstiger dennes gæld,) eller også i det tilfælde hvor man overhovedet ikke står i gæld (og ikke testamenterede om at udelade det) dvs. at udelade at omsvøbe sig i tre stykker stof. Så hvis man testamenterede om at udelade at omsvøbe sig med tre ruller, da er pligten i såfald at omsvøbe vedkommende med hvad der dækker hele kroppen.
Begravelsesbønnen (Salatul-djinaazah):
(Det mindste, der er påkrævet i bønnen for denne) dvs. den afdøde er:
1. (at udføre en hensigt om at udføre bønnen for denne og forpligtelsen samt at specificere) at man udfører begravelsesbøn.
2. (at sige Allaahu akbar, mens man er i stående stilling, om man magter det).
3. (og herefter at læse al-faatihah), som man uundgåeligt skal læse, men det er ønskværdigt at den forefalder efter den første takbirah. Udsætter man den til senere er det dog tilladt. Derudover skal der drages omsorg for betingelserne for fremlæsning af al-faatihah ligesom i de foreskrevne bønner.
4. (derefter) fremsige at-takbirah for anden gang dvs. (at sige Allaahu akbar).
5. (for dernæst at sige) efter den anden takbirah (Allahumma salli ^ala Muhammad), må Allah hæve hans rang, og man må ikke sætte as-salaatu ^alan nabiyy foran den anden takbirah, eller udsætte den efter den tredje takbirah, men derimod skal den forefalde efter den anden takbirah.
6. (Derpå) at fremsige at-takbirah for tredje gang, hvilket vil sige (at sige Allaahu akbar).
7. for derved at bede specifikt for den afdøde med en hinsidig bøn såsom (Herre Allah, tilgiv ham og skænk ham Din nåde), og det mest fuldkomne er at fremsige den fremkomne bøn[1] fra Allahs sendebud, må Allah hæve hans rang.
8. (dernæst) at fremsige at-takbirah for fjerde gang, dvs. (at sige Allaahu akbar).
9. og så hilser man og siger (derefter As-salaamu ^alaykum) og det bedste er at genoptage du^aa´ efter den fjerde takbirah.
(Det er imidlertid pålagt deri) dvs. i begravelsesbønnen (at overholde) dvs. opfylde (bønnens betingelser), såsom at rette sig mod al-qiblah samt at at-tahaarah (og at afholde sig fra afbrydelserne), idet det, der ugyldiggør bønnen, tillige ugyldiggør denne.
Begravelse af den afdøde
(Det mindste, der er påkrævet ved begravelsen) af den afdøde (er) at denne begraves i (et hul, der holder på dennes lugt) efter at have tillukket det, (og beskytter dennes krop mod) at (vilde dyr) grave denne op og æde dennes krop. (Det er ønskeligt (sunnah)) for at udøve det mest fuldkomne (at den) dvs. graven (fordybes med en dybde der svarer til en mands højde med en udstrakt arm) dvs. ved at stå i graven og strække armen op over hovedet (samt udvides) dvs. graven. (Desuden skal denne) dvs. den afdøde (være rettet) dvs. dennes bryst skal rettes (mod al-qiblah) ved at lægge den afdøde på siden med brystet rettet mod al-qiblah.
(Endvidere er gravlæggelse i et mausoleum), hvilket er en bygning, hvori den afdøde anbringes førend den forrige er nedbrudt og som ikke holder på lugten (ikke tilladt).
[1] Den fremkomne bøn er ”Allaahummaghfir li hayyina wa mayyitina wa shaahidina wa ghaa´ibina wa saghirina wa kabirina wa dhakarina wa unthaana. Allaahumma man ahyaytahu minna fa ahyihi ^alal islam wa man tawaffaytahu minna fa tawaffahu ^alal iman”. Det er blevet stadfæstet om profeten, må Allah hæve hans rang, at han læste denne bøn for nogle afdøde muslimer. Den er berettet af Al-Bayhaqiy i hans sunan i kapitlet om begravelse i afsnittet om ad-du^aa´ under begravelsesbøn. Den er også berettet af Ibn Hibbaan i hans samling af autentiske udtalelser fra profeten, med følgende version: ”Allaahumma man ahyaytahu minna fa ahyihi ^alal iman wa man tawaffaytahu minna fa tawaffahu ^alal islam”. Se bogen ”Al-Ihsaan bi tartib sahih Ibn Hibbaan”, kapitlet om begravelse, under afsnittet om begravelsesbøn.
